Skriv en kommentar
Året er 1815 og den 21-årige Emma (Anya Taylor-Joy) bor i et kæmpe palæ med sin hypokondriske far (Bill Nighy). Emma får tiden til at gå med at parre folk sammen, efter hvem hun nu lige synes passer sammen. Hendes næste mål er at finde et passende parti til hendes protege Harriet (Mia Goth), men det viser sig hurtigt at blive problematisk. Emma har desuden slet ikke selv planer om at gifte sig, men en ting er hvad man vil og en anden er hvor ens følelser tager dig hen.
Dette er Autumn de Wildes første spillefilm, efter at have lavet utallige musikvideoer, og det må siges at være en flot debut hun har fået lavet. Filmen er visuelt smukt udført og er farverigt øjenguf, så man skulle tro man sad og så en Wes Anderson film. Dialogen igennem filmen er ofte hurtig, morsom og ping-pong-agtig og giver den derfor en screwball komik som en sort-hvid Hollywood film fra 40'erne med Cary Grant og Katharine Hepburn.
Jane Austens bog om den matchmakende Emma er blevet filmatiseret flere gange, hvor den mest kendte nok er versionen med den amerikanske Gwyneth Paltrow fra 1996, hvis man da ikke tæller den nyfortolkede version i Clueless (1995) med.
Anya Taylor-Joy gør et overbevisende stykke arbejde, hvor man skiftevis er irriteret, griner eller har ondt af Emma i hendes indre dannelsesrejse og på jagten efter hvad hun i virkeligheden vil med livet. Taylor-Joy brød for alvor igennem med filmen Split (2016) hvor hun spillede den tilfangetagne og rædelslagne Casey overfor en ellers ret så opmærksomhedskrævende hovedrolleindehaver i James McAvoy.
Johnny Flynn som den lidt småsure men høflige Mr. Knightley stjæler opmærksomheden i de medvirkende scener med hans intense blik og skuespilstil. Nogle vil nok kunne genkende ham fra miniserien Genius (2017), hvor han spillede den unge Albert Einstein og gjorde et kæmpe indtryk. Flynn vil snart kunne ses i Stardust (2020), hvor han spiller den unge David Bowie.
Emma er en skøn periodefilm med en fantasisk blanding af komik og drama. Humoren sidder lige i øjet og her skal både Josh O'Connor, Bill Nighy og Miranda Hart roses for deres medvirken som comic relief. Filmen rummer et herligt persongalleri, og rent visuelt falder man nemt ind i den farverige og naturskønne verden som Emma lever i.
Hvis man elsker et godt periodedrama skal man bestemt tage ind og se den. Filmen når dog ikke helt op på et klassiker-nivaeu da de fleste karakterer er ret flade, og handlingen er meget forudsigelig. Selvfølgelig er der ingen overraskelser, da bogen har 200 år på bagen, men filmen er fortalt så man som seer ved meget mere end karaktererne selv, og det kan nemt gøre en utålmodig.
