Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Som figur har Sherlock Holmes været udsat for lidt af hvert på film eller TV. Om det er Basil Rathbone, Jeremy Brett – eller en helt tredje, der er den ’rigtige’ til rollen, skal jeg gøre mit yderstor for at fælde en dom over. Til gengæld vil jeg tillade mig at mene, at det ikke er en hvilken som helst nytænkning eller twist på figur og univers, der er lige vellykket. ”Elementary” har bestemt sine kvaliteter i retning som moderne fortolkning, men der bliver desværre samtidig tilføjet lidt for mange skavanker fra amerikanske TV-serie-produktioner.
Sherlock Holmes bor ikke længere i Baker Street 221 B men i New York. Ved seriens start er han lige kommet ud af rehab – og for at sikre, at afvænningen også holder på lidt længere sigt, er han blevet udstyret med en ædrueligheds-coach, den tidligere kirurg Dr. Joan Watson, spillet af Lucy Liu.
Holmes’ kontakt hos politiet er Captain Thomas Gregson, spillet af Aidan Quinn. Nok er det tanken, at Gregson skal udtrykke en flydende balance mellem undren, overbærenhed, irritation – og frustration over manglerne i egen efterforskning, men han er efter min smag en tand for meget amerikansk storbystrømer i forhold til Conan Doyles oprindelige Inspector Lestrade fra Scotland Yard.
Seriens Watson er på samme måde en ganske anden karakter, der tilsyneladende kun modvilligt har påtaget sig opsyn og partnerskab med den mildt sagt meget eccentriske Holmes. Jeg savner den overrumplende logik fra den klassiske Holmes, der i det litterære oplæg leder frem til, at Watson for nyligt er kommet hjem fra en ekspedition til Afghanistan. En skæg indledning til respektfuldt makkerskab med Holmes. Lucy Liu bringer til gengæld en kvindelige vinkel på takt og tone og ikke mindst på sagernes opklaring ind i billedet. Med andre ord byder ”Elementary” blot på balance mellem Holmes og Watson på et nyt grundlag.
Seriens Holmes er fremstillet som en overmåde sær person. Lidt for indadvendt. Lidt for fjern fra verden omkring ham. Det virker ikke helt overvisende, at en sådan person kan opnå Captain Gregsons fortrolighed og/eller respekt. Desuden fortoner universets underfundige lune sig i et format, hvor det enkelte afsnit skal præsentere nye personer, plot og løsning inden for cirka 45 minutter. Det levner ikke meget plads til at bygge spor og vildspor op, lag for lag, så man ude foran skærmen kan bilde sig ind, at man har et godt bud på, hvem skurken er. Til gengæld husker producer og forfatter at flette ind i historierne, at Sherlock Holmes spiller violin.
Det største chok for en skabs-Holmes-fundamentalist som undertegnede er dog, at Moriarty hedder Jamie, spillet af Natalie Dormer. Det er helt fint med en kvindelig skurk, ingen tvivl om det. Det er bare svært at se hende som en i klassisk forstand værdig modstander for Holmes.
”Elementary” byder på meget nytænkning og i mine øjne så meget, at både tidligere figurer og litterært forlæg fortoner sig. På den måde mister serien på den ene side afgørende forudsætninger for at fascinere. På den anden side står serien som en jævnt underholdende og letfordøjelig udlægning af, hvordan selveste Sherlock Holmes ville tackle en børnelokker, en forsvundet børsmægler fra Wall Street, mystiske omstændigheder omkring flystyrt – og meget andet. Og mine indvending om begrænsningerne i det enkelte afsnits varighed fortoner sig, når man efter 5 – 10 afsnit finder når frem til en vis fortrolighed med figurernes og historiernes præmisser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
