Skriv en kommentar
Det er svært helt præcist at gengive hvad man har oplevet når man kommer fra biografmørket med en Roy Andersson-film hængende i korttidshukommelsen.
I omkring 50 scener, hver filmet i ét langt klip, ser vi forskellige historier udspille sig. Nogle hænger løst sammen, andre er enkeltstående tableauer og vi skal selv fylde hullerne ud.
En kvinde er træt af at ingenting arter sig, og ville være gladere hvis hun havde en motorcykel. En ung pige forelsker sig i den lokale rockstjerne. En forretningsmand går til frisør og møde. En landmand fortæller om en drøm.
At filmen er optaget fra et enten helt stillestående kamera, eller med en meget langsom panorering, gør at vi har tid til at lægge mærke til hver lille detalje.
Dialogen er knivskarp, men på ingen måde målrettet. Der er ikke noget plot i den traditionelle forstand, ingen fast historie.
Filmen skal kort sagt ses mellem linjerne.
Det gør vi så. Og forlader biografen med en viden om at filmen vi har set har været vældig sørgelig, tragisk og deprimerende. Men det slår os at den også har været hyggelig, legesyg og flere gange lokket en bragende latter til overfladen.
Historierne handler om mennesker. Kommunikation mellem mennesker. Tilgivelse mellem mennesker.
I flere scener får vi forklaret en drøm og derefter ser vi drømmen udspille sig. For drømmen er stedet hvor vi kan finde fred og frihed uden at skelne til virkeligheden. -På trods af at vi allerede har løsningen, formår Roy Andersson og hans hold af skuespillere at overraske, chokere og overvælde os gang på gang gennem de 86 minutter filmen varer.
Roy Andersson slog for alvor igennem med Sange Fra Anden Sal i 2000 men det tog ham syv år at finde penge til hans nyeste filmepos Du Levende.
De syv år er godt givet ud. Med støtte fra et væld af medproducenter, deriblandt Posthus Teatret, har Roy Andersson og hans hold med succes skabt en værdig efterfølger til Sange Fra Anden Sal. Du Levende formår at få os til at grine, græde og undres over os selv.
