Prinsesser med mobiltelefoner, hvinende prinsesseveninder og en juvenil appetit på kongelig boogiedans? Well, i En Grimm Historie 2 har det traditionelle eventyrunivers fået følgeskab af nymodens tekniske raffinementer, moderne jargon og rebelske unge, som hellere vil farve natten rød af kærlighed end at opfylde sure pligter, indskærpet af pædagogisk forældede forældre. At prinsessen så ikke også render rundt med en kostumeret chihuahua proppet ned i en lyserød taske og ikke har selvbruner-sprayet sin hud på værste Sidney Lee maner, begriber denne anmelder ikke. Når de nu var i gang med at opdatere gammeldags eventyr, så de passer bedre ind i vores samtidsånd, kunne de da have gået all the way. Ak og ve, vi må da bare håbe, at de folder samtidsvingerne helt ud i eventuelle efterkommere, for mon ikke der kommer flere Grimm(e) Eventyr?
Men nu tilbage til den aktuelle historie i En Grimm Historie 2.
Eventyrland strækker sig i grønne, ubegrænsede, blomsterudsmykkede dale, hvor forelskede par løber hånd i hånd, mens fuglene kvidrer lattermildt som et fritsvævende akkompagnement på bestilling, og blomsterne udsender liflige aromaer ud i den turkisblå æter. Hmmm, you get the picture. Alting er så perfekt, som det overhovedet kan være i Eventyrland. Med det navn, forestiller man sig naturligvis heller ikke andet. Den kønne prinsesse Snehvide vokser op i fred og kærlighed og bliver nænsomt opdraget af sin elskede moder Grace til altid at opføre sig elskværdigt og godt, at yde hjælp, hvor den er tiltrængt og behandle alle med den respekt, de fortjener. Efter moderens pludselige død, glemmer den nu pubertære prinsesse alt om ansvarlighed og opgaver. Discokuglens farvestrålende skær tiltrækker hendes hastigt bankende hjerte og danseglade ben, men da kongen beslutter at gifte sig med den udspekulerede Fru Forfængelighed for at give Snehvide en opdragende moderskikkelse igen, må Snehvide lægge sine letsindige vaner på den aristokratiske hylde og lære lidt om livets sande værdier. For at være ”nede” med folket, skal hun jo ikke opholde sig helt oppe i magtens tinde …
Ved hjælp af sine trofaste syv små dværge og den attraktive ridder Peter, tager Snehvide skæbnen i egne hænder og viser dét vovemod, visdom og vilje, der skal til for at blive en rigtig prinsesse …
Kunstig computeranimation og let historiefortælling
En Grimm Historie 2 kan ikke alene bryste sig af et afgrænset budget, men tilmed en nedslående opvisning i kreativitet. Man får allerede fra første tegnefigur et stærkt indtryk af begrænset finansiel opbakning. Visuelt set har filmen nemlig hverken den charme og hygge, som kendetegner gamle, håndtegnede film eller den livfuldhed og detaljerigdom, som er bolværket i de nye, computeranimerede animationer. Den placerer sig nok snarere i den kedsommelige kategori, jeg ville kalde computerspilsanimation, dvs. at animationen i denne film ligner noget hentet fra et statisk computerspil. Der er en syntetisk feel over den, ligesom både karaktererne og kulisserne bærer præg af en besynderlig kunstighed. Flere gange greb jeg i hvert fald mig selv i at gribe ud efter et imaginært joystick, fordi filmens artificielle visualitet snød mig til at tro, jeg var i gang med at spille et computerspil. Detaljerne er hverken vel udarbejdede eller fint pointerede, ligesom helhedsbilledet heller ikke er pyntet op med blikfangende eller skønne illustrationer. Jeg tror ikke, at børnene vil hæfte sig ved disse beklagelige mangelvarer, fordi produktionen, på trods af disse irriterende faktorer, alligevel er tilpas håndværksmæssigt fiks til, at de små vil nyde dens tegnede univers med stor farvepragt og betragtelig fantasiudfoldelse.
Selve historien er fyldt med adskillige tørre klicheer, startende med filmens to udtværende pointer – man skal være god ved andre, som man er god ved sig selv. Og ikke mindst den aldrig uddøende klassiker, som Snehvides moder leverer højtideligt i filmens statuerende startsekvens – spejlet fortæller kun halvdelen af sandheden. For det virkelig smukke er usynligt for øjet, fristes jeg til at afslutte. Det er muligvis meget lærerigt og instruktivt for børnene, men når man sidder som 25+ tilskuer, fremkalder det snarere nedadgående mundvige og opadgående øjenbryn.
Ideen med at gøre det traditionsbestemte mere genkendeligt er i udgangspunktet interessant nok og hypotetisk set tilstrækkeligt gennemslagskraftigt, men i denne film bliver det for søgt og for banaliserende meget hurtigt, grænsende til ren pastiche. Noget af det dejligste ved animationsfilm er netop den ideelle uskyldighed og arkaiske atmosfære, som indgyder nostalgi, længsel og magi i sine tilskuere. I denne film er der noget yderst trivialiserende og ødelæggende ved at se Snehvide hyle i sin mobiltelefon og shake sin booty til discorytmer i klubbens VIP-lounge, mens hun kukkelukker med sine tøsede veninder om den lækre ridder Peter, som hun gerne ville score. Umiddelbart lyder det meget tilforladeligt, men i for store doser får det desværre en hårrejsende effekt. De små vil muligvis synes, at det er både morsomt og fedt at kunne opdage vores egen tid i en ellers bagud-skuende genre, men når det nu er denne voksen, som skal anmelde filmen, må jeg sætte min voksne bevidsthed i førersædet og proklamere, at denne teoretisk set fortrinlige idé får en belastende og falsk klang i denne konkrete film.
Historien er i sig selv hverken særlig innovativ eller medrivende. Man er forud for handlingens gang hele tiden, og plottet udvikler sig med en skrigende forudsigelighed, som beklageligvis aktiverer gabemusklerne mere end en gang. Karaktererne er relativt endimensionelle, og historieudviklingen følger karakterernes skabelon. Heldigvis varer hele forestillingen kun lidt over en time, så det er til at holde ud for et voksent hoved. Når alt kommer til alt, er det måske ikke så slemt, at denne film bliver smidt på dvd’en og får lov til at sprede skarpe, moralske overbevisninger til vores børn. Måske disse tegnede etiske påmindelser vil sørge for, at nutidens børn ikke bliver til fremtidens Stein Bagger, Milena Penkowa og deslige …
Ekstramaterialet består af 4 trailere til The Next Avengers, Arthur 3, Happily N´Ever After 1 og Knerten Gifter Sig.
Scanbox.