Det er efterhånden umuligt at holde styr på hvor mange film, der findes vedrørende en truet menneskehed og en fremmed udefrakommende modstander. I ved, der hvor de overlevende forskanser sig, lever under usle vilkår, men trods alt er i live. Der hvor mennesket bliver byttet og prøver at gå under radaren, mens man langsomt erhverver viden om de dominerende væsner.
Lige præcis sådan en film er “Elevation”, hvor vi befinder os i en postapokalyptisk verden, hvor højder er livsgivende. 8000 fod er smertegrænsen. Befinder man sig herover, så kan man undgå kontakt med de grufulde bæster Reapers, som har mennesker på favoritmenuen. En gruppe overlevende har derfor bygget et lille skrøbeligt samfund i højderne, og her møder vi den enlige far Will, hvis syge søn er ved at løbe tør for medicin. Der er derfor kun én vej for at skaffe de fornødne remedier, og det er gennem Reaper-territorium. Sammen med to kvinder fra kolonien i højderne må Will begive sig under de 8000 fod og være et levende festmåltid, mens han kæmper for sin søn.
Det er Anthony Mackie, som har overtaget Captain America-skjoldet, der spiller Will. Han kunne vitterligt godt have brugt selvsamme skjold denne gang, men må nøjes med menneskelige færdigheder og sanser i håb om at slippe levende fra sin rejse. "Elevation" er for en gang skyld en forholdsvis kort film i genren. Med sin blot halvanden times spilletid er “Elevation” nemlig ikke en produktion, der holder sit monstre i skyggen alt for længe. Præmissen bliver hurtigt rullet ud, og så kan actiondelen ellers folde sig ud. Problemet er bare, at det gør den for sjældent. Den påståede suspense er forholdsvis flygtig, og det virker lidt som om, at monstrene og den trussel, de udgør, bliver glemt undervejs. Den lille gruppe, der trodser sikkerhedsgrænsen, skal så at sige udvikle sig som karakterer og være likable, mens de kæmper. En gang imellem virker det næsten til, at der er en instruktør bag kameraet, som lige kommer i tanke om, at der vist også var noget med nogle brutale skabninger.
“Elevation” er derfor en ganske forglemmelig størrelse. Klipningen er ikke altid for heldig og Mackie overspiller om muligt mere end i Marvel-settingen. De såkaldte Reapers kommer heller ikke til at vinde nogen priser for hverken detaljegrad eller CGI. Snup du hellere “A Quiet Place: Day One”, hvis du vel se en vellykket overlevelsesfilm af nyere dato. “Elevation” fungerer nok bedst som det, der engang hed tømmermandsfilm til din søndag. Jeg forudser ikke, at der kommer en 2’er, selvom der er nogle lysende objekter på himlen i et rulletekstopbrud til sidst.