Skriv en kommentar
Julens helt store eventyrfilm er denne gang filmatiseringen af Philip Pullmans 12 år gamle roman ”The Northern Lights”, senere omdøbt ”The Golden Compass”. Det er første del af en planlagt trilogi (med en fjerde bog på vej indenfor den nærmeste fremtid), så det er ikke svært at gætte hvilke associationer New Line Cinema, der også stod bag Ringenes Herre-filmene forsøger at vække. Endnu mindre når man opdager både Christopher Lee og Ian McKellen på rollelisten.
Men holder det så vand, dette års indlæg i en tilsyneladende fast række af mega-dyre jule-eventyr? Den når ikke Peter Jacksons film om ringen til de behårede hobbit-ankler, men den er da væsentligt bedre end sidste års rodede Narnia-debut. Præmisset er glimrende, historien spændende og med langt mere dybde end det er tilfældet i Narnia. Skuespillerne er velvalgte og effekterne fantastiske. Alligevel sætter den ikke de helt store reaktioner i gang i mig, fordi det hele på en eller anden måde er set før.
”Det Gyldne Kompas” foregår i en verden parallel med vor egen. En jordklode stort set magen til, men eksisterende uendeligt langt væk i et parallelt univers og med små forskelle som bevis herpå. Det mest bemærkelsesværdige er at menneskene alle går med deres sjæl inkarneret ved deres side. Alle har et dyr der repræsenterer deres sande jeg, deres ønsker og intentioner – en såkaldt daemon. Vi møder den lille, forældreløse pige Lyra der er vokset op på læreinstitutionen Jordan og har færdedes blandt de lærde hele sit liv. En dag vender hendes onkel hjem fra en nordpols-ekspedition og ved et tilfælde overhører hun hans opsigtsvækkende nyheder. Nyheder om støv – det intergalaktiske bindemiddel der forbinder alle de oceaner af parallelle verdener der eksisterer og hvis omtale har været forbudt ved lov i mange år . I samme omgang når Lyra at redde sin onkels liv, da han øjeblikkeligt forsøges forgiftet af en udsending fra det regerende Ministerium – et fascistisk kontrollerende organ der ser ignorance som folkets bedste interesse.
Da børn pludselig begynder at forsvinde peger alle tegn på de mystiske ”Goblers” der på en eller anden måde er forbundet med Ministeriummet, og det bliver startskuddet på Lyras fantastiske eventyr der fører hende dybt ind i isbjørnenes rige i det højeste nord. For de der ikke har læst bøgerne skal mere af handlingen ikke afsløres her. Lad det blot være sagt at de to timers spilletid er godt fyldt med plot.
Generelt fungerer ”Det Gyldne Kompas” egentlig rigtig godt. Det er vanvittig flot underholdning med de gigantiske, talende isbjørne som hovedattraktion. Filmen er fantasifuld, overraskende og godt sat sammen og var den kommet for bare fem år siden ville jeg nok have givet den en højere karakter. I mellemtiden er markedet bare blevet oversvømmet med disse CGI-drevne ferieeventyr der ofte minder meget om hinanden. For selv om ”Det Gyldne Kompas” i bogform på ingen måde har lignet hverken Narnia eller Ringenes Herre-bøgerne, så er det tydeligt at det er folk med samme baggrund der har stået bag filmudgaverne. Det er de samme virkemidler, de samme stiltræk og de samme måder man sætter landskaber, karakterer og episke scenarier op på. Således skal vi da heller ikke her snydes for en storslået afslutning i form af en gevaldig kampscene i det kolde nord. Og selv om meget andet overgår en film som Narnia her, så er særligt afslutningskampen en noget tam omgang set i forhold til sin samtid.
Alt det sagt, så er ”Det Gyldne Kompas” en udmærket film og et stykke glimrende underholdning, der bliver bedre jo mindre krav man stiller til originalitet i formsproget. Filmen bærer i høj grad præg af at være det indledende, spændingsopbyggende kapitel i en større saga, så det er bestemt ikke uden spænding at jeg ser frem til de næste kapitler i serien. Op på siden af Harry Potter eller Ringenes Herre-filmatiseringerne kommer de dog nok ikke.
