Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Illona (Kati Outinen) og Lauri (Kari Väänänen) passer deres arbejde og deres hund. Han arbejder som sporvognskonduktør og hun som tjener på en restaurant. Men en dag rammer ulykken dem; han bliver arbejdsløs, fordi der ikke er nok passagerer på sporvognen, og hun ligeså da restauranten sælges. De to kastes nu ud i en jobjagt, hvor de lige så snart det ser ud til at lykkes at finde arbejde skuffes grumt. Skuffelserne er mange og ulykken stor. Men de holder sammen. Og så en dag …
Det er bestemt ikke de store fagter finske Aki Kaurismäki disker op med; for selvom man får sine fordomme omkring finners forhold til alkohol og vold/knive bekræftet, er der alt i alt tale om en utrolig afdæmpet film. Dialogen er sparsom og ligeledes personernes bevægelser, der ofte stivner i attituder. Ikke desto mindre er man aldrig i tvivl om, at der er liv i disse tavse og alvorlige mennesker. Et blik, et hastigt strøg over kinden fortæller om stor varme, og et i bogstaveligste forstand pludseligt fald i garderoben fortæller om stor ulykke.
Skulle man i første omgang forveksle Kaurismäkis stil med realisme, endda socialrealisme, ja så bliver man hurtigt klogere; for snart får man øje på stiliseringen i både skuespil, replik og setups. Den teatralske/kunstige spillestil, nogen ville kalde det verfremdung, kan minde om stilen hos den tyske mester Fassbinder, bare med masser af humor. Dette understøttes ikke mindst af replikkerne der afleveres dødsensalvorligt med stor patos, men ikke desto mindre er fulde af humor; om han vil give op? ”Nej, endnu fosser floden frit!” eller på spørgsmålet, om han vil ansøge om arbejdsløshedsunderstøttelse: ”Nej, om vi så skal spise tapet!” Setupsene er præget af tidlig halvfjerdserstil – interieurer og tøjet er umiskendeligt fra den periode – men fremtræder mere som en form for retro-stil. Endelig skal ikke glemmes den virtuose brug af musik; ofte bryder stor, dramatisk, klassisk musik frem som diskret farvning af de stiliserede hverdagsbegivenheder, hvad enten det gælder en tur med sporvognen gennem byen eller afslag på endnu en jobansøgning – diskret fordi musikken ikke får lov at overdøve reallyden, men ikke desto mindre trækker den patos frem, som vi ellers ikke ser og hører. Læg i den forbindelse også mærke til den herlige indlednings-pianist og crooner (Shelley Fisher)i filmens første indstilling; her er dømt lige dele Casablanca og ”As Times Goes By”, som det er stille, stor og dyb humor. For slet ikke at nævne det herlige orkester der spiller op til dans på restaurantens sidste aften (Tarantino go home!).
Om for nogen er Kaurismäkis emblem med andre ord den cool ironi, en form for dead-pan-stil som også går under betegnelsen post-modernisme. Her får mester i ånden, Jim Jarmusch (”Stranger Than Paradise”) kam til sit hår.
Nu hvor det postmoderne synger på sidste vers, i al fald i filmens verden, er det overraskende at opleve, hvor frisk Kaurismäkis film, ja univers holder sig – filmen er fra 1996. Her er noget på spil som stikker dybere end den den postmoderne attitude umiddelbart lod ane. Lad os kalde det kunst!
Filmen vandt Juryens Pris ved Cannes 1996.
Der er desværre intet ekstramateriale på dvd-en udover den obligatoriske trailer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
