Svenskerne har Zlatan, Saab og snustobak. Vi har Elkjær, Ellert'en og æggeprutten. Vi har Lars Von Trier... Svenskerne har Lasse Hallström! Og hvem er så han, spørger du måske?
Tja, i mine øjne er han en svensker som man ikke kan andet end at bøje sig i støvet for. I mine studie-år kan jeg huske at have valgt Lasse Hallström i kategorien kendte svenskere, mens andre valgte Bjørn Borg, Abba og Astrid Lindgren. Da jeg skulle fremlægge, vidste ingen på mit studiehold hvem hulen Lasse Hallström var. Det ved de nu, og nu glemmer de det aldrig. Du kender ham sikkert også ubevidst, hvis du bare interesserer dig en smule for film. Vi har vel alle set Alle Vi Børn I Bulderby og inden da grin og grædt med den lille Ingemar i børne/ungdoms-mesterværket Mit Liv Som Hund (netop udgivet på dvd). Siden er der i øvrigt kommet helt andre boller på suppen, egentlig startende med den internationale Once Around med blandt andre Holly Hunter og Richard Dreyfuss. Fra da af har Hallström helliget sig en lang række elskede og livsbekræftende historier via Hollywood. Gennembruddet sikrede Hva' Så, Gilbert Grape? med Johnny Depp og Leonardo DiCaprio i de altoverskyggende hovedroller. Derfra gik det stærkt. Blandt de kendteste produktioner fra Hallströms side er vel nok Oscar-vinderen Æblemostreglementet (Tobey McGuire, Charize Theron og Michael Caine), Chocolat (Johnny Depp, Juliette Binoche, Judi Dench, Alfred Molina og Peter Stormare) og The Shipping News (Kevin Spacey, Cate Blanchett, Julianne Moore, Scott Glenn og Pete Postlethwaite). Seneste skud på stammen er filmen om Casanova, hvor så fine navne som bl.a. Heath Ledger og Jeremy Irons skal igennem den svenske mølle, som også både Dennis Quaid, Robert Duvall og Julia Roberts har været det. Og netop Roberts' gode ven fra 90'erne Richard Gere er næste mand ombord, når The Hoax kommer på lærredet.
Nå, nok om Hallström og kom så ikke og sig at du ikke har set en eneste af de nævnte film...
På dvd finder man nu En Ny Dag I Livet. Endnu en typisk og tidløs klassefortælling om livets mange tilstande, valg og muligheder. Jean (Jennifer Lopez) har mistet sin mand i en traffikulykke, men har nu fundet en ny kæreste Gary. Han er imidlertid ret så voldelig overfor Jean og hendes datter Griff, så de to tager flugten væk fra slag og trusler. Jean og Griff mangler desperat et opholdssted langt væk fra Gary og ender modvilligt og som sidste udvej på gården som tilhører Jeans svigerfar fra første ægteskab. Svigerfaren Einar (Robert Redford) bebrejder stadig Jean sønnens død og hans liv er gået helt i stå siden da. Han bliver langt fra begejstret for at se Jean igen, men invilliger i at lade de to nyankommende slå sig ned. På Einars gård bor også hans gamle makker Mitch (Morgan Freeman) som er endt som lidt af en krøbling efter at være blevet overfaldet af en bjørn. Og de to ældre herre er i den grad hvert sit modstykke. Lige så bitter og tvær Einar er, lige så opportunistisk og positivistisk er Mitch. Et mindre trekantsdrama kan gå i gang, mellem de tre med en lille kær størrelse (Jeans datter) i midten. Einar kæmper med sin sorg og sit nag mod Jean, Jean kæmper for at få styr på sit liv og skabe en tryg tilværelse for datteren, mens Mitch kæmper for at få de to parter til at komme overens.
Udviklingshistorien er lidt af en åbenbaring og byder på mange højdepunkter. Redford er barsk og indelukket, men også ganske elskelig i sine monologer ved sønnens grav. Freeman er fantastisk som den invalide som har livsmod nok til at sætte andres lykke før sin egen. Midt i surhed og brok, vælger Jeans datter sågar side og det for en række forstyrrende hændelser til at bringe flokken endnu tættere sammen på godt og ondt. Og det bliver der behov for, da Gary ikke har i sinde at lade Jean være i fred!
En film som er god for hjerte og sjæl som man bare bør se. Tilmed en enestående chance for at opleve Redford og Freeman på lærredet samtidig i en klassisk, men ny fortælling om menneskets rammer og begrænsninger på godt og ondt.
Oven i hatten får man som altid en fantastisk flot cinematografisk del, som fænglser og betager. Hallström har igen ramt plet med hensyn til virkelighedstro figurer via et fantastisk manuskript og gode præstationer over hele linjen. Viva Hallström, mon ikke der er bare en anelse dansk blod i den mand?
Ekstra Materialet er nogenlunde. Der er mulighed for kommentatorspor af instruktøren, samt den obligatoriske Making Of og som rosinen i pølseenden et ikke helt uvæsentligt afsnit om træningen af den bjørn som gjorde Fremmans figur Mitch handicappet. Dog er det tit sådan at en god film får ekstra materialet til at virke endnu mere interessant. I dette tilfælde, har man imidlertid mere lyst til at se den flotte film igen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.