Det handler om autisme. På overfladen om den 12-årige pige Jovana, der er autist og bor sammen med sin mor i en lille landsby 20 kilometer fra Beograd. Men dybere nede også om et helt folks autisme. Om et helt folks mentale flugt fra den virkelighed, der omgiver dem.
Goran Paskaljevic, en af Serbiens mest anerkendte og mest prisbelønnede instruktører, er manden bag filmen om autisme – A Midwinter Night’s Dream, som bliver vist på dette års NatFilm Festival.
Goran Paskaljevic ser sit folk glemme. Og han ser den 12-årige piges autisme som en metafor for det serbiske folks adfærd i disse år efter afslutningen på den mangeårige krig i det tidligere Jugoslavien.
»Jeg føler, at vi lever som et slags autistisk folk, der meget hurtigt har glemt, hvad det er, der er sket for bare få år siden. Vi har glemt krigen og krigens forbrydelser, og folk begynder igen at stemme på den nationalisme, der fremprovokerede krigen. Siden mordet på premierminister Djindic i 2003 er de politiske kræfter fra fortiden – de nationalistiske kræfter og Milosevic’ folk – på vej tilbage til den politiske scene,« siger Goran Paskaljevic.
Bekendelser om krigsforbrydelser
I A Midwinter Night’s Dream møder vi Lazar (Lazar Ristovski). Efter ti år i fængsel for i fuldskab at have slået sin bedste ven ihjel vender han tilbage til sin hjemby. En trøstesløs lille landsby uden for den serbiske hovedstad Beograd, hvor Lazar planlægger at bosætte sig i sin afdødes moders hus. I huset finder han kvinden Jasna (Jasna Zalica), der sammen med sin 12-årige autistiske datter, Jovana (Jovana Mitic) har bosat sig i det tomme hus.
Lazar vil først smide Jasna og Jovana ud af huset, men forbarmer sig. Snart opstår der et venskab mellem især Lazar og den autistiske pige. Lazar har svært ved at acceptere lægernes dom, om at der intet er at stille op over for Jovanas autisme, så han begynder at forsøge på, at få hende til at åbne mere op.
Imens kæmper Lazar selv med svære traumer. Vi bliver klar over, at han under krigen er deserteret fra den serbiske hær efter på mest grufuld vis at have oplevet serbiske soldater begå brutale drab på civile.
Lige præcis i den del af handlingen i A Midwinter Night’s Dream har den 57-årige instruktør for alvor noget på spil over for sine landsmænd.
»Det er første gang nogensinde i en serbisk film, at nogen siger, ’ja, vi begik krigsforbrydelser.’ Vi er ikke uskyldige for ingen kan være uskyldige i den krig. Men når man taler med serbere om at få sandheden frem, siger folk straks, at det var de andre der begik forbrydelser og ikke os,« siger Goran Paskaljevic.
»Det tog tyve år efter afslutningen af anden verdenskrig før folk i Tyskland begyndte at anerkende KZ-lejrene. Vi er i Serbien i den samme situation i dag. Hvis vi skal videre, er vi nød til at acceptere fortiden – også selvom fortiden ikke er særlig glorværdig.«
Kontroversiel film – voldsomme reaktioner
Det har ikke været et mål i sig selv for Goran Paskaljevic at lave en kontroversiel film. Men flere af hans landsmænd reagerede meget stærkt, da A Midwinter Night’s Dream blev vist frem i de serbiske biografer. I nogle biografer oplevede ejerne, at folk kom ud fra biograferne råbende forræder møntet på Goran Paskaljevic.
»Det er blevet en kontroversiel film. På det menneskelige plan med Lazar og Jovanas venskab kan folk sagtens acceptere historien. Men nogle mennesker forlod simpelthen biografen straks efter Lazars monolog, hvor han forklarer, hvad han oplevede i krigen og hvorfor han deserterede. Jeg har lavet en for mig meget ærlig film, men jeg var godt klar over, at nogle mennesker ikke ville synes om, hvad den fortalte,« siger Goran Paskaljevic.
Ikke kun Goran Paskaljevic’ fremstilling af det serbiske militærs gerninger under den mangeårige krig, har vakt opsigt. Også fremstillingen af et nutidigt Serbien, der i A Midwinter Night’s Dream er stærkt præget af en nedtrykt, dyster og trøstesløs stemning, vakte opsigt hos serbere.
»Jeg fik reaktioner fra folk, der spurgte: ’hvorfor viser du sådan en mørk side af vores samfund. Men det er fra folk, der aldrig forlader de pæne kvarterer og cafeerne i det centrale Beograd. For langt det meste af Serbien ser altså ikke ud som i Beograd. Desværre. Det var meget vigtigt for mig, at genskabe den her atmosfære, der viser at folk lever i en verden, der er som et lille Tjernobyl.«
Rigtig autistisk skuespillerinde
Goran Paskaljevic’ film er altså politisk. Men også meget mere end det. Fortællingen om forholdet mellem Lazar og den 12-årige autistiske Jovana er en rørende menneskelig og for den serbiske instruktør meget personlig historie.
Jovana Mitic, der i filmen spiller den autistiske pige, er selv autist. Goran Paskaljevic mødte hende på et særligt hjem for autistiske børn, hvor han faldt for hende. I seks måneder op til optagelserne af filmen tilbragte han meget tid sammen med pigen og hendes familie for at lære, hvordan hun ville reagere i forskellige situationer.
»Men hun er, som hun er. Man kan ikke fortælle hende, hvad hun skal gøre – hun gør, hvad hun har lyst til. Hendes handlinger er helt spontane, så nogle af scenerne var umulige at forudsige. Som i en scene, hvor hun begynder at klippe Lazars hår med en saks – det var slet ikke planlagt,« siger Goran Paskaljevic.
Han valgte at bruge en autistisk pige i rollen for at sikre den absolutte realisme. På samme måde er filmens allerførste scene, hvor Lazar kommer til sin afdøde moders hus og finder Jasna og hendes datter, ligeså realistisk man overhovedet kan komme det i fiktion.
»Jeg ville have, at når Lazar møder Jovana første gang i filmen, også skulle være første gang de to skuespillere mødte hinanden. Den scene er i virkeligheden en dokumentarisk scene,« siger instruktøren, og forklarer at han herefter i de næste ti dage ikke optog nogle scener mellem Jovana og Lazar, for at skuespilleren Lazar Ristovski kunne nå at få bedre kontakt med den autistiske pige.
»Jeg var fra starten af moralsk i tvivl om, hvor vidt jeg skulle bruge et autistisk barn. Men jeg talte med læger, som sagde, at det værste man kan gøre med et autistisk barn, er at efterlade dem i et hjørne med deres autisme. Man skal inkludere dem i samfundet og fx i kulturelle projekter som film,« siger Goran Paskaljevic.
Men det var med hele projektet som risiko, at Jovana Mitic blev en del af det. Hvis hun midt under optagelserne, havde stillet sig op og været umulig at arbejde med, havde instruktøren været nød til at droppe hele projektet. Det skete ikke, og Goran Paskaljevic mener, at pigens medvirken i filmen har gavnet hendes udvikling
»Under optagelserne begyndte hun langsomt at åbne sig mere op og kontakte andre mennesker. Jeg ved, at det måske lyder patetisk, men jeg føler at hun arbejder på et kærligheds-niveau. Hvis hun føler, at du kan lide hende og at du accepterer hende og hendes måde at være på, begynder hun at komme til dig.«
