Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
8-årige Bruno må undvære storbyen, et trygt hjem og en række gode venner, da farens nye job kræver en flytning fra Berlin til herregård ude på landet. Faren er soldat i den tyske hær, men hvad der undrer Bruno i de nye landlige omgivelser er at faren skal arbejde på en bondegård, hvor bønderne er nogle løjerlige nogen, da de alle har nattøj på. Ja, du har nok gættet at vi befinder os under Holocaust-tiden i Tyskland, og at vores lille hovedperson Bruno ikke er i nærheden af at forstå hvilke grusomheder den tyske hær autoritært omsætter Der Führers ideologi via. Faren er kommandant af rang og leder koncentrationslejren (som Bruno altså tror er en bondegård), moren er den typiske frue som står ved sin mands side - uden dog at få alt at vide om mandens job, og søsteren er den spirende teenager, som giver slip på dukker og legetøj og pludselig skifter til en antisemitisk tilgang til tingene, og begynder at interessere sig for en yngre officer under faren. Bruno er mere eller mindre ladt i stikken in the middle of nowhere, med en far som arbejder konstant, en mor der forsøger at holde facaderne på plads og en 12-årig storesøster som med et bliver meget voksen. Der kommer en privatlærer i hjemmet for at undervise børnene, så kontakt med andre skolebørn, opnår Bruno heller ikke længere. Kedsomheden står malet i Brunos ansigt, og derfor beslutter han sig for at gå på opdagelse.
Det fører ham hen til ”bondegården”, som sært nok er omgivet af pigtråd. Bag hegnet sidder den lille jødiske dreng med det sære navn Schmuel, og han bliver Brunos eneste ven i de nye omgivelser på landet. Ja, Bruno er faktisk ret misundelig på Schmuel, for inde bag indhegningen har Schmuel jo masser af kammerater, og tydeligvis leger de en eller anden form for leg, da alle har et nummer påhæftet deres dragt. Bruno drages af Schmuels verden, for den kan da kun være mere spændende og interessant end den han selv oplever. Så hver gang chancen byder sig, så sniger Bruno sig af sted til bondegården, for at lære mere om dette magiske sted. En dag mangler Schmuels far dog på bondegården, og Bruno graver en tunnel under pigtråden, alt imens Schmuel finder en pyjamas til Bruno. Og på samme side af hegnet, nemlig inden for, går de to venner på opdagelse, i håb om at finde Schmuels far. Bruno opdager langsomt at bondegården alligevel ikke helt er noget paradis, og da er der ingen vej tilbage…
Alle vi som har en viden som er mere dybt funderet end vores 8-årige helt, sidder med en klump i halsen når uskylden bliver tabt og de barske realiteter går op for Bruno, såvel som det sker for familien. Jeg tog mig selv i at sidde og råbe ”Nej nej nej”, undervejs. Og normalt er jeg blandt dem som mener at man holder sin kæft under en film. Her overtrådte jeg selv den regel, så jeg må jo på alle planer have været vidne til noget som ruskede op i mig. Og tak for kaffe for en oplevelse!!! Drengen I Den Stribede Pyjamas er en alvorlig kandidat til årets dvd-udgivelse. Herhjemme fik den ikke den store biograf-opmærksomhed, da det var meget få udvalgte lærreder som havde filmen på plakaten. Men nu vender lykken så for alle der har ventet på filmatiseringen af John Boynes roman af samme navn.
Først og fremmest er unge Asa Butterfield et fund til rollen som Bruno. Han ejer filmen fra start til slut, og man er forelsket i den unge gut så snart man har set de blå øjne og den fænomenale mimik knægten lægger for dagen. Dernæst er sidehandlingerne og symbolikken helt eminente. Kommandantens mor som ikke kan elske sin søn, med det job han udfører. Jøden Pavel som førhen var læge, men sikkert en dårlig en af slagsen, for som Bruno siger: Nu er han jo blot kartoffelskræller. Privatlæreren som forsøger at indprente den tyske almanak hos en indskolings-elev. Jøder der stinker værre når de er brændte, end når de er i live – ironisk sagt af den stringente Løjtnant Kotler. Hitler-hilsnen ved begravelsen. Løgnen om de stjålne kager. Ja, det er billeder som står længe efter på nethinden, akkompagneret af en uovertruffen cinematografi der klarer alt det hæslige i et hug. Med det skræmmende højdepunkt af en tysk soldat iført gasmaske hælde ”sæbe” i hullet, så jøderne kan få et ”bad” – filmet i frøperspektiv.
De gør det sgu helt godt, den samlede cast. Jeg kan ikke fremhæve Asa Butterfield nok, men også den positionerede far (spillet af David Thewlis – Harry Potter, The New World, Kingdom Of Heaven) er et sandt hadeobjekt som filmen skrider frem. Vera Farmiga (The Departed, Neverwas, Running Scared) er den stolte hustru, som på sigt bliver mere og mere utrygt ved det som foregår og ikke mindst det miljø som de befinder sig i. Rupert Friend (The Last Legion, The Libertine, Pride And Prejudice) som Løjtnant Kotler, som ikke er bange for at råbe op og på alle måder være et nederdrægtig element af den daglige gang på herregården, som familien holder til. Og ikke at forglemme Jack Scanlon som den lille pjaltede og karseklippede jøde Schmuel.
Personernes udvikling, med moren som begynder at opponere mod farens job og faren som bliver mere og mere kynisk, er essentiel i forhold til at tabe det overblik som skulle have varetaget deres søn. Denne har så frit spil, og udnytter det i mange herlige øjeblikke som har en grum kontrast og som stikker til ens mavefornemmelse. Er du en sart sjæl, så er der tude-garanti i Mark Hermans perle af en film. Jeg er ikke i tvivl om at Drengen I Den Stribede Pyjamas har legende-potentiale og er en ægte klassiker. Et tydeligt bevis på at genren omkring Holocaust ikke er uddød, og kan være ufattelig barsk om end filmen er en familie-saga mere end en ren likviderings-karrussel. En film alle skal se, og som bør indføres som obligatorisk materiale i folkeskolens ældste klasser.
En rystende oplevelse, som selv anden gang, gav undertegnede et rush af de helt store.
Udgivelsen indeholder desuden en række slettede scener, kommentatorspor samt en grundig 19 minutters dokumentar om tilblivelsen af filmen – indeholdende interviews med instruktør og skuespillere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Buena Vista Home Entertainment.
