Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Storbritannien er ikke det land, der kommer først i hu, når snakken falder på zombiefilm. Danny Boyle satte for en stund nationen på zombieverdenskortet med den vellykkede 28 Days Later (2002), men udover opfølgeren 28 Weeks Later (2007) af Juan Carlos Fresnadillo samt Edgar Wrights geniale Shaun of the Dead (2004), har der ikke været megen nævneværdig aktivitet på den anden side af kanalen i forhold til de levende døde gennem de sidste mange år. Instruktør Mark McQueen har med Devil’s Playground (2010)* forsøgt at tage tråden op fra 28 Days Later, hvilket har resulteret i en film, der læner sig så meget op af Boyles værk, at den praktisk talt kan fungere som et præludium til denne. Omend Devil’s Playground har sine (få) øjeblikke, så er det dog tydeligt, at McQueen ikke besidder de samme talenter som Boyle, og at Devil’s Playground, sammenlignet med 28 Days Later og andre større zombiefilm af nyere dato som f.eks. Zack Snyders effektive remake af Dawn of the Dead (2004), George A. Romeros Land of the Dead (2005) og den actionmættede Resident Evil-serie, som helhed ikke har forfærdelig meget at byde på. Måske er det unfair at sammenligne med disse, da de alle sammen har haft et betydeligt større budget, men faktum er dog, at en god zombiefilm, eller en god gyserfilm for den sags skyld, netop ikke behøver en masse penge i ryggen for at være god – tænk blot på f.eks. Romeros Night of the Living Dead (1968) eller Hideo Nakatas Ringu (1998) – så svaghederne ved Devil’s Playground skyldes primært, at den er fortærsket og kæmper med et manuskript, der flere steder forfalder til rendyrket melodrama.
Filmen (kan indeholde spoilers!)
Et britisk medicinalfirma med hovedkvarter i London, N-gen Industries, har udviklet et præstationsfremmende energitilskud ved navn RAK-295, der planlægges solgt som receptfri håndkøbsmedicin. Inden det frigives på markedet, skal det dog først testes på en række forsøgspersoner, og det viser sig hurtigt at have en ret ubehagelig bivirkning. Det får 29.999 af de i alt 30.000 forsøgspersoner at mærke, da de pludselig begynder at få blodigt opkast, lide organsvigt osv. for til sidst at blive forvandlet til blodtørstige og virusinficerede psykopater, der ikke tænker på andet end at slå ihjel. Situationen løber hurtigt løbsk, ikke mindst fordi smitten meget let overføres via bid, og den britiske regering bliver nødt til at erklære undtagelsestilstand.
En ung kvinde ved navn Angela Mills (MyAnna Buring) har som den eneste af de 30.000 forsøgspersoner imidlertid ikke oplevet bivirkningerne fra RAK-295, hvorfor hun heller ikke er blevet zombificeret. Forskere ved N-gen Industries konkluderer derfor hurtigt, at hun må være immun, og at hun måske vil kunne bruges til at udvikle en vaccine mod RAK-295-smitten. I et forsøg på at finde hende sender de koncernhåndlangeren Cole (Craig Fairbass) af sted med instruktioner om at bringe hende ind hurtigst muligt. Angela, der ikke ved, at hun er immun, planlægger imidlertid sammen med hendes veninde at køre hen og mødes med hendes bror og en fyr (der er pilot og ved hvor der står en helikopter, de kan flygte i) og smutter for næsen af Cole. Samtidig løslades Angelas mordanklagede eks-kæreste, eksstrømeren Joe (Danny Dyer), fra fængslet på kaution, og som skæbnen vil det, løber alle sammen mere eller mindre tilfældigt ind i hinanden hos en af Joes venner, der er mekaniker og driver et lille værksted et stykke uden for London.
Kort tid efter støder yderligere to folk til gruppen, en kvinde ved navn Lavinia (Jamie Murray) og hendes kæreste Geoffrey (Shane Taylor), og der går ikke lang tid før interne stridigheder begynder at forplumre deres fælles forsøg på at nå frem til helikopteren, der kan flyve dem i sikkerhed. Angela får forklaret hele situationen af Cole, at hun er immun over for RAK-295, og at han er kommet for at hente hende, og pludselig bliver de andre i gruppen bange for, at hun kan blive til zombie, hvornår det skal være (hvilket vel, i bund og grund, heller ikke er helt uberettiget). Joe vil dog ikke lade Angela, som har fortalt ham, at hun er gravid, tage med Cole, da han ikke vil have, at hun skal gøres til laboratorierotte, og det nyligt tilkomne par, Lavinia og Geoffrey, er bekymrede over, at de ikke vil få plads i helikopteren, da de ligesom ikke rigtigt er en del af slænget, hvorfor de planlægger, sådan lidt i det skjulte, at skaffe de andre af vejen. Samtidig plages Cole af voldsomme samvittighedskvaler over det liv han har ført; et liv, der ifølge ham selv, har budt på rigeligt af mord, tortur osv., og rivaliseringen mellem ham og Joe spidser gradvist til, imens gruppen kæmper for at overleve. Når de mon helikopteren i tide, og vælger Angela at tage med Joe og skide på menneskeheden, eller gør hun som Cole siger og ”ofrer” sig selv til lægevidenskaben i håbet om, at hun kan være med til at fremstille en vaccine?
Historien kunne ikke være mere skabelonsskåret, men det er et problem, der plager mange for ikke at sige stort set alle film af denne type. Det gør dog ikke så meget, hvis filmen så til gengæld er fermt eksekveret og byder på godt med blod, uhygge og overbevisende skuespil. Her kommer Devil’s Playground dog desværre til kort langt hen ad vejen. Lad mig starte med det mest grelle: Jeg forstår simpelthen ikke sideplottet med Coles samvittighedskvaler. Det har ingen relevans for historien, det er utroværdigt, og så virker det som noget taget direkte ud af Horton Sagaen eller en lignende sæbeopera. Det kunne måske have været interessant, hvis man rent faktisk følte noget for karakteren, men da det på ingen måde er tilfældet, er hovedrysten og dyb, dyb sukken det eneste sideplottet formår at fremprovokere.
Lad mig i samme ombæring knytte et par ord til Danny Dyer, der vel er at betragte som filmens store navn. I og for sig spiller han fint nok, altså sådan teknisk, men jeg synes han er totalt fejlcastet og utroværdig i rollen som falleret eksbetjent. Han var rigtig fed i The Football Factory (2004), den eneste af hans film jeg har set, som hooliganen Tommy Johnson, hvilket især skyldtes hans cockney-dialekt og meget britiske swagger, men det er som om karakteren Joe i Devil’s Playground er Tommy Johnson i et jakkesæt, og det er sgu underligt at se en strømer spankulere rundt og snakke som Dyer gør. Derudover følger der med karakteren Joe også et tåbeligt sideplot om, at han på et tidspunkt skød et 14-årigt crackhoved (i selvforsvar, ganske vist), hvilket er grunden til at han siddet inde og at hans og Angelas forhold er kuldsejlet. Som med Cole forstår jeg bare heller ikke her, hvorfor vi skal have denne historie med, da den heller ikke er relevant i forhold til det overordnede plot – jeg gætter på, at det er fordi, der skal være en eller anden parallel eller symbolsk forbindelse mellem ham og Cole, men som seer er man totalt ligeglad, for sideplottet og uinteressant og ligegyldigt, og man sidder kun og undrer sig over, hvorfor det ikke er blevet klippet ud.
Dette opvejes dog til dels af det faktum, at filmen er pænt blodig omend på en lidt afdæmpet måde. De fleste zombier henrettes med stumpe genstande såsom hamre og rør – filmen foregår jo i England, og i modsætning til USA, hvor rigtigt mange zombiefilm finder sted, er der ikke skydevåben gemt af vejen i hver eneste lille afkrog i hvert eneste lille hus – og af og til forkæles man med et par ret voldsomme og pænt udførte kranieimploderinger. Devil’s Playground vil dog nok være en halvtam oplevelse for de allermest hardcore gorehounds, men folk, der ikke er så hærdede, vil formentlig synes, at der er rigeligt med blod.
Som det gerne skulle stå klart, så er Devil’s Playground på ingen måde et mesterværk og på ingen måde en film, der overhovedet kommer i nærheden af Danny Boyles 28 Days Later. Skuespillet halter over hele linjen, og filmen tynges af melodramatiske sideplots, der er håbløst irrelevante og uinteressante, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for karaktererne. Selvfølgelig må man med en film som Devil’s Playground ikke forvente en produktion i samme liga som Citizen Kane (1941), men man må gerne forvente en effektivt uhyggelig film, der udnytter zombiegenrens forskrifter, klicheer osv. til, på intelligent vis, at skabe en god og vellykket shocker, der efterlader et indtryk. Det er, som sagt, ikke tilfældet med Devil’s Playground, men hvor mangelfuld den så end er, så må jeg også tilstå, at den indeholder nogle fængede sekvenser, der viser et London totalt opslugt i kaos. Dette samt musikken og den zombievold, der bydes på, gør at Devil’s Playground med nød og næppe formår at hive to stjerner i land. Selvom den er svær at anbefale sådan for alvor, vil jeg mene, at den godt kan glide ned på en tømmermændsdag, hvor man trænger til et afbræk fra de amerikanske film i samme genre, som man efterhånden er blevet alt for vant til.
Billedkvalitet:
Disken byder på et pænt, skarpt billede. Desværre er filmen skudt på video, hvilket jeg ikke bryder mig synderligt om, men sortnivauet er fint (hvilket er et stort plus, da det er en meget mørk film), og farverne er tilforladelige på trods af, at de en smule afmættede og blege i det. Betænkeligheder over billedkvaliteten bør ikke afholde interesserede i at investere i filmen.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på disken udgøres af Another World Entertainments sædvanlige og altid fornøjelige trailershow samt en række stillbilleder fra filmen.
*Om Devil’s Playground rent faktisk er en zombiefilm kan diskuteres. En zombie er som bekendt en person, der er genopstået fra de døde og som oftest, i filmiske sammenhænge i hvert fald, med en glubende trang til menneskekød. I Devil’s Playground lader det dog ikke til, at folk dør, inden de skifter tilstand, hvilket da også er det væsentligste argument imod at kalde den for en zombiefilm. Dog kan de kun standses ved at hjernen ødelægges, hvilket er helt efter zombiebogen, ligesom smitten også overføres via bid. På denne måde kan man sidde og diskutere for og imod, men for nemhedens skyld, og for at undgå en diskussion af nørdiske proportioner, har jeg valgt at kalde de inficerede i filmen for zombier og filmen for en zombiefilm.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
