Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Fortællingen om den særlige doktor Dolittle, der evner at tale med dyr, er en af Englands mest beskattede børnebøger, og i år er der faktisk lige præcis 100 år siden at karakteren dukkede op første gang i form af nogle breve skrevet af Hugh Lofting til hans egne børn. Afsendelsesstedet var skyttegravene under 1. Verdenskrig og den godmodige doktor som figur fungerede som kontrast til at fortælle om krigens virkelige gru.
Siden er Doctor Dolittle filmatiseret ad flere omgange. Første gang i 1967, hvor Rex Harrington besad hovedrollen og siden i 1998 og igen i 2001, hvor Eddie Murphy havde fornøjelsen. Nu er det så Robert Downey Jr. som lægger øre til isbjørne, ænder, papegøjer, hunde og den slags. Dog skal der lidt af et tilfælde til for at få gang i sagerne, for da vi møder Dolittle første gang, så lever han en tilbagetrukket tilværelse uden kontakt til mennesker. Lukket inde på sin herregårdsklinik får Dolittle tiden til at gå med at spille spil med sine dyr. Knuget af sorg over sin elskedes død har han mere eller mindre vendt verden ryggen. Lige indtil at han ved et tilfælde får en særlig opgave, der går ud på at redde Dronningens liv. Ikke alene er Dronningens liv på spil, men hun er også den eneste myndighed, der kan forlænge Dolittles ophold på bopælen. Meget er på spil, og han vil få brug for al den hjælp han kan. Ikke mindst fordi nederdrægtige skurke (spillet af trekløveret Martin Sheen, Jim Broadbent og Antonio Banderas) vil gøre alt for at forhindre Dolittle i at lykkes.
Det første man er nødt til at acceptere ud fra denne præmis, er samspillet mellem Downey Jr. og den mange animerede dyr. Noget virker bedre end andet, og her tænker jeg særligt på det faste ensemble som også holder til i Dolittles hybel. Langt værre står det til, da også insekter og andet dumt og malplaceret sidekick begynder at blande sig. Det bliver simpelthen for tegneserie-agtigt og alt for meget vingummifyld. Helt galt går det til sidst i filmen, hvor også en drage finder vej til handlingen. Hver står jeg totalt af, for når kunsten er at afvæbne publikum til at antage at dyr kan tale og agere menneskeligt, så er det et selvmål af rang at man skal til at knibe fantasi- og fabeldyr ind i handlingen. Det er simpelthen bare for sølle.
Robert Downey Jr. tilegner sig på mærkværdig vis en adfærd og mimik a la Jack Sparrow fra Pirates Of The Caribbean og hele eventyret i jagten på den modgift, som dronningen har brug for, ja, den ligner desværre en form for vissen kopi af de ellers vellykkede nyere Jumanji-film. Dolittle som karakter, og som hel spillefilm bliver klodset og kluntet og efter den første halve times fine opbygning og introduktion, så bliver de sidste to halve timer en gumpetung omgang. Helt og aldeles uforløst og ualmindelig charmeforladt. Man taber med andre ord hele puslespillet på gulvet og formår på ingen måde at samle det op og få det sat sammen til noget der bare ligner billedet på æsken. Jeg garanterer at der på den baggrund ikke kommer en Dolittle 2 a la dengang Eddie Murphy var i sadlen.
Dolittle er en tilforladelig omgang, som ærgerligt nok spænder alvorligt ben for sig selv. Den kunne have været en fornøjelig familiefilm, men dens sære behov for at blive overgearet og ufrivilligt komisk klæder den bare overhovedet ikke. Det bliver ikke til mere end 2 stjerner fra min hånd.
Bonusmaterialet består af 6 små featurettes, hvor man blandt andet får mulighed for at høre skuespillerne fortælle om den udfordring der er at spille overfor ”dyr man ikke kan se”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
