Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De forfrosne, unge tyske soldater kan høre skotternes sækkepibe, der ledsages af melankolsk, samstemmende sang; ”I dream of home” ”. Det er fjenderne. I den modsatte skyttegrav. Kun det sneklædte ingenmandsland adskiller dem. Tyskerne indleder Glade Jul”. Skotternes sækkepibe stemmer i. Samhørighed i det små.
Fransk films Oscarkandidat i 2007, En dag uden krig” (Joyeux Noël” – der på dansk betyder glædelig jul) bygger på veldokumenterede, sande begivenheder langs frontlinjen under første verdenskrig i julen 1914. Her indtraf en lang række spontane – og i den grad landsforræderiske, spørger man generalerne – fredsslutninger mellem europæiske tropper, der mindre end et halvt år forinden var blevet kastet ud i det meningsløse skyttegravshelvede.
Instruktør og manuskriptforfatter Christian Carion har så efterfølgende hældt en del fiktion på den i forvejen fantastiske historie, men det gør – stort set – ingenting. For En dag uden krig” er ikke så meget realisme, som det er et stort smukt budskab. Et menneskeligt postkort sendt fra fronten.
Vi følger tre grupper soldater. De tyske, der ledes af den unge, kyniske og pligtopfyldende løjtnant Horstmayer (Daniel Brühl, der allerede har vist os, hvad han dur til i Goodbye, Lenin! og The Edukators), og hvor operasangeren Nikolaus Sprink (Benno Fürmann) gør værnepligt. De skotske, der har kvaler med moralen, men hvor den alfaderlige præst Palmer (Gary Lewis) gør sit til at holde gejsten op hos de unge mænd. Og de franske, der ledes af den usikre, men gennemsympatiske løjtnant Audebert (Guillaume Canet).
Undervejs kommer også Nikolaus Sprinks kæreste, den danske operasanger Anne Sørensen (i skikkelse af tyske Diana Kruger) til fronten. Det er især her, at Christian Carion har den store foíktionspensel fremme, for der findes ingen som helst dokumentation for, at en kvinde var til stede.
Men hun er en garant for det menneskelige drama og Diane Kruger er en del bedre her end i sine tidligere Hollywoodproduktioner, som fx Troy og Bille August-filmen, Goodbye Bafana. Så selv om netop operatråden er det eneste sted, hvor filmen nærmer sig noget, der er for højtsvungen og patetisk, så accepterer man fint hendes tilstedeværelse.
Egentlige krigsscener er begrænset, korte, men veludførte. Krigens meningsløshed illustrerer sig selv gennem figurerne; det samme gør det klokkeklare antikrigsbudskab, der selvsagt er til at få øje på, men som aldrig er kvalmende påtrængende.
”Ved du hvad? Jeg følte mig nærmere forbundet med tyskerne, end med dem, der råber ”skyd tyskerne!” siger den ophidsede franske løjtnant efter en reprimande fra sin overordnede.
Er det ikke såre simpelt? Banalt? Jo, egentligt. Men sådan er krig. Den rene krig klinisk renset for politiske, religiøse og taktiske mellemregninger. Så er krigen banal. Og modstanden af den i den grad ligeså. At gå i døden; at slå et andet menneske – en såkaldt ’fjende’ – for en sag, der overtrumfer sin menneskelighed. Det er banalt. Få krige er bedre til at beskrive krigens meningsløshed som første verdenskrigs skyttegravshelvede. Men budskabet fortjener at blive hørt igen og igen.
Og i tilfældet En dag uden krig får vi det tilmed serveret smukt og varmt; tankevækkende, velspillet og begavet langsommeligt. En film, du bliver såvel sørgmodig som optimistisk af at se. En film, du har lyst til at se straks igen. Ja, jeg havde i hvert fald.
EKSTRA-MATERIALE:
Der er lange, udmærkede interviews, samt et bag om kameraet-indblik, som jeg ikke fik alverden ud af.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:PAN Vision.
