Skriv en kommentar
De fleste danskere kender til Dirch Passer – den store, højtråbende komiker, der lagde det danske publikum ned på de skrå brædder som såvel på celluloiden i biografmørket eller flimmerkassen derhjemme. Mange mener ikke, at Dirch siden er blevet matchet som komiker. Han var en ener og er blevet fælleseje og kulturarv. Det er nok netop derfor, at trods adskillige biografier om ham, at det først nu, over 30 år efter hans død, at der er blevet lavet en spillefilm om hans liv. Eller i hvert fald noget af hans liv. Det er som om, at det var et stykke arvestykke ingen turde kende historien bag eller smæde til med sandheden bag den virkelige Dirch.
København i slutningen af 50´erne, Dirch Passer er 30 år og allerede en legende. Sammen med sin makker og bedste ven, Kjeld Petersen, ligger de publikum ned af latter aften efter aften i Stig Lommers ABC teater. Kjeld og Dirch lever et liv med endeløse byture, letlevende damer og konstant arbejde. Men bag kulisserne hersker druk, jalousi, sceneskræk og mislykkede ægteskaber og forhold, der kaster store skygger over dem begge og deres venskab. Da venskabet brydes opsøger Dirch sine ambitioner om at spille seriøse roller, men bliver misforstået og Dirch står tilbage med intet brugbart i sit liv. Dirch spænder over 3 årtier og er en episk filmbiografisk fortælling om et menneskes søgen efter meningen med livet, kærligheden og venskabet. Samtidigt er det hyldest til komikeren Dirch Passer, som i så mange år underholdte publikum og bragte latter over landet.
Dirch Passer var et ikon og historien om ham udadtil vil mange sikkert genkende i forvejen. Men under facaden, under Dirchs hud, kæmpede han med indre dæmoner. Dirch levede et liv med hård druk og var en naiv skørtejæger. Når kærligheden tilsmilede ham, smed han det overbord og mødte nye kvinder.
Dirch er en særdeles vellykket og værdig skildring af et af Danmarkshistoriens største unikummer og entertainere. Der er med selvfølgelighed ingen, der kan matche Dirchs fysik, mimik og persona, men Lie Kaas, som udseendemæssigt har slående ligheder, gør et fantastisk forsøg på at matche ham som muligt. Man skal lige i begyndelse af filmen vænne sig Lie Kaas som Dirch Passer, men hen af vejen ligner Lie Kaas mere og mere Passer. Dette er udelukkende Lie Kaas fortjeneste, som gør det fantastisk. Lie Kaas’ mimik og kropssprog er andeles veludført og vellignende kopieret. Når Lie Kaas efterligner Dirch i Hoppegyngen, med Fingernummeret eller hans gestikuleren sammen med makkeren Kjeld Petersen, får man næsten ingen problemer med at projicere ham over som Dirch. Lie Kaas genindspilninger af Dirchs optrædener, virker meget præcise og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet, når Dirchs replikker, igennem Kaas, fylder lærredet og bringer en form nostalgisk og vemodigt, men også gensynsglædeligt, følelse frem.
Ligeledes gør Lars Ranthe som Kjeld Petersen et lige så godt stykke arbejde i hans skildring af Dirchs bedste ven og kompagnon i Kellerdirk. Ranthe formår ligeledes med præcision at efterligne Kjeld Petersen og hans mimik. Så det er i høj grad i kraft af Lie Kaas og Ranthes skuespil, at missionen med filmen er lykkedes. Ligeledes er Lars Brygmanns karakter en fornøjelig personlighed at følge, som den hårdt prøvede teaterdirektør Stig Lommer.
Dirch er den en af de bedste danske film længe. I hvert fald den bedste danske spillefilmbiografi i mands minde. Filmen er både tragisk og hjertevarm, uden at blive påtaget eller sentimental. Det hjælper meget at vi danskere har Dirch Passer inde på hjertet i forvejen. Det gør filmen både gribende og rørende, specielt når skuespillet er i særklasse, som her. Man føler dybt for Dirchs alkoholmisbrug og prøver forgæves at komme under huden på ham, for Dirchs veje var uransagelige og ingen forstod ham bedre en Kjeld Petersen.
Dirch har selvfølgelig den altoverskyggende hovedrolle, som han altid var på scenen, men filmen er også en hyldest til Kjeld. Dirch og Kjelds venskab var fåmælt. De behøvede ikke at sige noget, for at forstå hinanden. Og når deres meninger eller følelser skal ytres gøres det igennem et indforstået rollespil med komisk ynde. Filmen formår fuldstændigt at genskabe deres specielle forhold og dette forhold bliver filmens kerne. En kærlighedshistorie mellem to mænd uden nogen homoseksuelle referencer, men blot et stærkt venskab.
Martin P. Zandvliet er en instruktør man bør holde øje med i fremtiden. Zandvliet vender tilbage til den tragiske og faldne scenekunstner, som han gjorde i Applaus (2009)med Paprika Steen i hovedrollen. Det var næsten for oplagt, at Zandvliet skulle lave Dirch, da Paprika Steen i Applaus og Dirch Passer i Dirch næsten er en og samme tragiske skæbne; fordrukken og uden styr på sin familie, venner og karriere. Zandvliet udtaler at han ”vil kun fortælle historier med menneskesjælen og skuespillet i centrum" og prøver for så vidt muligt at gå væk fra ”historiske ufejlbare og polerede helte, som er pakket ind i violiner og symfonisk musik” . Med Dirch Passer har Zandvliet bestemt fundet en upoleret helt og man må give ham ret, at det er langt mere interessant at vidne en tragisk skæbne end en usårlig amerikansk frihedskæmper.
Dirch er en stor film om en stor mand.
