Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Frederik Halling (Nikolaj Lie Kaas) der er leder af en københavnsk privatskole har begået underslæb i millionklassen. Da det samtidig viser sig at han har en svulst i hjernen der kunne have indflydelse på hans gøren og laden er spørgsmålet om det er den der er skyld i underslæbet.
Da filmen havde premiere i biograferne var flere kritikere enige om at voiceoverens indføring i moderne hjerneforskning tog brodden af dramaet. Ved gensyn af filmen nu på DVD må man give kritikerne ret. Ikke desto mindre overser man nemt, at voiceoveren ved filmens egentlige hovedperson Frederiks kone Mia (Trine Dyrholm) også afspejler filmens egentlige konflikt, nemlig hendes.
”Du forsvinder” er ikke først og fremmest et retssalsdrama hvor vi sammen med dommeren skal tage stilling til, om Frederik begik underslæb fordi han havde en hjernesvulst eller ej. Nej, filmen handler om Mia der igennem mange år ikke har trivedes i sit ægteskab med Frederik. Hendes oplysninger til os om hvordan hjernen fungerer afspejler således først og fremmest hendes egne overvejelser over sit ægteskab og sit liv i det hele taget. I sidste ende må hun tage stilling til ikke alene om hun skal forlade Frederik eller ej men hvad hun vil med sit liv. Det er Mias eksistentielle krise der er omdrejningspunkt i filmen, ikke Frederiks.
Spørgsmål som, om jeg kan stole på min erindring, om jeg har et selv, det vil sige et fast selv eller ej, og om man kan sige at jeg har en egentlig fri vilje eller ej hvis kemien betyder så meget, er strengt taget ikke nye spørgsmål i en litterær eller filosofisk kontekst. Men det er nyt at spørgsmålene nu i højere og højere grad diskuteres i lyset af hjerneforskningen. Lige så lidt som det er det litterære forlægs forfatter Christian Jungersens mening at give hjerneforskningen patent på svar på ovenstående eksistentielle spørgsmål lige så lidt er det instruktøren Peter Schønau Fogs intention – så havde de vel formidlet de videnskabelige indsigter på anden og mere gennemskuelig vis. Det ses tydeligst ved at Mias eksistentielle krise intensiveres efterhånden som hun forsøger et samliv med den hjerneskadede Frederik samtidig med at hun sætter sig ind i hjerneforskningen og også er en vigtig part i retssagen. Da kameraet til sidst fastholder hende i fokus, må man forstå at hun på trods af at man ikke kan stole på sin erindring, at man ikke har et fast selv, at vi ikke ved i hvilken forstand vi har en fri vilje, nu må tage en beslutning, tage sin erindring, sig selv til sig for at leve. Hjerneforskningen kan nok gøre folk raske men den kan næppe fortælle dig, hvordan du skal eller kan leve - endsige fortælle hvad et menneskeliv er.
Det er ikke let at følge med i filmen. Det skyldes at Frederik ikke var sindssyg da han begik underslæb, men han var heller ikke rask. Det dilemma afspejles ikke i dansk lovgivning, derfor gør det det svært at følge med i retssagens præmisser. Men først og fremmest er filmen svær at følge med i på grund af de stadige spring i tid og rum og at man sådan set ikke kan stole på det man ser – helt i overensstemmelse med hjerneforskningens og Mias indsigter. Det er i den forbindelse absurd, at mens hjerneforskningen selvsagt er eller i al fald intenderer at være strengt objektiv er Mia det naturligvis ikke – hjerneforskningens indsigter udleves, gøres subjektive hos Mia. Sammenblandingen er fatal og udtryk for Mias eksistentielle krise i den forstand at den accentuerer krisen men er måske også den krise Mia skal igennem efter årelangt ubehag.
Uanset hvad er der en kærlighedslængsel hos Mia som finest kommer til udtryk da hun i begyndelsen af filmen læser den smukke afslutningspassage fra Peter Seebergs klassikernovelle ”Patienten” fra novellesamlingen ”Eftersøgningen - og andre noveller” (1962) op over for en flok skoleelever der ikke forstår hendes rørthed og hurtigt bliver mere optaget af at Frederik føres væk af politiet uden for vinduerne. I novellen insisterer patienten på at han er en anden efter at hele kroppen gradvist er blevet skiftet ud og undrer sig over, at hans kone insisterer på at hun kender og elsker ham men accepterer det så med ””Så lad det være mig,” siger jeg. Hver dag.”
I ”Du forsvinder” insisterer Mia på begge dele; både at kende og elske sin mand men også at blive kendt og elsket af ham. Hver dag. Man kunne have ønsket at Schønau Fog i højere grad havde fastholdt det fokus.
Ekstramaterialet består af meget, meget korte interviews eller snarere statements fra instruktøren, en hjerneforsker, en advokat og en filosof. Lidt komisk er det at hjerneforskeren helt uden at blinke siger, at han kan garantere at man kommer ud fra biografen som en anden efter at have set filmen (jo jo – jeg mener at have oplevet film i mit liv hvor jeg var betydeligt mere berørt. Men det var måske en naturvidenskabelig betragtning forskeren kom med!).
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
