Skriv en kommentar
Den islandske instruktør, Hlynur Pálmason, fik sit gennembrud med hans stærke film ”Vinterbrødre”, som omhandlende to brødre i et barsk og koldt miljø. Derfor er det muligvis ingen overraskelse, at hans næste projekt fortsætter med de menneskelige følelser.
I den nye film ” En hvid, hvid dag” følger vi den pensionerende politichef, Ingimundur (Ingvar Sigurðsson). Hans kone er for nyligt død i en tragisk ulykke, hvilket han naturligvis sørger over, selvom følelserne er gemt dybt væk. Han får en mistanke om, at hans afdøde hustru skulle have en affære med en mand fra byen, og sætter sig for at finde sandheden. Desværre ender det katastrofalt. Ikke blot for ham selv, men også hans nærmest.
Man kan tydeligt se, at Pálmason elsker sine billeder. Det er alt fra smukke vinterbilleder til en faldende sten, som vi skal følge helt til havets bund.
Det virker desværre som om, instruktøren er mere interesseret i disse billeder end at fortælle en helstøbt historie. Hans virkemidler er tydelige, men kan også fremstå ret forvirrende. Der går lang tid, før publikum finder ud af, hvad der rent faktisk foregår. Det til dels langsomme tempo trækker desværre også interessen ud af plottet og ender med at blive for kedeligt.
Ingvar Sigurðsson spiller dog forrygende. Hans portræt af en sørgende mand er bliver præcist. Selvom han muligvis ikke er sympatisk, kan man stadig mærke vreden og sorgen. Han får også et godt modspil af barneskuespilleren, Ida Mekkín Hlynsdóttir, der spiller det uskyldige barnebarn, fanget midt i sorgen.
Filmen falder muligvis i smag for visse typer, som gerne vil se en historie om sorg. Sorgen bliver dog portrætteret mest igennem vold og ligegyldig snak med lægen – hvilket højt sandsynligt også er sådan et forløb udfolder sig, når en mand ikke ønsker hjælp.
”En hvid, hvid dag” indeholder smukke billeder og naturligt skuespil. Desværre bliver plottet trukket ud af det aldeles langsomme tempo, og det ender med at bliver for kedeligt.
