Skriv en kommentar
Med et par års forsinkelse har Brad Andersons (The Darien Gap; Next Stop Wonderland; Happy Accidents) amerikanske horror-film premiere, dvs. kun DVD/video-premiere. Det ville have pyntet gevaldigt på det enorme udbud af ligegyldige amerikanske biografpremierer, om Dødens Hospital var blevet vist i en dansk biografsal.
Selvom udgangspunktet er let at gå til og helt efter konventionerne, et forladt hus, et sindssygehospital er stedet hvor rædslerne foregår, er det ikke let at følge med: Anderson er sofistikeret og giver ikke ved dørene, men underspiller sin sindssyge hovedperson så gennemført og overspiller bipersonerne ligeså gennemført, at man bliver temmelig forvirret og endelig temmelig skrækkelig overrasket til sidst. Filmen er mao. virtuost fortalt og ikke et sekund i tvivl om, at man også kan byde horror-tilskuere kamp til stregen. Måske er det det der afholder importører fra at lancere filmen i DK. Horror-fans vil dog med frydefuld gru se denne film anden gang – eller måske skal der 9 sessioner til (den engelske titel Session 9 er med vanlig klodsethed oversat bombastisk)! Og den niende gang er – den værste! For en ordens skyld skal nævnes, at man det meste af tiden må se i vejviseren efter splat, slash etc. i Dødens Hospital.
Gordon er leder af et hold arbejdere der er specialister i afmontering af asbestholdigt byggemateriale fra bygninger. Flere hold står på spring for at rense et gammelt sindssygehospital, men Gordon får opgaven, fordi hans hold kan gøre det på en enkelt uge. Hver mand i sjakket har deres plads i arbejdsteamet, og deres at brydes med i det private. Konflikterne tager til som dagene går og den uudholdelige deadline nærmer sig. Har det sammenhæng med stedet eller …
Da mesteren Kubrick i 1980 lancerede Ondskabens Hotel – et lignende setup - skar han så mange bipersoner og konflikter fra han kunne; udfordringen var vel bl.a. at lave en horrorfilm der gik direkte til konflikten og samtidig bevare spændingen. Det lykkedes flot, ikke mindst i kraft af en virtuost spillende Jack Nicholsson, der sikkert førte tilskuerne ind i den sindssyge der vil dræbe de nærmeste, familien. I virkeligheden ved vi det jo godt hele tiden, det frydefulde skrækkelige ligger helt og holdent i muligheden for det uhyrlige projekts gennemførelse.
Brad Anderson derimod insisterer på at lade de øvrige personer og konflikter komme til orde. Så vi ved ikke, hvad det hele går ud på hele tiden. Alt vi ved er, at konflikterne personerne imellem skærpes i lyset af – eller i det manglende lys af – arbejdet på det nedlagte sindssygehospital. Alt for sent går det op for os, at vi har set os gale på mændenes konflikter indbyrdes, ja vi kan endda finde på at se filmen i lyset af manglende viden om dem - en dårlig undskyldning for ikke at se ubærlig jalousi, mindreværd, karriere og familieansvar som ét. Med al respekt for Kubrick, så var fortidens synder en underlig påklistret ending i Ondskabens Hotel, der dog ikke tog luften ud af Nicholssons terror nu og her. Hos Anderson er fortiden fatalt levende fra først til sidst – om det var engang, for få dage siden eller nu det fatale fandt/finder sted er ligegyldigt men hænger frygteligt sammen.
Dødens Hospital har næppe Kubricks prægnans; I Ondskabens Hotel ser vi alting i Kubricks skærende, dræbende al sanseligheds lys, der går igen fra film til film. Anderson derimod veksler frit mellem lys og mørke – en helt særlig effekt er det, at der er bælgmørkt i kældrene men lyst udenfor, men ikke nødvendigvis derfor horror-frit. Lydsiden er bemærkelsesværdig ved ikke at fremstå som musik men lydmontage og fungerer optimalt - ikke mindst de ni centrale terapisessioner der helt og holdent foregår på lydsiden er virkningsfulde. Egentlig musik skal man til den afsluttende creditliste for at finde.
I øvrigt er Andersons film en metafilm, når den er bedst: Han forsøger simpelthen på skrømt at afmontere uhyggens, terrorens, ondskabens rum ved at sende et hold af astbestarbejdere ind for at rense ud i horrorfilmens verden. Selvfølgelig lykkes det ikke. Men det gør filmen. Nu har man foreløbig tre gange sagt ´læg mærke til instruktøren, noget stort vil komme´. Hvorfor ikke blot konstatere, at Brad Anderson er en fremragende amerikansk instruktør.
DVD´en indeholder intet udover filmen, der til gengæld fremtræder flot.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
