Skriv en kommentar
Vi har her at gøre med en meget ambitiøs film, der gerne vil underholde, være nærværende og samtidig lære os lidt om livet. Desværre ender det simpelthen med at være for stor en mundfuld for filmen, der ender med at sidde mellem tre yderpunkter.
Krise i familien
Håndværket er ellers meget godt, og vi får også langt ud med at få kridtet linjerne klart og tydeligt op. Robert Downey Jr. spiller en slesk advokat ved navn Hank. Han er den type, der tjener kassen på at forsvare rige, men utrolig skyldige mænd. Da hans mor dog dør, må han rejse tilbage til Carlinville Indiana, for at tage afsked med hende og konfrontere sin far Joseph (Robert Duvall), som han har haft et dårligt forhold til, det meste af sit liv.
Det er en spændende præmis. En potentkonflikt i familie er noget vi alle kender til, og når det handler om familien er manuskriptet solidt opbygget. Vi bliver løbende introduceret til personer fra Hanks fortid og får derved lært ham bedre at kende, om end ikke de andre mennesker.
Det er en af den slags film, hvor næsten al ting har en betydning, der peger fremad, eller som hænger sammen med historien, hvilket får det til at virke mærkværdigt, når det ikke gør.
Snævert fokus på far og søn
F.eks. bliver det aldrig rigtig forklaret, hvorfor Hanks yngste bror er mentalt udfordret, og flere af de sideløbende konflikter løber helt ud i sandet og fordufter. Man står nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at de har klippet en masse scener ud med de sekundære karakterer, for at bruge mere tid på Joseph og Hanks konflikt mellem far og søn.
For det er i virkeligheden en film, der handler om en næsten uforsonlig tvist mellem de to Robert'er, og begge skuespillere er gode i netop den rolle. Man kan klart og tydeligt se, hvor betændt deres forhold er, dog uden på noget tidspunkt at blive rørt som seer. Dertil hjælper det heller ikke, at filmen har en spilletid på næsten to en halv time. For når fokus er indskrænket til kun de to personer, ender det simpelthen med at blive for langtrukken.
Der ellers interessante personer, der lurer i baggrunden, som Hanks tidligere flamme, der er mere nærværende end man normalt ser denne type. Det samme gør sig gældende for Hanks to brødre, der begge har en rig fortid, men i stedet er sendt ud på tilskuerrækkerne. Det eneste tidspunkt vi egentlig får lært noget om brødrene, er når Hank taler om dem, og ikke ved, at de faktisk gør noget i filmen. I stedet for at give nogle af birollerne lov til at blomstre, er vi indlagt til at se far og søn skænde i det, der til tider kan føles som det uendelige.
Det, der så redder filmen fra at falde helt til er jorden er Downey Jrs karisma. Uanset hvilken scene han optræder i er han rap i replikken og holder hele tiden en fra falde i staver. Filmen bliver på den måde til at holde ud, fordi han er i centrum gennem hele filmen. Det gør skam heller ikke noget for historien, at årsagen til tvisten mellem far og søn, både er tragisk og troværdig. Årsagen og moralen kunne dog godt være fortalt på den halve tid. For når filmen forsætter med at kører der ud af i så lang tid, bliver man vildledt til at tro, at der sker et eller andet overraskende, som bare ikke sker.
Dommeren er som sådan en på papiret udmærket film. Den har et solidt manuskript, der er nærværende, men samtidig heller ikke særlig overraskende eller interessant, og indeholder slet ikke noget, der retfærdiggøre en så lang spilletid. Både Duvall og Downey Jr. leverer solide præstationer, men for meget af tiden bliver brugt på dem, i stedet for at komme de mange andre personer nærmere. Derfor ender det faktisk med at blive en smule trættende, at se dem gentage den samme konflikt igen og igen. Der har uden tvivl været potentiale for en rigtig god film her, men et for snævert fokus og en for lang spilletid, forhindrer filmen at leverer op til sine luftige ambitioner.
