Skriv en kommentar
Mange fulgte med da forfatter, John Green i efteråret 2011 signerede 150.000 kopier af sin bog The Fault in Our Stars (tvivlsomt oversat til En flænge i himlen på dansk) til alle de, der havde forudbestilt en kopi. Siden 2007 har John Green og hans bror, Hank nemlig ugentligt uploadet videoer på YouTube og med årene opnået kultstatus blandt deres følge, the Nerdfighters. Markedsstrategien om den forudbestilte teenage-roman viste sig at give pote, og den elskede bog samt filmen går nu verden rundt.
Interessant er det – og atypisk for nutidige ungdomshit – at denne populære historie ikke drejer sig om mytologiske væsner eller udspiller sig i et dystopisk univers. Hovedpersonen, 16-årige ikke-ekstraordinære Hazel Grace Lancaster har ingen magiske kræfter. Hun har kræft.
Ung og dødssyg
Nærmere beskrevet har Hazel kræft i skjoldbruskkirtlen, som har spredt sig til hendes lunger og gør, at hun må trække en iltflaske rundt med sig. Det er ellers ikke fordi, Hazel kommer meget ud af huset. For det meste hænger hun ud med sine forældre, ser reality-tv og fordyber sig i sin yndlingsroman, En fyrstelig lidelse af (den fiktive) forfatter, Peter van Houten, der er bosat i Amsterdam. For at gøre sine forældre glade deltager hun, omend nødigt, i møder med en støttegruppe af kræftramte unge i den lokale kirke, og det er her, hun møder Augustus Waters (Gus), der ikke lader tabet af sit ene underben til knoglekræft ændre sin positive tilgang til livet.
De to kommer øjeblikkeligt godt ud af det med hinanden, og de opdager, at de har mere end sygdom til fælles. Til trods for hans åbenlyse følelser lader Hazel, i første omgang, ikke Gus komme tættere på, end hvad er acceptabelt i en venskabelig ramme. Da han konfronterer hende, forklarer hun, at hun er en granat, der en dag vil eksplodere og tage alle omkring hende med sig. Hazel har dermed ingen forestillinger omkring sin sygdom, og med hendes historie påtager fortællingen sig det synspunkt, at sygdom ikke skal pakkes ind eller glorificeres. Bagatelliserer eller taler nogen i Hazels liv udenom, ruller hun med øjnene og forcerer dem til at sige tingene, som de er: hun har kræft og det er noget lort.
Noget af det, der fungerer bedst i filmen er netop Shailene Woodleys skildring af Hazel. Woodley har de seneste år været hovednavnet i flere filmatiseringer af ungdomsbøger, heriblandt Divergent (2014) og den bestemt seværdige indie-film, The Spectacular Now (2013). Det er ikke uden grund, hun tilbydes disse roller. Med intensitet, forståelse og dybde formår hun på overbevisende vis at spille en person, der både har byrder, ingen 16-årig burde kende til, og en person, der har angstfuldte teenageproblemer, som alle 16-årige kender til. Ansel Elgort som Gus gør det tilmed udmærket overfor Woodley, selvom der måske til tider er lidt for høj fedtprocent på det smørrede grin.
Bedre end bogen
Nogle gange forventer passionerede fans, at en filmatisering skal ligge så tæt op ad det originale værk som overhovedet muligt, uden at tage højde for fortælleteknikkerne for de forskellige medier involverede. Filmen, En flænge i himlen bærer næsten slående lighed til romanen, men gør det alligevel kun til en sådan grad, at det ikke føles dovent og direkte oversat.
Alt afhængigt af hvor tolerant man er over for helliggjorte teenagere, kan man måske endda påstå, at filmen lykkes, hvor bogen fejler. Mens det er tydeligt, at John Green har overordentlig meget respekt for unge mennesker, har han, i sine ungdomsbøger, en tendens til at gøre teenagere visere end deres alder tillader. I filmversionen er Hazel og Gus intelligente og udtrykker forventelig gammelsjælsdybde, men seeren er sparet for det meste af bogudgavens utroværdige visdom. Desværre kommer filmen ikke uden om lidt in your face-symbolik, men det må man så tage med.
Overordnet set er En flænge i himlen pengene værd og for bogens dedikerede fans sikkert meget mere end det.
