Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...
Støt Cinemaonline
Cinema Made In I...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Hunger Games...
The Hunger Games: The Ballad Of Songbirds & Snakes billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

Drømme støjer ikke, når de dør

6. september 2011 af Ana Janic

2 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

Drømme støjer ikke, når de dør billede

Til gengæld støjer film en del, når de lader livet …

Det er altid en oplevelse at se og høre instruktør, Christian Braad Thomsen, i DR2 programmet, Smagsdommerne. Han taler lavmælt, gestikulerer aldrig og ser ganske vist ud som én, der har gjort sig mange, mange dybe og alvorlige tanker om de forskellige kunstneriske produkter, han bliver udsat for. Han smiler sjældent og ler endnu sjældnere. Hans buskede, vilde hår tyder på en forvokset boheme, og det ofte – ja, om forladelse – kiksede tøj giver ham en lidt nørdet, verdensfjern mental kontur.

På trods af dette diskrete subjektive indtryk, denne anmelder har lagt for dagen, synes der at være noget om snakken, når man ser en af hans første film, der bærer det smukke navn, Drømme støjer ikke, når de dør - en titel, der såmænd er udstyret med et demonstrativt komma, der så undtagelsesvist ses i filmtitler.

En gammel bonde (på daværende tidspunkt den 83-årige Kai Holm) ligger på sit dødsleje, alene og uelsket. Hans fremmedgjorte søn (Jon Bang Carlsen) besøger ham og sin aldrende mor. De få dage i familiens isede skød bringer sælsomme minder tilbage. Minder, der tæller en rigid, autoritær opdragelse, en fjern, patriarkalsk faderfigur samt en underkuet, kølig moderskikkelse. Sønnen kæmper med sine inderste følelser over for den splittede familie og opdager til stor frustration, at det selv på faderens dødsleje er umuligt at få ægte kontakt, indgå i nogen form for meningsfuld, følelsesmæssig relation.
Fortvivlet og skuffet indser han, at det er for sent, men opdager alligevel, at faderen i døden er mere levende for ham, end da han var i live.

Drømme dør først

Har en film en så fængende, en så poetisk titel som denne, kan man ikke andet end at forsøge at gennemtrænge titlens umiddelbare mystik, kravle ind under dens digteriske tone og gennemskue meningen bag poesien. Denne anmelder erindrer ikke, hvornår hun sidst har stiftet bekendtskab med så skøn, så dragende en titel. Forventningerne til filmen bag den lyriske etikette var derfor ualmindeligt store. Den efterfølgende skuffelse lod sig som følge deraf mærke med des kraftigere et fald.

Det er skam ikke, fordi Drømme støjer ikke, når de dør er nogen dårlig film. Eller kedelig. Eller meningsløs. Den prøver bare for meget. Og prøver alt for lidt. Lad mig forklare.
Dens største brøler er, at den læner sig for meget op af en – traditionelt set – respekteret og agtet filmkunstnerisk konvention, hvor minimum handling, lange indstillinger og kortfattede samtaler om eksistensens dybere dur og mol indtager den hellige position. Desværre giver det i denne omgang filmen en sær distance, en uvilkårlig fremmedgørelse, der lægger en uforsonlig hinde rundt om projektet. En hinde, som seeren har svært ved at penetrere. Det virker mere som en kunstnerisk anstrengelse end som en reel afbildning af livet.

Når filmen prøver for lidt skyldes det dens relativt endimensionelle tilgang til både dens grundlæggende usympatiske aktører og sit noget fortyggede forlæg. Filmens aktanter mestrer til fuldkommenhed alene enfoldighedens slørende verdensbillede, ligesom de alle fremstår sært forstenede, mærkeligt ufyldestgørende, som havde Braad Thomsen i sin tid blot udtænkt et par indrammende stikord om hver enkel, og skuespillerne så ikke har magtet eller forstået at udfylde de individuelle huller med specifikke, definerende træk. Når filmen derudover portrætterer den ældre generation som en flok analfabetiske, sågar primitive eksistenser, der ikke evner rationaliseringens eller refleksionens arbejde, bliver det for sort/hvidt samt en anelse stereotypt.

Ganske vist er sønnen, som eksponent for den nye, selvtænkende generation, heller ikke gengivet som nogen brav evolutionshingst, men hans grundmurede forståelsesiver og konstante fornuftbestemte tilgang til verden hæver ham alligevel over det fornærmende fordringsløse niveau, landsbyens bønder lider under, om end sønnens fine, intellektuelle kundskaber og kontinuerlige rationaliseringsforsøg heller ikke synes at bringe ham nogle steder hen. På trods af forskellige verdensindstillinger og forventninger til livet synes altså begge generationer fastlåste i en form for verfremdung, der både peger ind og ud ad.

At filmens persongalleri og primære fortælling er så fikserede, skaber en uforløsende atmosfære, der allerede en halv time inde i filmen begynder at føles klaustrofobisk. ”Hvis man ikke har snakket med sin far et helt liv, hvorfor skulle man så begynde, når han står for døden?”, spørger den bedrøvede søn. Filmen selv bærer heller ikke kimen til noget opklarende svar.
Den præsenterer blot. Prædiker en smule. Men polemiserer alt, alt for lidt.

Braad Thomsen har altid set op til den tyske mesterinstruktør Fassbinder, og idolets stempel kan da også spores i Drømme støjer ikke, når de dør. Men hvor Fassbinder var nådesløs og nådesløst ærlig i sine udkrammende familiedramaer, er Braad Thomsen langt mere henholdende og undvigende. Eksempelvis bliver der fortalt i filmen, at faderen under 2. VK. samarbejdede med tyskerne og endog angav enkelte jøder. En grusom oplysning, der dog ikke synes at chokere sønnen, som godt nok spørger nærmere ind til det, men udviser ingen menneskelig reaktion.

Fassbinders film lukkede sig sjældent om sig selv, hvorimod denne film langsomt stabler brikkerne sammen, indtil de efterhånden bliver til en regulær mur. Man forbliver uanfægtet både i forhold til sønnen med hans ”De (lægerne) er kloge i dag”, altså i modsætning til forældrenes ukyndige tid, men også i forhold til bønderne med deres uforståelige The Julekalender-dialekt.

Drømme støjer ikke, når de dør er en af de smukkeste filmtitler i filmhistorien. Beklageligvis kan det samme ikke siges om filmen bag.

Another World Entertainment.

Titel: Drømme støjer ikke, når de dør
Original Titel: Drømme støjer ikke, når de dør
Premieredato: 7. juni 2011
Instruktør: Christian Braad Thomsen
Skuespillere: Jon Bang Carlsen, Irm Hermann, Kai Holm, Asta Esper Andersen
Spilletid: 80 min.
Selskab: Det Danske Filmstudie, 1979
Genre: Drama
Link: http://www.braadthomsen.tripod.com/id38.html
Braad Thomsen på settet.
Braad Thomsen på settet.
Braad Thomsen med Irm Hermann.
Braad Thomsen med Irm Hermann.
Drømme støjer ikke, når de dør.
Drømme støjer ikke, når de dør.


banner
Overskrift Højre Block
FØR STORMEN
All of us strangers
Drengen & Hejren
Argylle
Lærerværelset (B...
Golda (Blockbuster)
Pot-au-feu: Veje...
Fargo season 5 (...
Stockholm Bloodbath
THE ZONE OF INTE...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...