Skriv en kommentar
Den noget anæmiske kunstner Lars Olafsson (Thure Lindhart) var engang kunstverdenes wunderkind, men han har ikke malet noget siden en forfærdelig ulykke for 10 år siden. Han tager derfor imod et lærerjob på en lokal kunstskole i den canadiske udørk Koda Lake, i håbet om at de pittoreske og asketiske omgivelser vil kickstarte hans tabte kreativitet og inspiration. Kunstskolen har netop tabt sin største bidragyder, hvis betingelse for sine godtgørende bidrag, er at de skal tage sig af hendes stumme nevø Eddie (Dylan Smith). Da Lars lader Eddie bo hos ham, går det op for ham, at Eddies natlige og lyssky gerninger påvirker Lars i en sådan grad, at han begynder at male igen. Han udvikler et afhængighedsforhold til Eddie, som han snart benytter som kreativ motor i jagten på sit billedlige mesterværk.
“Eddie” tangerer det morbide, hvilket egentlig redder det noget tyndbenede præmis fra at drukne i letkøbt komik og banale løsninger. Den morbide fandenivoldskhed, dens hæmningsløse livtag med den så velkendte b-filmsformular, højner filmens underholdningsværdi og muliggør at tilskueren ikke tager den overkørte historie om Eddie alt for alvorlig - det er på samme tid morsomt og gyseligt, og man fornemmer den brede referenceramme, der åbenlyst låner fra både Coen-brødrenes sortkornede universer og moderne gyserfilm som “Lad den rette komme ind”. Der er i hvert fald nok blod, afrevne kropsdele og galgenhumor til at fornøje en hel favnfuld tørstige teenagere, og både det vældigt fine klippe- og lydarbejde sikrer en spændstig dynamik i takt med afdækningen af Eddies grusomme hemmelighed. Filmen undslipper sin egen genre, og nærmer sig glimtvist et ordinært drama, men så flyver det om ørerne med organer og sprøjtende blod, og så ved man at den er god nok: Det her er en old-school slasher.
Dog fremstår “Eddie” også som en tynd kop blod, hvis omdrejningspunkt er forplumret med tyngende klicheer og arketyper: Den lidende kunstner, der kun kan skabe ved at “lege” Gud og tage livet af andre. Men måske er det også meningen? En genrefilm som “Eddie” behøver jo ikke ligefrem at være revitaliserende, for at fungere. Den forholder sig hjemmevant til sine passé, men derfor også kitsch-agtige, genrekoder, der danner både grin og gys i mørket.
Hermed er anbefalingen givet videre . kom nu i biografen og så årets bedste kannibal-komedie!
