Skriv en kommentar
Som titel afslører er dette opfølgeren til Det Regner med Frikadeller. I etteren mødte vi Flint Lockwood, der bor på en ø i stillehavet. Han opfinder en maskine, der kan forvandle vand om til mad, og da den ved et uheld havner i atmosfæren, resulterer det i nedbør i form af mad til stor glæde for byen, indtil maskinen bliver overbelastet og forårsager katastrofisk maduvejr over hele kloden. Flint får dog stoppet maskinen med hjælp fra sine venner, der i blandt tv-reporteren Sam.
Toeren tager fat få minutter efter, at det lykkedes dem at stoppe maskinen. Der ankommer nemlig en videnskabsmand, eller rettere hans hologram, til øen. Hans navn er Chester V., og han tilbyde at genhuse øens befolkning, samt en jobstilling til Flint i hans virksomhed. Han egentlige hensigt er dog at finde madmaskinen, så han kan stjæle den og dermed Flints opfindelse. I mellemtiden er maskinen gået i selvsving, og den producerer ikke længere bare mad, men et helt økosystem, der befolker (bemader? bedyrer?) hele øen med mad/dyre-hybrider. Derfor bliver Flint og hans venner sendt ind på øen igen, for at finde maskinen og så den stoppet, inden maddyrene lærer at svømme, og indtager resten af verden.
Idérigt Madmekka
Den første Frikadelle-film viste sig at have overraskende mange originale elementer i sig, og tonen var dejlig selvhøjtidelig på en meget useriøs måde. På overfladen lignede den en barnlig farvelade om spiseligt nedbør, men var i stedet en eksplosion af idéer trukket så langtud på overdrevet at historien (næsten) blev uforudsigelig, samtidig med at den kunne levere spydige kommentarer om fx mediernes syn på kvindelige reportere.
Mængden af idéer i toeren er stadig stor, men måske knap så spredt ud over hele filmen. Det er en fornøjelse at se variationen af maddyr, og opfinderen/guruen Chester V., der ligner en blanding mellem Steve Jobs og Christian Stadil, vil nok prikke til mange Apple-fanatikere. Samtidig er der også en masse forskruet referencer til andre film, bl.a. Jurassic Park, Avatar og Abernes Planet, samt en del jokes for den første film, der går igen i denne.
Agurkekomplekser
Desværre har filmen dog ikke helt den samme følelsesmæssige nerve som den første. Forholdet mellem den excentriske Flint og hans jordnære far, der kun kan udtrykke sig i fiskemetaforer, gør i høj grad den første film vedkommende. I denne film er forholdet vendt om, hvor Flint ikke helt forstår farens glæden ved at fiske, og det ramme ikke helt så dybt og lægger ikke op til samme konflikt. At faren finder nogle fiskevenner i sardinhungrende agurker er sjovt, men måske ikke noget mange kan genkende fra deres eget liv.
Nyt Nordisk
Meget af filmens kreativitet bliver udmøntet i maddyrene, som er dannet ud fra ordspil mellem mad og dyr. Det giver selvfølgelig den danske, og formentlig alle andre udenlandske udgaver, et kæmpe problem, for hvordan oversætter du Shrimpanzee og Susheep? Løsningen blev i disse tilfælde Chimpansereje og Sushifår, og for børnene kan det sikkert være det samme, men de lidt mere engelskkyndige komme hurtigt til at spekulere over, hvad de oprindelig hed på engelsk, og vil derfor nok få mere ud af at se den på originalsproget.
Ud over det er de danske stemmer hæderlige, og filmen er god underholdning hele vejen igennem. Da det ikke er en Pixar-filmen kan den tillade sig lidt flere udskejelser, både på animations-siden og på den humoristiske side. At det er blevet en 3D-film er dog fuldstædigt unødvendigt og gør ikke på nogen måde filmen bedre, så undertegnets anbefaling er at spare de penge, og bruge dem på ekstra popkorn, skulle man blive lidt ekstra sulten af at kigge mad i halvanden time.
