Skriv en kommentar
Stanley Kubricks Dr. Strangelove or: How I learned to Stop Worrying and Love the Bomb (som den faktisk hedder) er på mange måder en skrigende morsom film samtidig med at den er dybt foruroligende. Og så giver den os oven i købet en holdbar teori for, hvad der sker oven i hovederne på krigsliderlige galninge inden de giver ordre til at udslette menneskeheden.
Filmens plot er noget af det simpleste i verden. Den psykotiske general Jack D. Ripper har sendt en ordre til 34 fly, der alle er på vingerne i nærheden af sovjetisk fastland. Ordren er ganske klar: “Bomb the Ruskies”. Der går naturligvis ikke lang tid før den amerikanske præsident, Merkin Muffley, får indkaldt til hastemøde i “the war room”, som er et fantastisk mødelokale med et stort blinkende kort af Sovjetunionen på væggen. Under mødet forklarer General Turgidson hvordan en mand kan begynde en atomkrig, for derefter at prøve at
overbevise præsidenten om at en angreb på Sovjetunionen alligevel var strengt nødvendig, for at give dem en lærestreg. Dette er en krigsgalnings logik. Præsidenten er naturligvis bekymret og ser ingen anden udvej end at ringe til sin kollega, Kissoff, i Moskva. Han er selvfølgelig dybt chokeret (og temmelig beruset). Problemet er egentlig ikke, at Sovjet vil blive bombet tilbage til stenalderen, men at man har fremstillet en såkaldt “Doom’s Day Device”, der er indstillet til at tilintetgøre verden i tilfælde af angreb. (Hvad gør man ikke for at advare fjenden). Man giver derfor den sovjetiske luftvåben mulighed for at skyde de amerikanske fly ned, samtidig med at man prøver at bryde koden, der skal genetablere kontakten til flyene.
Det lykkes på den ene eller anden måde at afværge angrebene fra alle fly pånær “Leper Collony”, der flyves af den beslutsomme og stærkt patriotiske Major T.J. Kong (også kaldet King Kong). Samtidigt prøver en desperat og ulideligt høflig, Captain Mandrake, at få Jack D. Ripper til at aflevere koden, der kan afværge katastrofen. Jack D. Ripper får dermed også rig mulighed til at forklare sin nådesløse beslutning overfor kommunisterne. Hans teori om kommunisterne er, at de har flourideret det amerikanske drikkevand med det resultat, at han er blevet impotent. Eller som han selv siger (i et herligt frøperspektiveret close-up med en ordentligt drønnert af en cigar i kæften) “ Jeg vil ikke tillade, at den kommunistiske infiltrering, indoktrinering, undergravende virksomhed og den internationale kommunistiske sammensværgelse underminere og tilsmudservore dyrebare legemsvæsker”.
Lad det være sagt med det samme. Filmens slutning lover ikke godt for menneskeheden. Oppe i det sidste fly har bomberne godt sat sig fast, men Major Kong, der er noget af en cowboy med en styg texansk accent, løsner bomben manuelt og rider rodeo lige lukt i helvede med “yee haa-råb” i noget, der kan betegnes som filmhistoriens mest absurde scene. Verden er nu på randen af ødelæggelse, og det er her Dr. Strangelove, en invalid ex-nazistisk videnskabmand, der tidligere hed “Merkwürdigliebe”, ruller frem med en “genial” plan, der lugter lidt af racepolitik fra en tidligere krig. Han foreslår ganske simpelt, at en nøje udvalgt del af befolkningen bosætter sig på bunden af de amerikanske miner og genopretter “bruttonationalproduktet” i løbet af de 100 år, det tager jorden at blive beboelig igen.
Det sidste man ser i filmen er, at Dr. Strangelove rejser sig fra rullestolen, idet han afbryder en diskussion mellem Turgidson og præsidenten, med ordene “Sir, I have a plan”. Da det går op for ham, at han kan gå, skriger han “Mein Führer, I can walk”. Dernæst afsluttes der med adskillige atombombesprængninger akkompagneret af “We’ll meet again”.
Ud over rodeoscenen med atombomben er filmen kendt for en række andre specielle træk. Dels begynder den i en dokumentarisk stil og viser og en noget særpræget “sexscene”. Det foregår til melodien “Try a Little Tenderness” og viser hvordan et fly tanker et anden fly op med en gigantisk benzinslange, hvilket er ret pudsigt taget i betragtning at resten af filmen handler om sammenhængen mellem krigsliderlighed og impotens. En andet højdepunkt er det fantastiske persongalleri og skuespillet i filmen. Først er der Slim Pickens udgave af Major Kong.
Slim Pickens var på daværende tidspunkt kun kendt som helt i westerns, og det forlyder, at hanikke var klar over, at han deltog i en komedie, hvorfor hans rolle også virker dybt seriøs. George C. Scott som den tyggegummignaskende general Turgidson med meget stor russerfobi og et nærmest drengeagtig lykke i øjnene, når samtalen falder på B-52 bombefly, er en herlig konkret og arketypisk amerikansk krigsgalning. Men filmens absolutte højdepunkt er Peter Sellers, der spiller ikke færre en tre roller. Først den yderste diplomatiske Captain Mandrake, som alligevel i frustration formår at svine japanerne til. Dernæst Præsident Muffley, der som en utro ægtemand ringer hjem til den drikfældige hustru, personificeret som den sovjetiske præsindent. Til sidst giver han “den hele armen”, som Dr. Strangelove. (Dr. Strangelove har det problem, at hans højre arm ind imellem overtager styringen og fiser lige i vejret i en “heil Hitler”-hilsen).
I dag kan man atter nyde filmen på biografens store lærred, velvidende at den store atomkrig mellem øst og vest ikke blev til noget, men da filmen havde premiere tidligt i 1964 var verden en ganske anden. Amerikanerne frygtede “de røde” som pesten og mordet på Kennedy i 1963 havde kastet brænde på frygtens bål. Det er i den sammenhæng, at filmen skal ses. At lave en farce om noget så dybt seriøst kræver i virkeligheden meget mod, og det mod var Stanley Kubrick den eneste, der turdeat vise. En apokalyptisk komedie, der hvis den skulle laves i dag omtrent ville svare til en film med titlen “Halløj i tvillingetårnene.” Filmen er ganske enkelt et af det 20. århundredes største kunstværker, der får alle 6 stjerner til at blinke.
