Skriv en kommentar
I maj 2013 udgav den tyske litteraturkritiker Hans Gumbrecht værket After 1945: Latency as Origin of the Present, hvori han blandt andet beskriver den underlige følelse af optimisme, der opstod umiddelbart i kølvandet på Anden Verdenskrig. Forundret gransker han gamle avisartikler i det amerikanske ugeblad Life anno 1945, der kun overfladisk berører krigens rædsler og i stedet leverer overskrifter som ”Japanese Farmer: He Comes Back from the War to the Ancient Pattern of Life in his Village”. Mediebilledet fra den tid præsenterer en romantisk forestilling om, at det efter uhyrlighederne var muligt at vende tilbage til en idylliseret krigsløs verden.
Som eksilforfatter var ungarske Agota Kristof i mere end én forstand et eksempel på, at der ikke er nogen tilbagevenden efter krigen. Ikke blot fordi hun rent fysisk ikke kunne tage fra Schweiz hjem til sit fødeland Ungarn, men også fordi hun i sit liv erkendte, at man ikke kunne kaste krigen af sig og begynde forfra. Denne erkendelse har i høj grad karakteriseret hendes litterære virke, blandt andet i den prisbelønnede trilogi Det Store Stilehæfte (Le Grand Cahier). Første del af trilogien er nu er blevet filmatiseret af den ungarske instruktør Janos Szasz.
En loyal skildring
Szasz har vist bogen megen loyalitet i sin skildring af de et tvillingepar, der, på grund af krigen, efterlades hos deres hårde, alkoholiserede bedstemor, som i den lokale landsby går under navnet ”Heksen”. Under de nye grufulde omstændigheder lærer drengene hurtigt, at de må gøre sig hårdføre, hvis de vil klare skærene. De lærer sig selv at udholde de prygl og skældsord, som de modtager i landsbyen og af bedstemoderen ved dagligt at gennemgå en række øvelser. For at opnå den fornødne styrke tæsker de blandt andet hinanden med bælter, genbruger bedstemorderens skældsord, sulter sig og arbejder hårdt. Alt sammen skriver de ned i et stilehæfte, som deres far har givet dem med. Hvad skriveproduktionen angår, er deres eneste diktum, at alt de nedfælder skal være sandt og usentimentalt.
Usødet sandhed
Dette diktum gælder også for Kristofs oprindelige værk, samt filmen, der læner sig deropad. Mens det langsomt men stødt lykkes drengene at give afkald på næsten en hver form for sentimentalitet, fordres beskueren til at reflektere over det forfærdelige menneskebillede, som filmen byder snarere end at hengive sig i en passiv følelsesladet medløben. Filmen viser altså, ligesom Kristofs oprindelige værk, at der ikke findes noget sted, der forbliver ubesmittet af krigens og menneskets galskab. Denne galskab siver derimod ud til de fjerneste kroge af civilisationen og udmønter sig i børnenes tab af uskyld
For så vidt lykkes det filmen, med stor hjælp fra den anerkendte fotograf Christian Bergers (Det Hvide Bånd, Skjult ) dvælende og fængslende kameraføring, at genskabe Kristofs uromantiske portrættering af to drenges internalisering af krigen og dens grusomheder. Det store stilehæfte er kompositorisk stram, smukt fremført og herligt koldblodig. Dertil er der ikke tale om unødvendigt eksplicitte blodsudgydelser eller overdrivelser. Filmen følger sit diktum til punkt og prikke.
Alligevel er det som om, der ikke er trukket helt nok på Bergers formåen. Selvom den er både flot og skarp, mangler den måske lige det æstetiske fingeraftryk, som f.eks. Skjult leverede til fulde, for at komme helt ud over kanten. Et par skæve vinkler ville måske have sat prikken over i'et. Men til syvende og sidst er Kristofs historie foruden skarp og velfortalt, så pokkers oplagt til nøgtern filmatisering, at det næsten ikke kan gå galt. En mere sandfærdig repræsentation af krigens rædsler og menneskelig ondskab skal man lede længe efter.
