Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når man tænker westerns tænker man typisk John Wayne eller italienske spaghetti westerns. 60ernes spaghetti westerns forandrede genren fra at være fortællinger om glorificerede helte der levede et frit liv, til støvede historier om anti-helte i en nådesløs verden. Bølgen blev startet af italierne der bragte vold, støv og et flair for cinematografi til genren hvor Sergio Leones klassiske westerns med Clint Eastwood ( The Good The Bad and the Ugly(1966) ) befinder sig blandt de mest velkendte. Django (1966) har dog gennem årene opbygget sig et kultfølge og har nu fundet nyt liv i kølvandet på Quentin Tarantinos biografaktuelle hyldest til genren: Django Unchained(2012).
Blodigt magtspil
Django (1966) har et handlingsforløb der minder en del om Leones En Nævefuld Dollars (1964) og Walter Hills Last Man Standing (1996) der begge er en vestlig genfortælling af Akira Kurosawas klassiker Yojimbo (1961). Den mystiske anti-helt Django (Franco Nero) ankommer til en by nær den mexicanske grænse hvor Majoren Jackson (Eduardo Fajardo) kæmper en personlig krig mod en gruppe lovløse mexicanere. Django er fanget i midten, hans eneste hjælp findes i den mystiske kiste han altid har på slæb og hans kolde seksløber. Django kommer i åben krig mod Major Jackson og får overbevist mexicanerne om at han kan hjælpe dem, men det store spørgsmål er hvorvidt han gør det for deres skyld eller hans egen? For kan man stole på anti-helten Django?
Filmen har samtidigt et sideløbende handlingsforløb hvor vi lærer Djangos fortid og hans motivationer at kende. Han er en karakter drevet af sorg og tab, en mand der er ude af stand til at elske grundet hans fortid. Men hans kolde indre udfordres når han redder kvinden Maria (Loredana Nusciak), der ligeledes er fanget imellem de to kæmpende grupper. Det hele blander meget fint sammen og giver os en større grund til at sympatiserer med en kold og uærlig Django. Han er den prototypiske anti-helt, der holder hovedet koldt i kampens hede og altid er villig til at skyde først, formentligt en af de karakterer der har været inspirationen bag Han Solo, der vel og mærke også iføres et par bukser i stil med Djangos.
En beskidt klassiker
Django er en støvet film der rummer atypisk meget vold efter 60ernes standarder. Dødstallet stiger drastisk alene inden for den første halve time og når formentligt at sætte en rekord eller to for at være indehaver 1966s højeste dødstal. Selvom den aldrig når samme højder som Leones The Good The Bad and the Ugly(1966) på det visuelle eller fortællemæssige plan, er det stadig en seværdig og spændende film. Handlingen snor sig og rummer en del overraskelser alt imens Django fremstår som en kølig, cool og ikonisk helt der blot beder om at blive skrevet ind i historiebøgerne side om side med memorable karakterer som Han Solo og Indiana Jones. Django er måske ikke en perfekt film, men det er en film der gør hvad den sætter sig for at gøre og den er bestemt et kig værd hvis man er fan af genren.
Another World Entertainment
