Skriv en kommentar
En seriøs omgang babysitning
Det summer fra græshopperne, solen bager ned og jorden står tørt og uberørt. Men idyllen bliver afbrudt, da en deling af soldater pludselig stormer gennem det ellers i fredfyldte landskab. Græshoppernes summen bliver erstattet af høje fodtrin og de messende soldater, alt imens et hæsblæsende stykke technomusik begynder at blæse ud gennem højtalerne. Introsekvensen til Disorder er meget sigende for filmen, der konstant skifter mellem det stille og næsten lydløse og det stressende og pulserende.
Midt i delingen løber Vincent (Matthias Schoenaerts) som pludselig får blodnæse og sendes på infirmeriet. Her bliver hans helbred tjekket og dommen er klar: hørelsen er nedsat, han lider af stres, får angstanfald og hallucinationer og selvom Vincent egentlig bare vil tilbage i felten igen, bliver han slukøret sendt hjem.
Mens Vincent venter på den endelige dom om han kan sendes tilbage i militærtjeneste, hyres han til at beskytte en velhavende mands hustru og søn i den luksuriøse kæmpevilla, Maryland, i Frankrig. Men hvad stod til at være en nem ’babysitter’-opgave bliver pludselig alvor, da Vincent fornemmer en udefrakommende trussel. Men på grund af sin lidelse af post-traumatisk stress fra tjenesten i Afghanistan, bliver der hele tiden sat spørgsmålstegn ved Vincents mentale tilstand og dømmekraft. Er Vincent paranoid eller er der nogen ude efter dem?
Cannes spécial
Disorder er et fransk drama med belgiske Matthias Schoenaerts og tyske Diane Kruger i hovedrollerne. Schoenaerts fik sit internationale gennembrud i de to anmelderoste film Bullhead (2011) og Smagen af Rust og Ben (2012) og er nu ved for alvor at slå sit navn fast i den internationale filmbranche.
Det er den franske instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocour, der står bag filmen. Hun er tidligere blevet nomineret til en Guldpalme for sin kortfilm Kitchen (2005) og skrev manuskriptet til Mustang (2015), der også var på Cannes og som blev nomineret som bedste udenlandske film ved dette års Academy Awards. Winocours første spillefilm Augustine (2012) fik også premiere på Cannes ligesom Disorder også blev vist sidste år.
Lyd og billedet I fantastisk samspil
I Disorder er det den psykologiske spænding som konstant svajer fra den ene til den anden side og vi fornemmer hele tiden, at filmen kan eksplodere et hvert andet øjeblik. Vincent patruljerer alene på den store ejendom, ned at lange mørke gange eller ved tålmodigt at betragte de mange kameraer, som er sat op. Netop sidstnævnte bærer ligheder med Michael Hanekes voyeuristiske film Cahcé (2006), hvor vi tålmodigt betragter et overvågningskamera på kanten af sædet efter et nys af bevægelse eller forandringer i landskabet.
Men det er mest af alt blandingen af det stressende og pulserende overfor det lydløse og pirrende lyd- og musiklandskab, der for alvor bidrager til Disorders overordnede gode oplevelse. Musikken af Gesaffelstein (aka Mike Lévy) samt filmens lyddesign giver hele tiden filmen spænding og suspense, specielt når det skildrer Vincents subjektive sanser.
For Vincent bliver ved med at høre underlige forvrængede lyde og lyden af bomber i det fjerne eller også bliver lydene omkring ham forstærket samtidigt med hans andre sanser bliver skærpede på menneskerne omkring ham. Er der fare på færde eller er Vincent for alvor blevet skør.
Selvom man ikke kan pille ved Disorders overordnede flotte visuelle og særligt auditive oplevelse, så er filmen dog i sin helhed lidt fattig og kluntet fortalt. Der er flere mellemregninger i scenerne, vi sagtens kunne have været foruden og selvom det er filmens force, at den bygger spændingen langsomt op, så er den overordnede fornemmelse at fortællingen godt kunne have været mere glidende og elegant fortalt.
Men lad ikke dette holde dig væk fra en helt igennem suspensefuld biografoplevelse med et sublimt lydlandskab.
