Skriv en kommentar
Ulrik løslades efter 12 år i brummen for mord og mødes hurtigt med fortidens bekendtskaber. Han står i gæld til Jensen, som økonomisk har taget sig af hans ekskone og barn, og han mener Ulrik har et gammelt regnskab at gøre op med personen, som fik ham indespærret. Ulrik vil dog helst genoptage forholdet til sin søn, Geir, end at falde tilbage i fortidens synder. Og så er der damerne, som fra alle sider begynder at tilbede hans krop og en ganske rar mand som ham, har sært ved at sige nej.
Manuskriptforfatteren til filmen er vores egen Kim Fupz Aakeson, som er kendt fra en række af de senere års danske film som fx ”Den Eneste Ene”, ”Okay” og ”Rene Hjerter” og derfor ligger En Ganske Rar Mand også sig tæt op af disse. Specielt ligner den Rene Hjerter med en blanding af skæv dansk humor og samtidigt seriøst drama. For filmen indeholder sande temaer om at møde fortiden, genvinde værdighed og komme videre med livet, men samtidigt inkorporeres små pudsigheder og komiske elementer.
Stellan Skarsgård spiller vanligt fremragende i rollen som den netop løsladte morder Ulrik, som dels skal stå ansigt til ansigt med fortiden og samtidigt må prøve at se fremad mod fremtiden. Fængselsvagten i begyndelsen af filmen siger det til ham ligefrem: ”Du skal gå fremad, ikke kigge bagud”. Men det er selvfølgeligt sværere end som så, når man er i gæld til sin tidligere ”gangster” boss, Jensen og har et regnskab som skal gøres op.
At kvinderne nærmest kaster sig over Ulrik, kan være lidt overraskende. Men de ser en ganske rar mand og måske chancen for noget seksuelt, de ligesom ham, har måttet undværet i mange år. Det fører til adskillige pinlige sexscener, hvor mest af alt kvinderne fornedre sig selv for et billigt put. Specielt udlejeren Karen Margrethe er prototypen på en ensom, udbrændt, gammelkoneliderlig kvinde, som lægger kortene, eller skal man sige trusserne, på bordet uden tøven. Trusserne flyver af, hurtigere end Ulrik når at tygge maden.
En anden som er udbrændt er ”gangster” bossen Jensen, som ikke længere har hvad der skal til. Han utålelige klichéfyldte side-kick Rolf (I ved, ham vi skal grine af), er det eneste, han har tilbage. De andre er blevet lige så syge, som samfundet de befinder sig i. Jensen nyder at træde på Rolf og styre ham, men det hele køres for langt ud og bliver for stereotypt. Ligesom scenen med en dværg og hans boss der sælger pistoler, virker unødvendig for hele historien.
Men Ulrik står i gæld til Jensen og har et gammel regnskab som skal gøres op med personen som sladret og fik ham fængslet. Men netop institutionen fængslet har måske fået ham på rette køl og de 12 års nag, som burde være til stede, ser ud til at være forduftet. Ulrik vil videre med livet, men Jensen står i vejen.
Det bedste ved filmen er det akavede forhold mellem Ulrik og hans søn, Geir, som trods farens 12 års fravær, sagtens kan tilgive ham. Også selvom Geir har levet de sidste 12 år med løgnen om, at hans er død. Man fornemmer straks et bånd imellem de to og at Ulrik vil gøre meget for sin mistede familie. Geir har det liv som Ulrik aldrig fik; en uddannelse, en kæreste, en lejlighed, et barn på vej. Geir kan ikke sige farvel til sin far, for han er jo, en ganske rar mand.
Ulrik får et job hos mekanikeren Sven og her møder han pludselig en kvinde, Merete, som han ganske vist skal holde nælderne fra, men når tilbuddet byder sig, er fristelsen svær at modstå ovenpå 12 års ufrivillig cølibat. Et cølibat som i den grad bliver brudt i form af talrige seksuelle udskejelser, så man næsten synes det er synd for manden. For Ulrik er langt fra uden følelser og selv ”forholdet” til udlejeren Karen Margrethe vil han helst ikke ødelægge.¨
Instruktøren Hans Petter Moland har lavet en film, som bestemt er værdig at se. Den kunne dog have været en bedre film, hvis lidt af det komiske enten var spædet lidt op eller helt droppet. For enten ødelægger det humoristiske seriøsiteten eller også ødelægger seriøsiteten komedien. Det er meget Stellan Skarsgård som holder filmen oppe, men den falder under en underlig tone, hvor man ikke helt ved, hvor man har den. Temaerne og historien er ædel og skuespillet flot, men det der kunne have været en fremragende film, forbliver desværre middelmådig.
