Skriv en kommentar
Når man som jeg lige har set den seneste James Bond-film en regnvåd formiddag i Århus, kan man på vejen hjem ikke undgå at kigge efter sportsvogne af den heftige art. Når man så endelig spotter en enkelt rød BMW, undres man over, at den hverken har påmonteret missilkaster eller katapultsæde. Virkeligheden er ikke film.
Og dog. For ganske kort tid inden den senste Bond-film med nordkoreanerne som ultimativ fjende fik premiere, genåbnede selvsamme nation sit atomvåbenprogram. Filmen har sidenhen udløst stor vrede i de koreanske lande. Nordkorea føler sig truet, Sydkorea latterliggjort.
En enkelt provokation er da også til at få øje på. Når Bond og Bondpige kropsligt forenes i et Buddhatempel, kan man godt forstå de kritiske røster. Men derudover må kritikken gå på den stereotype fremstilling af skurkene. Men er det nu ikke engang bare Bond og amerikansk film?
Filmen tager sin begyndelse i den demilitariliserede zone mellem Nord- og Sydkorea. Under et forsøg på at fælde et terroristisk konsortium, som har at gøre med både våbenudvikling og diamanthandel, falder Bond i fjendens klør. Han er blevet forrådt – og muligvis af en fra egne rækker. Under sit 14 måneder lange fangeskab tortureres han, og MI6 har åbenbart glemt alt om ham, da ingen redningsaktion kommer i stand. Så en dag udveksles han pludselig med en anden fange, den nordkoreanske Zao.
Der er noget uldent ved sagen, og Bond får da også indstillet sin MI6 license to kill. Han må derfor på egen hånd forsøge at finde ud af, hvem der har forrådt ham. Denne jagt fører ham til Cuba, hvor han møder Bondpige nr. 1 Jinx (Halle Berry). Hun stiger op af havet iført en sand Ursula Andress bikini. I London kommer Bond i kontakt med Bondpige nr. 2 Miranda Frost (Rosemund Pike), og her opdager han også en forbindelse mellem de nordkoreanske terrorister Zao og Moon og den aggresive multimilliardær og øjensynlige diamantsmugler Gustav Graves. M hyrer Bond på ny. Og jagten går videre i et mærkværdigt ispalads, som mest af alt ligner en krydsning mellem Sydneys operahus og en McDonalds restaurant.
Noget er ikke, hvad det giver sig ud for at være i denne 20. Bondfilm. En af Bondpigerne er forræder men hvilken? Skurkene er vel nok skurke men gemmer der sig endnu et ansigt under det yderste? Disse tvetydigheder fungerer fint i Die Another Day.
Instruktøren Lee Tamahori som bedst er kendt for det vellykkede socialdrama ”Once Were Warriors” (1994) vælger at følge den trygge linie. Det meste er ved det gamle. Her er hypermoderne sci-fi-videnskab såsom DNA-restrukturering, hede møder med bikinipiger på eksotiske lokaliteter, skurke med altsigende navne som Mr. Kil og teknologiske gadgets som den usynlige Aston Martin og en meget smart fingerring. Der er møder med Q, M og Moneypenny. Der er Bond svævende mellem liv og død.
Desværre er alt ikke helt ved det gamle, og det har det i øvrigt ikke været i de seneste 3-4 Bond-film. Filmene er efter min mening blevet en smule for amerikaniserede. Væk er den fuldendte stil, den engelske gentlemantone; det som adskilte dem fra vanlige actionfilm. Actiondelen har taget alt for meget over. Selv en instruktør som Tamahori, som ellers ikke er en garvet actioninstruktør, tyr til brag på brag-konstruktionen. Det må da være muligt at forny genren uden af forfalde til den slags.
Der er lille smule tilløb til udvikling af Bond-karakteren efter fangeskabscenen, men det bliver på skitseplan. Enkelte scener fungerer dog – især i starten af filmen såsom det komiske møde med Q, hvor vi også får gensyn med gamle artefakter fra en svunden agenttid. Og aldrig før er titlemelodien blevet så grafisk fornemt udført og så fint integreret i historien. De små nydelser er dog ikke nok til kalde denne film andet end middelmådig.
