Skriv en kommentar
Filmen starter med slutningen: det første billede består af en fredelig palmeskov. Pludselig sønderbombes den, så de store, gule flammer dækker alt andet. Jim Morrisons messende stemme synger: ”This is the end, beautiful friend, the end” – og det er, hvad filmens tema og ramme, nemlig Vietnamkrigen, handler om. Slutninger. Slutning på liv, på håb, på medmenneskelighed, på skellet mellem godt og ondt – og et ønske om at de rædsler, krigen har medbragt og som lever videre i soldaternes sind, vil slutte enten via euforiserende stoffer, sindssyge eller om nødvendigt døden.
Martin Sheen spiller den på overfladen ukuelige, men i virkeligheden hårdt prøvede og desillusionerede kaptajn Benjamin L. Willard, der accepterer en dødsensfarlig mission for USA's regering. Missionen lyder på at likvidere en af flådens egne mænd, oberst Kurtz (Marlon Brando), der er deserteret og i sindssyge og storhedsvanvid har udråbt sig selv til enevældig hersker over et stammesamfund dybt inde i Cambodias regnskov. Sådan en skamplet på USA's ellers så pletfrie overflade skal naturligvis fjernes straks.
Rejsen mod missionens mål fører Willard og hans mænd på en lang og farefuld sejltur, der samtidig er en rejse ind i sindets mørkeste afkroge. For med livet som indsats står de brave mænd pludselig ansigt til ansigt med krigens rædselsvækkende syn og med en grusom verden, hvor nådesløshed er en basal nødvendighed. Det er barske vilkår, hvor selv den sejeste kaptajns mentale helbred er i fare.
”Dommedag nu” er en film, der kryber ind under huden og bliver siddende længe efter. Dels fordi filmen er en så barsk og hudløs fortælling om krigens uhyggelige konsekvenser, men også fordi filmen brillerer med sine smukke, udtryksfulde og virkelig imponerende billeder, der eksplosivt skildrer hvilket levende helvede Vietnamkrigen – og krig generelt – er.
Visheden om at filmen nærmer sig virkelighedens datidige Vietnam, fordi den er filmet i Vietnam i 1976/77 og uden brug af diverse computermanipulerede billeder, giver filmen et autentisk, næsten dokumentarisk præg. Personskildringerne og de mesterlige skuespilpræstationer fra bl.a. Martin Sheen og Robert Duvall gør også filmen til en oplevelse ud over det sædvanlige. Marlon Brando er skræmmende som den (måske) sindssyge Kurtz, mens Robert Duvall karikerer den belastende krigs-gale kaptajn Killgore, der for øvrigt elsker lugten af napalm om morgenen og hellere surfer end søger dækning under et bombeangreb.
Krigen i ”Dommedag nu” foregår også i mennesket selv. Her kæmpes der en kamp mellem sindssyge og normalitet, medmenneskelighed og nådesløshed samt det gode og det onde. Som en fransk plantageejer beskriver kaptajn Willard: ”den ene halvdel af dig ønsker at dræbe, den anden at elske”, og denne dualisme og ambivalens er filmens store omdrejningspunkt på flere niveauer. Billedmæssigt ses denne dobbelthedseffekt også, idet billedernes skønhed af og til virker kontrasterende med de brutale begivenheder.
”Dommedag nu” eller ”apocalypse now” står der malet på muren som motto i det stammesamfund, hvor kaptajn Hawks hersker. Dette samfund afspejler nemlig selve krigens karakter, og dommedag eller verdens ende er altså en verden, hvor undersåtterne blindt følger en sindssyg leder, der beordrer meningsløse mord og umenneskelige forhold. Civilisationskritikken går på, at verdens endeligt er kommet, når mennesket vælger det onde, når medmenneskligheden slipper op og egoismen og kynismen har overtaget, sammenfattet i et ord: krig! Filmen skildrer ikke blot krigen, men kritiserer også de politiske forhold under krigen især i forhold til USA. Det er uhyggeligt, stemningsfuldt og medrivende, og som man sejler op ad floden til Cambodia sammen med de 5 modige soldater er det så nærværende, at man næsten fornemmer lugten af napalm om morgenen.
