Skriv en kommentar
Med henblik på sin egen families baggrund og en fascination af forfatteren Philippe Grimberts roman ”Un Secret” har instruktør Claude Miller begået en film om en lille families historie, der strækker sig fra 2. verdenskrig til midt i 80’erne.
Ved hjælp af flashbacks igennem ca. 50 år fortælles historien om en familie og en hjerteskærende hemmelighed. Francois (Mathieu Amalric) må tage sig af sin gamle far efter en kort forsvinden og tiden skrues tilbage til dengang Francois som enebarn voksede op med sine forældre. Francois forestiller sig en imaginær, usynlig storebror hvilket ikke falder i god jord hos faderen. Som 15-årig bliver denne forestilling om en usynlig ven afmystificeret da Francois får hemmeligheden om hans families fortid under krigen fortalt.
En fortid om en jødisk families splittelse under 2. verdenskrig og en kærlighedshistorie som er alt andet end problemløs.
Instruktør Claude Miller berører i sin film det sociologiske og psykiske aspekt blandt krigens ofre. Filmen er ikke overbefængt med klip af Hitler og døde kroppe. Det understreges at krigen foregår, men hovedessensen er hovedpersonernes liv på trods af krigens gang. Miller ønsker med sin film at vise nazismens ofre som mennesker, der på trods af hetz oplevede kærlighed, romancer og passion.
På sin vis er det lykkedes, men der savnes samtidig også en større indsigt i nazisternes barbariske styring før man får en ægte forståelse for hovedpersonernes gøren.
Der er kælet for det visuelle med smukke billeder, hvilket klæder filmen og samtidig giver filmen mere kant. 1930’ernes kultdyrkelse af den menneskelige krop i form af fysisk skønhed og atlestisk styrke er godt flettet ind i handlingen.
Skuespillet er ikke til at gennemhule. Det er intenst, dramtisk og ægte. Kemien mellem faderen, Maxime (Patrick Bruel) og moderen, Louise (Julie Depardieu) kan mærkes. Manuskriptet er originalt og filmen er visuelt smuk.
Men det er som om der mangler et eller andet før filmen bliver rigtig spændende. Til tider er filmen en smule kedelig. Det er ikke fordi der nødvendigvis skal være voldsomme skræmmebilleder fra nazi-tiden, men sorgen og følelserne blandt hovedpersonerne når aldrig helt ind under huden. Meget af skuespillet foregår gennem kropssprog i stedet for ord hvilket er årsag til at det bliver kedsommeligt til tider.
Selvom filmens opbygning er kompleks med flashbacks til mange årstal og episoder er det dog let at følge med. Men på trods af det før nævnte skuespil i form af kropssprog er det dog sværere at følge med i det mentale der foregår blandt karaktererne.
”En hemmelighed” er ikke et mesterværk du må eje i din samling, men anbefalelsesværdig som biograffilm er den bestemt. ”En Hemmelighed” er mere en kærlighedshistorie end det er en film om 2. verdenskrig, men dog en mere ægte og smuk kærlighedsfilm end vi er vant til at se på biograflærredet.
