Nu ved jeg ikke om Thorvaldsen ville vende sig, hvis han var med i det bageste rum, hvor en grædende kvinde stod ved Thorvaldsens græske skulptur – HEBE, gudinde for ungdom i den græske mytologi. Den grædende kvinde hulkede, vendte sig bort, så ned i jorden med et glas vin i hånden. Hun sætter sig og græder videre. Ved siden af står en lidt ældre mand ved skulpturen, Merkur – i samme situation, grædende, hulkende, og tørrer tåre væk – mens han ryster på hovedet og græder videre.
Det er den anerkendte kunstner Nina Beier (født 1975), som har sat denne forestilling op – med tårer. Og meningen var, at tårerne skulle falde ned i glasset – så det blev sande og falske følelser i en dråbe. Vi blev ikke introduceret til forestillingen, men gik pludselig i rummet – og på et tidspunkt, hvor jeg var alene med en grædende, var jeg lige ved at spørge: Hvorfor græder du? Men gik videre.
Der er noget Kirsten Delholm over den måde at lave teater på – hvor vi selv er med på scenen, og derved kommer tæt på den grædende skuespiller. Men selv om skuespillet kan ødelægges af de mange fotos i hundrededele af sekunder – har en lang proces med de grædende alligevel den virkning, at hendes arbejde er inspiration til noget andet, end det vi kender. Skabt i et rum.
Inde i gården på museet, hvor Bertel Thorvaldsen selv ligger begravet, var vejret med performancekunstner og forfatter Bob Kil, som opførte sin tekst CHAMELEON, mens teknolydbilleder kom fra hjørnernes seks store højttalere. Hun står med vrikkende mave og fremsiger flere påstande, omhandlende min hjerne var som en vaskemaskine, alt bliver reduceret til et minimum - alt bliver udvidet til funktion. Alt bliver skubbet tilbage til bokse. Hun lader sig ikke mærke af, at én med sin telefon optager hele forestillingen – og med ét stopper hendes engelske oplæsning, og folk og vennerne klapper.
Så igen bliver byens rum brugt på en ny måde – De to billeder har jeg selv taget med min telefon……
