Skriv en kommentar
Den unge instruktør, Emily Young, er et af de helt store navne i britisk film netop nu. Hendes spillefilmsdebut, ’Kiss of Life’, har vakt pæn opmærksomhed og fået en rimelig modtagelse ved screeninger på årets Cannes festival og nu senest Copenhagen International Film Festival.
Der er ingen tvivl om, at det er en meget personlig film fra den unge instruktørs hånd. ’Den har været i mit hoved i omkring ti år nu. Men jeg har kun skrevet på den, ’on and off’, igennem de sidste tre år imellem andre filmoptagelser. Den handler om døden. Den handler ikke om min egen familie. Men min egen mor døde, da jeg var nitten år gammel, så der er ingen tvivl om, at det er en erfaring, der har inspireret mig’, fortæller hun ærligt.
For Emily Young handlede det om, at bearbejde tanker om livet og døden. Hvad det vil sige at dø. ’Det er mit hoved. Det hele. Hvad det vil sige at dø. Hvad det i virkeligheden betyder. Du savner familien. Du savner den, der virkeligt er død. Så jeg har brugt meget tid igennem årene på at tage ideen frem og lægge den fra mig igen. Jeg har brugt forskellige indgangsvinkler og strukturer for at komme ind i den’, forklarer hun roligt.
Det lyder ikke som om, ’Kiss of Life’ er indbegrebet af, hvad man kan kalde en munter film. Og det mener Emily Young absolut heller ikke, den er. Men derfor kan der stadig være mange gode grunde til at se den. ’Du er nødt til selv at tage den i øjesyn. Jeg synes det er en ret sørgelig film. Det er pointen. Du kan tage på en rejse med den. Den vokser på dig. Men hvis du ikke lader den lukke dig ind, får du nok ikke så meget ud af den. Den vil efterlade dig som udenforstående. Men hvis du rejser med den, vil du nok opfatte den som ret sørgelig’.
For Emily Young har det været en hård proces på flere områder – især det mentale er under konstant pres. ’Det er et kæmpe pres. Det er faktisk ret massochistisk. Det er så svært. Og der er så meget pres på dig. Meget ofte efterlades du i dyb fortvivlelse over det hele. Det er svært at få det på lige præcis den måde, man vil have det. Så må man startet forfra og prøve en gang til’. Emily Young ryster opgivende på hovedet.
Men det arbejdsmæssige pres har ikke været det eneste problem for Emily Young. Kort inden hun skulle i gang med at lede optagelserne til filmen, skete det værste, der kunne ske – indehaveren af hovedrollen – Katrin Cartlidge døde af en kombination af lungebetændelse og blodforgiftning. ’Forberedelserne var fulde af overraskelser. Det var meget svært. Hovedsageligt fordi min skuespillerinde døde lige inden optagelserne skulle begynde. Det var det værste af alt, af alle slagene. Men vi fik en ny skuespillerinde. Og så var optagelserne ingen ting i forhold. Der skete ikke flere grusomme ting. Ikke noget man ikke kunne klare i hvert fald’.
En ting er under alle omstændigheder helt sikker. Emily Young har fået nok af at snakke om døden. ’Jeg vil aldrig lave film om døden igen. Det er helt sikkert. Under ingen omstændigheder. Min næste film kommer til at handle om en teenage pige. Det er taget fra en bog. Den handler om en pige, der vokser op under vanskelige forhold’, afslører hun.
Det lyder ikke som, de mange problemer har taget pippet helt fra den unge instruktør. Der er stadig blod på tanden. ’Jeg føler det som om, at man er i en slags kontrollerende position. Og man kan bare vælge og vrage blandt de elementer, man får udstukket. Og så sker der et eller andet. Det er ikke bare at gøre noget eller skrive et eller andet. Det er som, det findes derude. Et eller andet sted’, siger hun og afslutter på spørgsmålet om, hvordan kemien var mellem hende og den mandlige hovedperson, Peter Mullan – ’Det var fantastisk. Det var fantastisk. Han er jo tydeligvis en stor skuespiller. Han er lavet af energi. Af konstant energi’. Hun smiler i sit stille sind og læner sig tilbage i sofaarrangementet på Skt. Petri Hotel.
