Skriv en kommentar
Den amerikanske storby Chicago står som sidste bastion for menneskehedens civilisation efter en ødelæggende krig. Konsekvensen er blevet et samfund indhegnet af en kæmpe mur, som skal holde ubekendte farer ude af byen, alt imens freden indenfor murene baseres på en stram opdelingsstruktur. Befolkningen inddeles i fem faktioner ud fra hvilke kvaliteter, der synes mest fremtrædende i det enkelte menneske. Abnegation er uselviske og tager sig af regeringsmagten, Dauntless er modige og agerer politistyrke, Erudite er intelligente og dedikerer sig til videnskaben, Candor tror på ærlighed fremfor alt og holder retssystemet i hævd, mens Amity priser venlighed som den betydeligste menneskelige kvalitet og arbejder som landmænd.
Det ufleksible system forudsætter en forestilling om, at hvis bare mennesket kender deres retmæssige plads i samfundet, vil al deres energi og tanker være kontrolleret i henhold til det større samfunds interesser, gennem en fuldkommen dedikation til de ensporede opgaver, som faktionen kræver af en. Tvivl, usikkerhed og identitetskrise er der ikke plads til i sådan et samfund. Enhver individualitet, flertydighed og afvigelse fra systemets klart optegnede kategorisering af mennesker, anses som værende kaotisk og i sidste ende farligt.
En afviger i systemet
Som 16-årig skal det endegyldige valg så tages – skal man blive i sin families faktion eller lade sig indlemme i en af de fire andre. Til vejledning gennemgås en test, der erklærer hvilken faktion man er egnet til. Lidt symbolsk frihed er endnu tilstede i det frie valg, men et valg kræves der under alle omstændigheder af en. Hvilken egenskab skal man fremover entydigt hylde over alle andre og lade sig definere og begrænse af?
Vores hovedperson Beatrice spilles af Shailene Woodley, og hun har fart på karrieren i øjeblikket. Hun bringer da også rigelig med gejst til en karakter, som på papiret godt kan virke lidt tør. Beatrice, eller rettere Tris som hun bliver kaldt i det meste af filmen, er en usikker teenagepige med hovedet propfyldt af overvejelser om hvem hun er, gerne vil være og burde være. Alt sammen sat på spidsen i denne futuristiske verden, da hun ikke føler sig ubetinget knyttet til nogen af de fem faktioner. Opvokset i den ydmyge Abnegation faktion, har hun altid længselsfuldt kigget efter de (over)modige fra Dauntless. Til testen erklæres hun Divergent – hun er afviger i systemet og kan ikke kategoriseres. Systemet er mangelfuldt, en farlig sandhed at være levende bevis på, hvilket gør at Tris må holde hendes manglende klassificering hemmeligt. Tris vælger at slutte sig til det hyperaktive Dauntless-slæng, og må efterfølgende igennem en barsk træning for at blive medlem af politistyrken. Fejler hun kastes hun ud som faktionsløs og må dele deres usle levevilkår.
Lidt tynd præmis, men forfriskende fortællertempo
Umiddelbart kan det virke uforståeligt at nogen kunne få den idé, at voldsom segregering af et folk på nogen måde ville kunne fremme fred i et samfund, men spiller man med på historiens umiddelbare præmis, er Divergent et fint sammenskruet ungdomseventyr, der fornøjer med god underholdning.
Forfriskende er i hvert fald den mådehold filmen viser. Den lader sig ikke definere af store action sekvenser, men er i stedet mere optaget af at få skildret en form for dagligdag. Der buldres ikke konstant hen imod noget stort klimaks, så vi får rig mulighed for at se Tris reagere på de mentale og fysiske øvelser, hun kastes ud i som Dauntless-aspirant.
Succesfuld brug af afprøvet formel
Med kynismen i behold kunne man frygte, at Divergent blot er en sjælløs medløber på Hunger Games filmenes hidtil store succes. Og ingen tvivl om at den gavmildt låner fra denne, både hvad angår stemning og tempo i filmen. Alligevel bidrager Divergent tilstrækkeligt med nyt til, at den godt kan stå på egne ben. Det er jo tilladt at lade sig inspirere af andre, hvis bare man bruger inspirationen til noget godt.
Ironien i at kalde sin film Divergent for derefter temmelig uoriginalt at efterfølge en afprøvet succesformel, på hvordan man laver en science-fiction ungdomsfilm, er det svært at lade passere ubemærket. Alligevel kan jeg ikke andet end erklære mig vel underholdt igennem hele filmen, og tilmed uden at jeg fik rullet alt for meget med øjnene af de enkelte klicheer, som især sneg sig ind i historiens obligatoriske romance. Kemien mellem Woodley og Theo James, der spiller kærlighedsinteressen Four, er tilstrækkelig god til at overkomme de mere kluntede replikker i deres scener. Heldigvis virker der ikke til at være skyggen af et trekantsdrama på horisonten – så langt, så godt!
Rammer tiden
Tris’ lyst for at passe ind kæmper med hendes instinktive ønske om at skille sig ud ved at bryde de samfundsnormer og stringente kategoriseringer, hun aldrig vil kunne se sig selv i. Et tema som det vil være alt for nemt for teenagere landet over at relatere til. Ligeledes rammer Tris’ dilemma perfekt ned i vores postmodernistiske samfund, hvor selvforståelsen i tiltagende grad har flydende grænser, og ikke lige sådan lader sig definere eller fastsættes. Således får Divergent bygget en underholdende og medrivende fabel op om noget alment genkendeligt og tidstypisk.
Divergent får ikke præsenteret en lige så helstøbt verden, som man kunne ønske sig, og hvis man vil, kan man stykke for stykke pille den fra hinanden. Slår man dog hjernen lidt fra, får man en sjov oplevelse med en god balance drama og action, nogle fine skuespilspræstationer og som lækkert bonus Kate Winslet som skurk.
