Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

Edderkoppen

13. november 2007 af Kristian Jensen

5 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

Edderkoppen billede

Flot tv-serie fra dengang Danmarks Radio stadig havde råd…

Mens vi alle venter i spænding på Ole Christian Madsens modstandsdrama ”Flammen og Citronen”, der gerne skulle ramme de danske biografer til næste år, kan man fornøje sig med hans brutale miniserie om ”Edderkoppen”. Serien blev lavet for at fejre Danmarks Radios 75 års jubilæum i år 2000. Siden er den blevet udgivet på tre separate dvd’er, men først nu, er serien udkommet i en samlet boks.
Den unge journalistspire Bjarne Madsen (Jakob Cedergren) er efterhånden godt træt af at skrive kedelige småhistorier for Social Demokraten. Madsen vil meget hellere skrive om Københavns kriminelle undergrund. Året er 1949. København præget af fattigdom efter 2. verdenskrigs hærgen. Sortbørshandlen trives i stor stil i de Københavnske gader og stræder. Den unge Madsen kommer på sporet af noget, der udadtil virker som en yderst velorganiseret smuglerbande ledet af den hensynsløse Svend Aage Hjalmar (Bjarne Henriksen). Sammen med den garvede kriminalrapporter Vissing (Bent Mejding) bevæger Madsen sig ind i en verden fyldt med korruption, vold og afpresning. Det bliver en særdeles farlig færd for de to journalister, der kommer længere og længere ind i den Københavnske underverden. Noget tyder på, at der sidder en altdominerende bagmand, en edderkop, og trækker i alle trådene. Tråde, der fører langt ind i politiet og helt op til regeringen. Bjarne Madsens liv bliver ikke mindre kompliceret af, at hans storebror Ole (Lars Mikkelsen) pludselig vender tilbage efter ti år i USA. Oles blakkede fortid som nazist gør, at Bjarne har et meget anstrengt forhold til sin bror, og det bliver ikke just bedre af, at de begge forelsker sig i den samme pige, den smukke skuespillerinde Lisbeth Gordan (Stine Stengade).

Ole Christian Madsens ”Edderkoppen” er uden tvivl en af de bedst producerede danske tv-serier overhovedet. Serien er vanvittig godt filmet og giver et flot billede af datidens København. Søren Hyldgaads fantastiske score supplerer de flotte billeder, og er med til at skabe en fantastisk og fascinerende stemning.
Stort set alt hvad der kan kravle og gå af danske skuespillere er med i enten store eller små roller. Bedst er Bent Mejding i rollen som den aldrende journalist H.C. Vissing, der skal forsøge at holde styr på den kække men uvidende Madsen. Jakob Cedergren spiller flot som Bjarne Madsen, der kommer helt ud, hvor han ikke længere kan bunde i sin efterforskning. Bjarne Henriksen leverer en solid skurk i rollen som Sven Aage Hjalmar og Stine Stengade er glimrende i rollen som den forførende Lisbeth Gordan.
”Edderkoppen” er samtidig en af de mest brutale tv-serier der er løbet over skærmen her hjemme. Selvom der ikke spares på teaterblodet, bliver det heldigvis aldrig overdrevet og karikeret. I stedet giver ”Edderkoppen” et realistisk fiktionsbillede af København anno 1949.
Ole Christian Madsens mini serie er bestemt et gensyn værd. Serien er velspillet og velfortalt og man keder sig ikke et sekund. Man kan kun håbe på at DR engang får råd til at lave tv som ”Edderkoppen” igen.

Ekstramateriale
Den komplette serie på i alt 6 afsnit er fordelt ud på tre dvd-skiver. Udover over serien finder man samtidig en masse godt ekstramateriale som man kan muntre sig med i vintermørket.
Det hører til sjældenhederne at en instruktør gider indtale et kommentatorspor til en hel tv-serie. Normalt nøjes man med at lave et spor til et eller to afsnit og derefter droppe resten. Men heldigvis gælder det ikke ”Edderkoppen” Ole Christian Madsen har sammen med forfatteren Lars Kjeldgaard lavet et fint kommentatorspor til samtlige af seriens 6 afsnit. Kommentatorsporet er godt og spændende, og bestemt ikke kedeligt at lytte til. Derudover finder man tre forskellige dokumentarfilm, der hver især omhandler ”Edderkoppen”. Den første ”I edderkoppens spind” er en ganske grundig bag-om-kulisserne film hvor produktionen gennemgås ned til mindste detalje. For den historie interesserede er Poul Martinsens glimrende dokumentarfilm ”På jagt efter underverdenen” fra 1968 et spændende bekendtskab, ikke mindst fordi virkelighedens edderkop Sven Aage Hasselstrøm medvirker i et længere interview. Den virkelige edderkop sag bliver ligeledes gennemgået i DR-dokumentaren ”Edderkop affæren” fra 2000. Via interview med de forskellige indblandede i sagen, bliver historien om den Københavnske edderkop optrævlet på den sædvanlige grundige DR-maner.
Som en lille bonus finder man også den officielle hjemmeside fra år 2000 på dvd’en hvis man smider skiven i ens computer.
Alt i alt er der masser af god underholdning fra DR's arkiver med som ekstramateriale til ”Edderkoppen”. Materialet er næsten lige så spændende som selve serien, hvilket jo må siges at være ganske godt.

5 on-z stjerner til ekstramaterialet.

Filmen er venligst stillet til rådighed af:Sandrew Metronome.

Titel: Edderkoppen
Original Titel: Edderkoppen
Premieredato: 6. november 2007
Instruktør: Ole Christian Madsen
Skuespillere: Jakob Cedergren, Bent Mejding, Lars Mikkelsen, Stine Stengade, Bjarne Henriksen, Lotte Andersen, Claus Ryskjær, Lars Bom, Birthe Neumann, Peter Steen
Spilletid: 351 min.
Selskab: Sandrew Metronome & DR 2000/ Sandrew Metronome 2007
Genre: Thriller


banner
Overskrift Højre Block
Vaiana 2
It Ends With Us ...
WICKED
Heretic
Sasquatch Sunset...
Kærlig hilsen, H...
Gladiator II
ARCHITECTION
THE ROOM NEXT DOOR
Girl You Know It...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...