Skriv en kommentar
Okwe (Chiwetel Ejiofor) er illegal indvandrer fra Nigeria, der med en lunefuld skæbne er havnet blandt Londons multikulturelle krydderier. Hans baggrund som læge, giver ham et overblik over et liv i kaos. Om dagen arbejder han som taxachauffør, og om natten er han den uniformerede receptionist på Baltic Hotel. Han lejer en sofa hos den tyrkiske Senay (Audrey Tautou), som også er tjenestepige på hotellet. Men som historien skrider frem for Okwe mere og mere brug for sin medicinske færdigheder, da flere af taxachaufføren plus den ansvarshavende har tilegnetr sig hvad der populært kan en dryppert. Han spiser noget der kun minde om garangarod for at holde sig vågne i taxaen.
Senay venter på sin ansøgning om asyl, og i mellemtiden har hun så ikke arbejdstiladelse, men det kan man jo ikke leve af. Fremmedpolitiet holder hende under opsyn, da er fanget i en håbløs drøm, der nærmest omgiver hende, men med et kan fosvinde.
Okwe finder i en af hotellets værelse, et hjerte, et menneskehjerte, der har sat sig fast i wc´et. Hotellets manager Sneaky (Sergi Lopez) slår det hen. Men Okwe vil ikke bare ignore hændelsen, og da han graver dyber i sagen, vælter den uhyggelig sandhed ned over ham og Senay, og bringer deres liv i stor fare.
En virkelig troværdig film, af den altid skarpe Stephen Frears, der her fanger flygtninge, indvandreren, udlændingen i et slør af humør, en envindelig kamp, og de fortrængte følelser og kulturelle forskelle de alle bringer med sig. Man er inviteret indenfor i en verden af overarbejde, kriminalitet, og en nødvendig på kant med loven, for at holde sig oven vande.
Den nigerianske skuespiller Chiwetel Ejiofor, spiller fortrinligt, og virker særdeles overbevisende, som den fortabte men oprejste, der kun vil det gode, men alligevel bliver trukket ned i sumpen af andre der vil op. Han er mest kendt for roller i Mathius Ledouxs “Three Blind Mice” og Steven Spielbergs “Amistad”. Audrey Tautou der var den vidunderlige Amalie i Jean-Pierre Jeunets oscarnominerede film af samme navn, spiller ganske naturligt, og mere afdæmpet, men med samme udstråling. Sergi Lopez er igen stærk som han var det i “Harry , En Ven I Nøden” instrueret af Dominik Moll. I en morsom og allestedsnærværende rolle ses Zlatko Buric, så god som aldrig før, giver han også filmen sin karisma, og ikke så parodiserende som normalt. Det klæder ham.
Dirty Pretty Things er i virkeligheden en god film, der lægger sig tæt op af de fem stjerner, men morskaben og det alvorlige, virker lidt kantet mod hinanden, så den slipper let, hvor den skulle have samlet op.
