Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Så er danskerne på banen igen med tåbelige oversættelser, der afslører alt for meget af handlingen. ”Joshua” er denne films oprindelige titel, men dette navn er åbenbart for svært at udtale for en dansker, og så er det jo bedre at afsløre drengens hensigter, der faktisk er ret subtile og ligger pænt i baggrunden til filmens slutning. ”Devil’s Child” er dog, på trods af titlens spoiler, en helt fin lille film, der dog ikke efterlader sit publikum i specielt godt humør, da temaet er den totale opløsning af en familie. Ikke kun temaet men også selve metoden læner sig meget op af den europæiske mester Michael Haneke – mere bestemt den fremragende ”The Seventh Continent”. Selvom ”Devil’s Child” ikke helt komme op på Hanekes niveau, er sammenligningerne åbenlyse, og selvom fremdriften i forvejen er en smule antiamerikansk, er det ikke helt af vejen at kalde filmen for en amerikansk udgave af netop ”The Seventh Continent”.
Da den nyfødte Lily kommer til verden, virker alting for overklasseforældrene Brad og Abby perfekt. De bor på Manhattan, har masser af penge og nu også to børn. Den helt perfekte familie. Joshua, deres ældre søn på 9 år, føler sig dog svært overset. Han opfører sig stadig raffineret, men forsøger forgæves at få sine forældres opmærksomhed bl.a. ved at spille klaver helt forkert. Intet hjælper og langsomt hober problemerne sig op for den ellers perfekte familie – Lily græder konstant, Abby bliver mere og mere mentalt ustabil og snart dør deres hund også.
”Devil’s Child” lanceres som en gyserfilm, ikke kun igennem titlen men også coveret og referatet minder utroligt meget om ”Tegnet”. Selvom ”Devil’s Child” er en meget grum film, er den dog langtfra selve gysergenren. Den har kun få dramatiske højdepunkter og er nærmest bevidst blottet for spændingsscener, choksekvenser samt andre trivielle klicheer genren har at byde på. Dog kan man snildt stille sig uforstået overfor den vrede og pessimisme filmen besidder, for dette er ikke ren og skær simpel underholdning, det er en rejse igennem alle de negative følelsers land, og dette er meget rart at vide på forhånd, især hvis man, ligesom jeg skulle, skal til en fest umiddelbart efter filmens afslutning. ”Devil’s Child” er en gennemført grum film på godt og ondt, og selvom den bestemt mangler originalitet, får den sine budskaber klart igennem uden at ty til lette løsninger i form af klimaks og lignende.
Instruktøren George Ratliff har før lavet den modbydelige dokumentarfilm ”Hell House” og holder standarden fint med ”Devil’s Child”. Han søger som sagt ingen lette løsninger, men lader filmen tale sit eget sprog i mange, lange og stille scener der kun bidrager til hvad der gemmer sig under overfladen. Sam Rockwell har vel det man kalder for hovedrollen, han spiller familiefaren Brad. Hans lange karriere i Hollywood med roller i bl.a. ”Confessions Of A Dangerous Mind” og ”The Green Mile” har dog desværre ikke skabt de mest indtjenende roller til den ellers dygtige skuespiller. Rockwell er generelt let at føle sympati for i rollen som Brad, og selvom han forgæves forsøger at holde humøret højt, er det ikke svært at se hvad han tænker og føler. En fin bedrift af Rockwell som selv de bedste skuespillere ofte må kæmpe med. Naturligvis skal Jacob Kogan også nævnes, da han i en alder af blot 12 år formår at forstå skuespillets kunst. Kogan spiller naturligvis Joshua, og dette gør han glimrende. Børneskuespillere er noget vi fleste ofte krummer tæer af, da replikker og selv bevægelser ofte bliver leveret uden nogen form for indlevelse, derfor er det altid dejligt når nogen bryder normen.
Hvis du er interesseret i en grum film der ikke efterlader dig i det bedste humør, men alligevel får dine tanker sat i gang, er ”Devil’s Child” uden tvivl noget for dig. Se bort fra titlen og nyd filmen uden at tænke i genrer. Filmen er på intet tidspunkt grafisk, men de følelser den sætter i gang er meget tæt på førnævnte ”The Seventh Continent” og ligeså ”Irreversible”. Jeg er på den måde glad for at have oplevet filmen her, men det er af gode grunde, at jeg ikke vender tilbage til den igen foreløbig.
Ekstramateriale – 2/6
En håndfuld slettede scener er hvad ekstramaterialet har at byde på. Disse er fine i forlængelse af filmen, men der mangler naturligvis en masse mere materiale for at kunne opnå en højere karakter.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
