Skriv en kommentar
Historien er efterhånden velkendt, men for folk, der har sovet i klassiker-timen kommer den her i kort form:
Den progressive, unge læge Henry Jekyll er optaget af menneskets dobbeltsidede sind og mener, at alle mennesker indeholder en god og en ond side. Han eksperimenterer med kemikalier og miksturer i sit gotiske laboratorium for lave den rigtige blanding, der vil gøre ham i stand til at isolere den onde del af sindet, for at den gode side kan få ro til sine gode projekter.
Dr. Jekyll selv virker som en hjertensgod mand, der er engageret, morsom og hjælpsom, og han er i sit forhold til sin forlovede Beatrix overstrømmende kærlig. Men ind imellem fornemmer man, at også Jekyll har en mørk side, der er præget af dyrisk seksualitet, egoisme og voldelige tendenser. Især mødet med glædespigen Ivy giver næring til denne del af Jekylls personlighed.
Endelig en dag finder Jekyll den rigtige formel og beslutter sig for at afprøve midlet på sig selv. Jekyll forvandler sig til den skumle Mr. Hyde, som ikke bare ser frastødende ud, men så sandelig også opfører sig ubehøvlet og er nærgående overfor det modsatte køn. Da Jekylls forlovede har forladt London, kan Jekyll ikke modstå fristelsen til at forvandle sig til Mr. Hyde og opsøge den udfordrende Ivy, som han håber kan opfylde nogle ønsker, han først vil kunne få opfyldt med Beatrix, når de er blevet lovformeligt gift…
Dette bliver begyndelsen på Dr. Jekylls bevægelse ned i en sort spiral af ondskab, seksualitet og mord, og det ender ikke godt!
Af de to udgaver, hvor den fra 1941 ser ud til at være et remake af udgaven fra 1932, er den første den mest interessante. Først og fremmest er den spændende i sit næsten ekspressionistiske billedsprog og kamerateknik. Man fornemmer, hvordan ikke et eneste billede eller vinkel er tilfældig; der er kælet for den filmiske detalje. Filmen lægger ud med at seerne med subjektivt kamera bliver sat i Dr. Jekylls sted (Filmhistorikeren og horroreksperten Greg Mank fortæller i det kommenterede lydspor, at dette er første gang i filmhistorien, at denne teknik bliver brugt, hvilket sikkert er rigtigt, når han siger det, men Carl Th. Dreyer bruger det altså også i ”Vampyr”, som også er fra 1932…), hvilket må siges at være temmelig avanceret og nyskabende i film fra begyndelsen af 1930’erne. Igennem filmen bruges også dobbelteksponerede billeder til at illustrere Dr. Jekylls splittede jeg, mens det ikke er nødvendigt med den slags for at tydeliggøre Mr. Hydes tanker…
Udover det tekniske er også manuskriptet temmelig avanceret. Den prostituerede Ivy er meget udfordrende i sit flirteri med Dr. Jekyll, og Mr. Hyde er meget dæmonisk, seksuel og ret uhyggelig på trods af de begrænsede muligheder for special effects. Fredric March, der spiller dobbeltrollen, fik da også en Oscar for præstationen.
De tekniske greb er med til at understrege det uhyggelige og skræmmende i filmen, og det er i høj grad dette, der gør denne udgave værd at se.
Udgaven fra 1941 er noget mere fersk i sin behandling af kontroversielle emner som sex, ondskab osv. En ung Ingrid Bergman (over)spiller Ivy, mens Spencer Tracy legemliggør Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Denne indspilning har ikke samme dæmoni og uhygge over sig, som dens forlæg fra 1932 har, lige bortset fra en psykedelisk drømmescene, hvor Jekyll ser de to kvinder som et hestespand, han pisker. Fokus er generelt mere på kærlighedshistorien og ikke så meget på det uhyggelige i det rendyrkede onde, som Mr. Hyde repræsenterer.
Samlet om udgivelsen kan man sige, at det er udgaven fra 1932, der er mest interessant i dag. Den tager sit litterære forlæg alvorligt og udnytter filmmediet til at vise os personernes indre liv i stdet for at fortælle om det med ord.
Indspilningen fra 1941 er en mainstream-produktion uden kanter, og den bliver kun lige reddet af de to stjerner Spencer Tracy og ikke mindst Ingrid Bergman!
Af ekstramateriale er der ikke meget. Man får en biograftrailer fra 1941, en Snurre Snup-tegnefilm, hvor kaninen møder ovennævnte læge og hans ubehagelige alter ego samt mere interessant et kommentarlydspor til 1932-udgaven med filmhistorikeren Greg Mank.
2 stjerner til ekstramaterialet
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
