Skriv en kommentar
Patrick Smash (Bruce Cook) har et problem; nemlig at han tidligt og silde slår kæmpeprutter, og allerede gjorde det ved fødslen. En belastning er knægten; for forældrene der skilles p.g.a. lugten i hjemmet, og i den noget så engelske skole, hvor disciplineringens utvetydige krav om stilhed brydes på de mest ubelejlige tidspunkter af ubenævnelige, ulækre p……
Heldigvis får Patrick en ven, den geniale opfinderdreng Alan (spillet af Rupert Grint, som mange vil kende som Ron i Harry Potter-filmene). Ikke alene opfinder Alan et par pruttebukser (thunderpants som filmens originaltitel er) til Patrick, men redder ham også i sidste øjeblik fra en noget så engelsk, korrekt og noget så uretfædig rettergang over i det amerikanske rumprogram, hvor man kan bruge Patricks prutter, hans komave viser det sig, til at hente strandede astronauter ned fra rummet.
Filmen er først og fremmest en satire over amerikansk rumfarts-patriotisme og heroisering. Dette forhold er både filmens styrke og dens svaghed. En styrke fordi filmen reducerer denne amerikanske drøm til en fis, og en svaghed fordi mange børn ikke har en chance for at opfatte satiren, men udelukkende vil fokusere på den ”mislykkede” drengs opdagelse af sine evner. Det sidste tema kender vi så godt fra andre børnefilm; ”Der er altid noget, man er god til – man skal bare finde ud af, hvad det er”, som det lød i den danske børne-klassiker Gummitarzan (Kragh-Jacobsen 1981).
Som voksen kan man bl.a. fornøje sig over den venlige hilsen til Kubricks berømte matchcut i Rumrejsen 2001, hvor aben i triumf smider sit benvåben op i luften, hvor det transformeres til en rumstation; her er det Patricks triumf over endelig at kunne spise de pruttefremkaldende baked beans der udløses i en flyvende ske i slowmotion og med Strauss Also Sprach Zarathustra på lydsiden (fuldendt havde hilsnen dog været om triumfen havde resulteret i et lignende matchcut). Ja i det hele taget glæde sig over, hvordan det ene set efter det andet ”kopierer” rumfartsfilm så det er en fryd; hele Huston tages i brug og de amerikanske skuespillere spiller deres heroiske rumfatskontrol-roller så det ikke er til at skelne mellem en ”alvorlig” film og en børnefilm – alt sammen blot for en fis´ skyld.
Når man som voksen så har grinet af og ser på børnene, bliver man klar over, at filmen forfejlede sit mål; både børnetilskuerne og børnene i filmen bliver til syvende og sidst gidsler i et voksenspil, i en voksensatire. Da Allan Parker i Bugsy Malone (1976) lod børn spille voksenroller i en gangster-satire lykkedes filmen, fordi skridtet var taget fuldt ud; her var rollerne byttet om for voksenpublikummets skyld. Her, i Drengen med Pruttebukserne er rollerne ikke byttet om, men man behandler børnene, som om de var voksne. På den ene side er der god satire i, at det amerikanske rumfartsprogram er afhængigt af børn – en hel forbudt for voksne-afdeling består af børn til at opfinde og udtænke nye idéer (i filmen altså) – på den anden side er børnene bogstavelig talt taget som gidsler af voksenverdenen, hvadenten det er i skolen eller i Huston. Hvorfor børnene er ulykkelige i skolen, men lykkelige i Hustons laboratorier giver filmen et svært forklaringsproblem. Med de kritiske briller på får prutten således en anden lyd; hvor den først var udtryk for umiddelbar lettelse, og ja for pokker en drøm om og længsel mod frihed (som Ivans drageflyvning i Gummitarzan), bliver den når alt kommer til alt noget at indkapsle og kanalisere ud de rigtige voksensteder. Det er en grum socialiseringspointe, og vel næppe meningen med filmen, voksensatiren taget i betragtning.
På DVDen består ekstramaterialet først og fremmest af et kommentatorspor (tilgængeligt under Setup) hvor instruktøren, fotografen, manuskriptforfatteren og designeren holder meget lange pauser og tilsyneladende ikke rigtig kan finde ud af om de taler til et børne- eller et voksenpublikum. Interessant er dog oplysningen om, at den grønne farve får lov at præge stort set alle scener for at give historien et ikke-realistisk, et eventyrligt præg. Det præg er desværre ikke nok til at redde en film der ikke kan vælge mellem en voksen og en barnefis (der er forskel), og ikke tør lade barnet fise så eftertrykkeligt, at filmens frygtelig pæne og rationelle voksenverden vælter om kuld.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
