Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Baseret på den internationale bestseller af samme navn af Khaled Hosseini, der også fremtræder i en lille cameo i filmen, er den skaldede tysker Marc Forsters ”Drageløberen” fortalt forbavsende udramatisk.
For mange vil det nok være bekendt, at ”Drageløberen” fortæller historien om to venner: Amir, der vokser op i overklassen, hvor Hassan er søn af familiens tjener. Trods deres forskellige baggrunde er de bedste venner og bruger det meste af deres fritid sammen. Den mere ’street wise’ Hassan fungerer især som en slags beskytter af den lidt forsigtige og stille Amir. Årets store højdepunkt er byens dragekonkurrence, og Amir beslutter sig for, at han dette år vil vinde – koste hvad det vil. Men dagen udvikler sig til en katastrofe. Hassan bliver overfaldet og ydmyget – Amir ser det hele, men den svage Amir er paralyseret og kommer ikke Hassan til undsætning. Den dags hændelse får altødelæggende konsekvenser for deres venskab. Da krigen i Afghanistan intensiveres, må (og kan) Amir og hans far flygte til USA, men skyldfølelsen vil ikke slippe sit tag i ham. Da Amir mange år efter får muligheden for at gøre uret god igen, tager han tilbage til Afghanistan – selv om det betyder, at han sætter sit eget liv på spil. Og her venter flere hemmeligheder på ham.
Forster har tidligere instrueret fremragende film som ”Finding Neverland” og ”Monster’s Ball”, der begge havde anstrøg af lidt for rigeligt sentimentalitet, men her går det altså helt galt. Man forbavses især over tempoet og over hvor lidt der egentlig sker i løbet filmens to en halv time. Som om man ville have hvert et der står i bogen med.
Det der gør sig bedst er drengenes leg med dragerne på himlen over Kabul, akkompagneret af smægtende eklektisk musik af den spanske komponist Alberto Iglesias. Og så indeholder den da ganske vist nogle yderst stærke emotionelle scener så som scenen med en stakkels, men særdeles modig mand tilbage i Kabul, der frivilligt passer en flok børn i et sønderbombet land, men som også må leve med nogle forfærdelige, gruopvækkende realiteter i en verden, hvor især børnene betaler den højeste pris. Det er virkeligheden, vi her får smækket lige fjæset, men andre gange synes filmens virkelighed at passe lidt for godt sammen i et fornemt konstrueret plot med ’de gode mod de onde’ til at det egentlig kan opleves som virkelighed og troværdigt.
Det litterære bagland skinner igennem, idet plottet absolut virker for fortænkt og for afrundet i sit udtryk. Da hovedpersonen Amir sender dragen op for sin nevø og siger de selvsamme sætninger som sin afdøde bror står konstruktionens budskab lysende klart – for klart. Endnu værre er det egentlig lidt tidligere i filmen, når Amir (og især Hassans) barndoms mobber dukker op igen op som en Osama Bin Laden-agtig fuldblods terrorist. Endnu engang står han i vejen for vores helts ønsker når han (terroristen), gud hjælpe mig, holder Hassans søn fanget! For børnemobbere er jo skæbnebestemte fundamentalistiske terrorister, det ved vi alle. Jeg køber den ikke.
Den slags ualmindelig utroværdige episoder i en påstået realistisk, personlig historie får kun tilskueren til at løsrive sig fra det personlige følelsesmæssige drama den så inderligt ønsker at opnå.
Forsters ”Drageløberen” spiller aldrig helt op til de smertefulde toner på følelses-registret, der er så vigtig i den slags rørstrømske fortællinger. Dertil er den for monoton og kedelig i sit udtryk.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet er til forskel fra filmen righoldigt og ganske spændende. De to bag-om-kameraet dokumentarer ”Words from ”The Kite Runner” og ”Images from ”The Kite Runner” byder på yderst interessante blik på bl.a. produktionen og den svære opgave at finde de rette skuespillere til rollerne. Featuren ”Khaled Hosseini social action PSA” virker til gengæld lidt upassende klæbrig og anmassende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
