Forestil dig en komet på et sted mellem 5 og 10 kilometer i bredden på vej mod Jorden. Om 6 måneder og 14 dage slår den ned. Det er frit oversat til udryddelse af vores planet. Det er hvad en gruppe analytikere (med Leonardo Di Caprio og Jennifer Lawrence i spidsen) støder på. Med uro i maven og bekymring på menneskehedens vegne, så skal beskeden overrækkes til Præsidenten for nationen (Meryl Streep). Den bliver hun nok ikke glad for… Nogen hastesag lader det ikke til at være, for vores to forskere bliver sat til at vente. Faktisk så længe, at de slet ikke kommer i audiens den pågældende dag.
Det lykkes dagen efter, men nogen hastesag betragter Det Hvide Hus det ikke som. Stabschefen keder sig med al den analysesnak, og præsidenten mener, det er bedst at afvente og se det hele lidt an. Der er jo også en valgkamp at fokusere på. Faktisk bliver truslen oppefra slet ikke taget alvorligt og forskerne føler sig negligeret og fejet af banen. De prøver lykken i medierne, men oplevelsen er den samme. Her er nærmest tale om udskamning og hele deres optræden på tv bliver gjort til memes efterfølgende. Hvorfor er alle komplet ligeglade med, at de kun har et halvt år tilbage at leve i og at vores planet snart bliver udslettet for evigt?
Snart bliver flere og flere karakterer flettet ind i løjerne. Særligt er stabschefen spillet af Jonah Hill ret sjov og morbid. Herligt er det også at se Ron Perlman som indsat helt. Tyler Perry og Cate Blanchett har også en fest som studieværter på et amerikansk talkshow. Rollelisten tæller også bl.a. Timothée Chalamet, Mark Rylance, Ariana Grande og Kid Cudi. Det er meget sjældent, at en film med så mange aktører evner at gøre alle så levende og vedkommende. Adam McKay har desuden fanget den skøre nerve i, at når krisens bølger aldrig har været højere, så ville krisen være større, hvis vores egoformidlere og popularitetsplatforme røg sig en tur. Don’t Look Up er en kulsort komedie og et kritisk indspark til vores samfund og levevis, som den er nu. Filmens titel? Jo, den giver mening ud i, at hvis du ikke kigger på kometen, så findes den nok ikke. En slet skjult hentydning til, at vi er alt for gode til at vende det blinde øje til det, som vi ikke kan lide at se. Vi har ofte alt for travlt med at dokumentere vores unikke og helt perfekte liv. Baseret på noget, som nok godt kunne finde sted før eller siden...
Dejligt indspark i vores tidsånd og et væsentligt nota bene i forhold til politik og medier, som faktisk også er højtstående på dagsordenen for tiden under Corona-pandemien. Et solidt tøhø-drama som uden store armbevægelser fortæller en hel masse. I øvrigt længe siden at jeg har løftet hatten for en ny Netflix-produktion med spilletid over de 2 timer. Mon der kan ske at være Oscar-nomineringer på vej? Jeg giver fluks fem stjerner, og så for resten, Mark Rylance, så har Ole Henriksen ringet. Han vil gerne have sit tandsæt tilbage. Og husk så lige at se rulleteksterne til ende. Der er lige et par herlige scener klippet ind undervejs og til sidst...