Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den danske kunstner Lars (Thure Lindhardt) er for at få gang i en skrantende karriere rejst til Canada, hvor han underviser i billedkunst på en lille kunstskole i provinsen. Her sker ikke meget, førend en af eleverne, den stumme Eddie (Dylan Scott Smith), der er traumatiseret af en barndomsoplevelse, flytter ind hos Lars. Om natten går Eddie ikke alene i søvne, men bliver til kannibal. Først er det dyr det går udover, sidenhen mennesker. Lars´ forfærdelse går hurtigt over, da han opdager at de blodige gerninger giver ham et vældigt kunstnerisk kick; nu kommer der gang i karrieren igen.
Synet på hvad kunstnere og hvad kunst er lavet af behandles med kulsort humor. Det er omkostningsfrit og nærmest politisk korrekt, at sige at i al god kunst er investeret sanselighed, kropslighed. Men det er og bliver kontroversielt at hævde, at den sanselighed er kannibalistisk. Nok har vi hørt om store kunstnere som lige så store røvhuller, der snylter på deres medmennesker (Bergman har flere gange behandlet temaet i sine mesterværker), men vi vil så gerne at kunsten og dens udøvere i et væk bekræfter livet.
Filmen afholder sig klogelig fra at vise os Lars´ værker, men vi forstår på omgivelserne, at de er fremragende. Men at det næppe er lyse billeder må stå klart, når de spejles i Eddies grusomme, blodige flåen og smasken, og i Lars på samme måde maniske kasten sig over det hvide lærred.
Filmens plot er en gennemført allegori over stor kunsts betingelser. Omvendt får filmen ikke føjet meget til den altid velkomne diskussion om, hvad kunst er. Instruktøren påviser blot sammenhængene; vi vil gerne dyrke den store kunstner og hans kunst, spejle os i hans selskab og eventuelt tjene på hans kunst – men for alt i verden ikke høre om endsige være vidne til den grumme virkelighed bag kunstneren og kunsten, ofrene.
Måske er det for meget forlangt, at kræve af filmen at den trækker sammenhænge fra den kolde canadiske provins og til det kunstforskrækkede provinshul Danmark. Som det er nu, er det alt for let som publikum at fastholde, at det blodige plot blot er en ekceptionel tildragelse omkring kunstnerisk deroute langt fra vores virkelighed.
Der gøres som antydet ovenfor ikke meget ud af at udvikle karaktererne, statements om kunst og kunstnere er vigtigere. Thure Lindhardt dækker imidlertid sin karakter Lars med bravour. Den sympati man kan nære til den uinspirerede kunstner i begyndelsen, får Lindhardt godt og grundigt gjort til skamme efterhånden som han med stor selvfølge lader Lars´ dumme svin få frit løb.
Ekstramaterialet består af de sympatiske men overfladiske featuretter: Art design and special effects; Producer and cinematographer; Dylan Smith (Eddie).
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
