Skriv en kommentar
Denne af Jim Jarmuschs skæve, eksistentielle “kultfilm” er måske den første der nærmer sig en egentlig traditionel handling og en umiddelbar folkelig appeal. Hvor filmene indtil da – ”Permanent Vacation” (-80), ”Stranger than Paradse” (-82/84), ”Coffee and Cigarettes” (86-) - med fuldt overlæg gik i tomgang og meget konkret henviste til det eksistentielle, er der nu forløb og udvikling. Dog, de skæve eksistenser, der befolker det sort/hvide univers, ligesom det eksistentielle i tilværelsen er stadig filmens omdrejningspunkt.
Den noget anløbne DJ Zack (Tom Waits) bliver smidt ud af sin kæreste og står på gaden uden noget, udover et par meget flotte sko. Da han får tilbud om hurtigt tjente penge ved at køre en dyr bil fra den ene ende af byen til den anden, slår han til, men stoppes af politiet, der finder et lig i bagagerummet, og ender i fængsel.
Jack (John Lurie) (der ikke uden grund rimer på Zack – og omvendt) er alfons. Han lokkes af en konkurrent op på et hotelværelse for at besigtige en ny ung sag. Det viser sig at være et barn. Politiet stormer ind, og Jack ender i samme celle som Zack.
De to kan ikke sammen. Zack vil gerne snakke, Jack har nok i sig selv. Men fælles er de om sortsynet. Ind kommer italieneren Roberto (Roberto Benigni) kaldet Bob. Bob er optimistisk og skaber liv omkring sig, ikke mindst via sit gebrokkende amerikanske, der ikke desto mindre er forbavsende udtryksfuldt. Det er da også ham, der organiserer deres flugt – ud i Louisianas sumpe.
Den cool stemning, som man finder i Jarmuschs foregående films interieurer – af Edward Hoppersk tilsnit – personkarakteristik og dialog er umiskendeligt tilstede filmen igennem. Ligesom der fortælles frækt og enkelt – fx i flugtscenen, hvor selve hvordan-de-gør-det-scenen bare undlades, og så er de på flugt. Ikke desto mindre når filmen næppe de samme eksistentielle dybder, som de foregående film. Det skyldes først og fremmest, at Jack og Zacks forhistorier, som vi meget veloplagt præsenteres for i indledningen, ikke spiller nogen rolle under flugten; den udvikling som Jarmusch umiskendeligt og helt traditionelt lægger op til, så snart flugten fra fængslet sættes i gang, følges ikke op. Jack og Zack ligner simpelthen hinanden for meget i deres brovtende sortsyn. Kun Roberto, hvis forhistorie vi stort set intet ved om (!), folder sig ud – gang på gang. Og det er vel egentlig derfor eksperimentet ikke lykkes. Det virker som om, Jarmusch ikke rigtig kan blive enig med sig selv, om han skal fastholde de foregående films cool stil- og tilstand, eller virkelig skal prøve kræfter med den traditionelle Hollywoodmodel, og sætter sig så mellem to stole. Men hvem siger egentlig, at eksperimentet ikke kan lykkes! Det er vel det der sker i Jarmuschs seneste film ”Broken Flowers” (2005), hvor pessimisten Don Johnston (Bill Murray) nødtvungent gennemfører et mildest talt katastrofalt roadtrip, og alligevel når mere end velbeholdent hjem.
Ikke desto mindre er ”Down by Law” utrolig charmerende. Mesterfotografen Robby Müllers sort/hvide billeder er forbilledlige, og dialogen ofte vittig, ja tilmed varm i det cool univers, især når Roberto fastholder poesien i sproget, hvad enten det er i hans eget ”umulige” italiensk-amerikanske eller hos klassiske amerikanske digtere som Walt Whitman og Robert Frost. For ikke at glemme den som altid forbilledlige skæve score, som bla. Lurie og Waits selvfølgelig leverer.
DVD-en har intet ekstramateriale. Men tak til Criterion Film for deres Jim Jarmusch Collection. Det forekommer mig, at der i disse noget-for-noget- og storforbrugs-tider er mere end god grund til at opleve noget af det bedste som den amerikanske independent-kultur har frembragt. Her er auteuren, kunstneren ofte på spil – og det er cool.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
