Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
En af Os Er Morderen (1974) af Peter Collinson, der bl.a. også har The Italian Job (1969) og den udmærkede Hammer-produktion Straight on Till Morning (1972) på samvittigheden, er en dramatisering af Agatha Christies krimi Ten Little Indians (eller Ten Little Niggers, som den oprindeligt hed) fra 1939. Ligesom de stjernespækkede og fremragende filmatiseringer af hendes Mordet i Orientekspressen (1974) og Døden på Nilen (1978), der længe har været tilgængelige på det danske marked til en billig penge, byder også indeværende film på en virkelig solid og garvet cast, der bl.a. tæller Herbert Lom, Richard Attenborough og Oliver Reed (en personlig favorit) – de kvikke vil også genkende de to James Bond-skurke Gert ”Goldfinger” Fröbe og Adolfo ”Thunderball” Celi i rollerne som hhv. detektiven Wilhelm Blore og generalen André Salvé. Da navnet Agatha Christie jo, om noget, må siges at være garant for en fængede og velkonstrueret historie, og da besætningen ligeledes lover godt for udførslen af denne, er der med En af Os... således, på papiret i hvert fald, lagt i kakkelovnen til et spændende, førsteklasses krimimysterium af klassisk snit. Knippelærgerligt er det bare, at det slet ikke viser sig at være så godt i praksis. Lad mig forklare…
Filmen:
En af Os... omhandler en gruppe indbyrdes fremmede personer, ti styk i alt, der ankommer som gæster til et tomt og isoleret, men meget luksuriøst, hotel i den iranske ørken. Deres vært, en hr. U. N. Owen, er ikke til stede for at modtage dem, og det går da også snart op for flokken, som efter en god middag om aftenen sidder og spiller kort og snakker i loungen, at de er blevet lokket til hotellet under falske forudsætninger. En dyb, bariton stemme (Orson Welles, som kun leverer stemme) gjalder nemlig pludselig ud i rummet, identificerer sig som hr. Owen og anklager de tilstedeværende for hver især på et eller andet tidspunkt i deres liv og med fuldt overlæg, at have forårsaget en eller flere personers død og være sluppet godt fra det. Da stemmen dør hen, går gæsterne forståeligt nok i gang med at benægte anklagerne over for hinanden, men knap nok har de hørt hinanden tale ud, før en af dem dratter om; dræbt med gift. De resterende ni indser herefter hurtigt, at hr. Owen har i sinde at udmønte den straf, de aldrig fik, ved at skaffe dem af vejen, en efter en, som indianerne i det morbide børnerim ”Ten Litte Indians” (heraf filmens titel). Men hvem er denne hr. Owen? Som filmen skrider frem vokser karakterernes mistillid til hinanden, for det bliver mere og mere klart, at morderen må være en i gruppen. Ingen kan således stole på nogen, og som seer sidder man selv og gætter med på livet løs i håb om at kunne løse mysteriet om den mystiske hr. Owen, inden sløret løftes til sidst i filmen.
Præmissen er interessant og tilstrækkelig holdbar til at danne grundlaget for et mysterium, hvor man, som nævnt, engagerer sig selv meget intenst i opklaringsarbejdet. Det er netop forcen ved denne og andre film af samme skuffe, men på paradoksal vis er det også deres uomtvisteligt største problem, for når morderen endelig er blevet afsløret, og man har fået be- eller afkræftet sine teorier, er der så noget som helst at komme tilbage efter? Sagt på en anden måde, er det så en film, man vil have lyst til at se mere end én gang? Tja, det er et godt spørgsmål. Man kan vel sige, at jo mindre fyldestgørende et mysterium opklares/forklares eller jo mindre gennemsigtige karaktererne og deres indbyrdes relationer er ved filmens afslutning, jo større er incitamentet for at vende tilbage og se, om man nu også fik alt med i første omgang. Det er et klassisk fortællekneb, man kan finde i alt fra Hitchcock til moderne film som f.eks. Robert Altmans Gosford Park (2001) David Finchers Zodiac (2007) og Martin Scorceses Shutter Island (2010) i et eller andet omfang. Desværre er det ikke tilfældet med En af Os…, hvor mysteriet forklares endegyldigt og helt og aldeles, og karaktererne ikke har ret megen dybde. Filmen har således alene det formål at holde løsningen på mysteriet skjult for seeren så længe som muligt, således at den kan trække bukserne godt og grundigt ned på ham/hende i finalen, hvor den definitive forklaring serveres på et sølvfad. Det er et skæbnesvangert øjeblik for filmen, for lige præcis der mister den for evigt sin evne til at overraske seeren igen.
Generelt må det vel derfor gælde, at når dette overraskelsesmoment, som man kunne kalde filmens effekt, for nu at låne Edgar Allan Poes term, ikke kan genetableres, fordi mysteriet ophører med at være et mysterium efter første gennemsyn, så må filmens grad af genseværdighed afhænge af andre faktorer som f.eks. skuespil, instruktion, musik m.m., altså alle de ting, der ligger ud over selve historien og er med til at give en film sine tekniske, visuelle og auditive kvaliteter. Her kommer En af Os... dog desværre også til kort langt hen ad vejen. Som nævnt i indledningen nærede jeg visse forventninger til skuespillet, hvilket, som bekendt, er noget, der kan løfte en film op og gøre den værd at se mere end én gang – Albert Finney og Peter Ustinov i rollen som Hercule Poirot i hhv. Mordet i Orientekspressen og Døden på Nilen er gode eksempler på skuespilpræstationer i to film af samme type som En af Os..., der gør dem et gensyn værdige. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke synes, at de forskellige præstationer i En af Os… er værd at skrive hjem om. Især Oliver Reed skuffede mig, ligesom at jeg også havde det svært med Elke Sommer, som jeg synes har en tendens til at overspille. Fælles for alle karaktererne gælder det dog, at de er for flade og stive til, at man gider engagere sig ordentligt i dem, hvorfor man også er meget lidt interesseret i, hvor vidt de lever eller dør.
Derudover ærgrede det mig også, at filmens location ikke blev bedre udnyttet. At filmen foregår på et øde hotel i den iranske ørken har ingen betydning for historien overhovedet, og i stedet for at gøre omgivelserne til en interessant karakter, har instruktøren, utilsigtet måske, formået at reducere dem til et ganske vist meget pænt, men totalt irrelevant, bagtæppe, der kunne have været skiftet ud med et hvilket som helst andet, uden at det ville have gjort noget.
Og så er der det med filmens finale. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det skyldes, men slutningen virkede underligt flad på en eller anden måde; som et glas vin, man tror er virkelig lækkert og glæder sig til at smage, men som så viser sig at være kedelig og uflatterende. Måske hænger det i virkeligheden sammen med, at man, som nævnt, er ligeglad med karaktererne. Man sidder tilbage med en følelse af ”nå, okay, var det det?”. I det lys er det egentlig også ligegyldigt om filmen har gensynsværdi, hvilket jeg gjorde et stort nummer ud af ovenfor, for hvis den ikke engang fungerer optimalt første gang, man ser den, hvilket guddødme er altafgørende for en film af denne type, da den kun har ét skud i bøssen, så har den altså et alvorligt problem.
Filmen kæmper således med en række svagheder, der gør, at den desværre ikke formår at hive sig op på et niveau, der gør det muligt at tale om en virkelig vellykket film. Det skal dog ikke misforstås som om, at det er decideret dårlig, for faktum er, at den gør det den skal fint nok, hvilket er at få en til at sidde og gætte med. Når det så er sagt, så vil de fleste formentlig også hurtigt indse, ligesom jeg, at det er en film, der alt for hurtigt ryger i glemmebogen og alt for sjældent, hvis overhovedet, vil finde vej til dvd-afspilleren efter første gennemsyn. Er man Agatha Christie-fan eller bare en kriminørd, der elsker gættelege, vil man måske nok kunne få en aften til at gå med den, hvis man vel at mærke husker at skrue ned for forventningerne. Andre, der kun har en perifer interesse i genren eller knap så meget tid at se film i, bør nok overveje at finde en anden titel at kaste sig ud i.
Da det ikke er muligt at give halve stjerner her på CinemaOnline, var jeg i tvivl, om jeg skulle give den to eller tre. Jeg har valgt to (som skal tolkes som to og en halv), da jeg efter at have gået og tygget på filmen en dags tid ikke har kunnet finde grundlag for at ændre mit førstehåndsindtryk. Havde jeg kunnet det måske bare en anelse, ville den formentlig godt kunne have sneget sig op på tre.
Billedkvalitet:
En af Os... er fra 1974, og det kan ses. Billedet byder på fine farver og et fint sortniveau, men også en del støj. Det er ikke skæmmende for oplevelsen, men det er, trods alt, noget man vil hæfte sig ved flere gange i løbet af filmens spilletid. Derudover fremstår flere scener også ret bløde i det, mens andre er forholdsvist skarpe, så alt i alt er der altså tale om en pose blandede bolsjer, hvad billedkvaliteten angår. Interesserede købere må dog ikke lade betænkeligheder over billedet afholde dem fra at investere i filmen, da det, i det store hele, er acceptabelt.
Ekstramateriale:
Udgivelsen byder ud over filmens originale trailer og AWE’s sædvanlige trailershow også på et slideshow, et par skuespillerbiografier samt lidt trivia om filmen (alt sammen på engelsk). Bagsiden af min anmelderkopi lover derudover også en fraklippet scene, men den var intetsteds at finde på disken. Hvad grunden hertil kan være, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder, så er ekstramaterialet ikke specielt interessant, med eller uden fraklippet scene.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
