Selveste Dronning Margrethe II står bag scenografi og kostumedesign og så er det selveste Karen Blixen, som er forfatteren bag. Instruktørmæssigt lagt i hænderne på Bille August, så det er næsten umuligt at forestille sig noget mere dansk. Med et skuespillerkorps bestående af Mikkel Boe Følsgaard, Sidse Babett Knudsen, Jacob Lohmann, Emilie Kroyer Koppel, Paul Hüttel, Alice Bier Zandén (ja, Susanne Biers datter) og mange flere, så er alle brikker på plads til at kunne “forføre” sit publikum.
Sagen er den, at Storhertug og Storhertuginde af Babenhausen sidder lidt usikkert på tronen. Deres søn prins Lothar interesserer sig overhovedet ikke for forplantningens kunst, og dermed øjner særligt den intrigante Storhertuginde et snarligt forfald fra arveretten, hvis ikke prins Lothar snarest indgår giftermål. Derfor hyrer Storhertuginden den passionerede maler Hr. Cazotte til at vække Lothars lidenskab. Til et royalt komsammen stadfæstes planen. Cazotte finder dog hurtigt ud af, at prins Lothar ikke har lyst til at gifte sig overhovedet. Han ønsker sig blot sin fortsatte frihed. Det bliver derfor op af bakke for Cazotte at udføre sin skjulte mission. Cazotte har ganske vist talent på kort sigt, men så hagler problemerne ned. Særligt da han får brug for en oplagt hofdame til “projekt Lothar”. Her udpeges den ophøjede Ehrengard, som er af fineste adelige slægt. Men har Cazotte mon en bagtanke? Og har Storhertuginden også?
Der er dømt opsat hår, slotte, kareter, uniformer og kjoler så langt øjet rækker. Bille August finder både drama og morskab frem fra periodens gemmer. August har sans for det klassiske og Ehrengard er i trygge hænder hos vores danske Oscar-vinder. Når tingene afslutningsvist snerper til, så skifter tonen også til en vis alvor, uden at det går ud over et underfundigt smil på læben. Det klæder “Ehrengard” fortrinligt. Det er sjældent, at vi får den slags ypperlige periodedramaer herhjemme. Det gælder faktisk om at nyde dem, når de så er her.
“Ehrengard” når ikke op på siden af de helt store Bille August-præstationer, men den retfærdiggør på alle planer at gøre en film ud af Blixens forlæg. Det ser tilmed ud til, at skuespillerne har nydt hinanden og produktionen. Filmens lette tone kontra det stive puds fortjener 4 funklende stjerner.