Skriv en kommentar
Lea er narkoman og besøger sammen med sin mor, Madelene, sit spædbarn, der er blevet anbragt i plejefamilie. Mødet bliver mindre heldigt, da Lea forinden har skudt sig selv med heroin. Moderen bliver bedt om at tage Lea med igen. Igennem et langt flashback følger vi Lea gennem hendes barn- og ungdom og får dele af forklaringen på, hvorfor hun er endt op som barnløs narkoman.
Startskudet i Englen er Lea på toilettet med en kanyle i røven. Når en narkoman skyder sig bagi, er det som regel tegn på, at årene i armene er brugt op. Et tegn på at man har været narkoman for længe. Men hvorfor er Lea endt op sådan, vil filmen nu forsøge at finde en forklaring på. Var det hendes eget valg eller spiller miljøet, hun opvoksede i, ind?
Et langt puslespil af et flashback akompagneret af en uudholdelig voice-over, forsøger at finde sandheden til Leas skæbne. Om det er Lea selv eller hendes veninde, der er fortæller til historien ,er svært at finde ud af. I det ene øjeblik taler fortælleren i jeg-person, det næste øjeblik i tredje person. Men om alt er, får publikum nu åbnet øjnene op for Leas halvdårlige barndom med en tidlig afdød far, en fraværende moder og voldelig stedfar.
Som 6-årig dør Leas far og moderen, Madelene, tager sin gamle ekskæreste Ole tilbage i huset som stedfar til Lea. Desværre er Ole alkoholisk og dybt jaloux på Madelenes afdøde eksmand og begynder det ene øjeblik at slå Madelene, det næste at bede om tilgivelse. Madelene og Oles intriger tager hårdt på Lea, der føler sig udenfor. Hun føler faktisk at moderen vælger Ole, frem for hende. Lea begynder først at drikke sig fuld og senere finder hun hvad der blvier faderen til sit barn og sammen begynder de et heftigt heroin misbrug, der leder hende til prostitution og på den forkerte side af det sociale velfærd.
Ingen tvivl om at svaret på Leas misbrug skal findes i hendes barndom, hvor hun følte sig tilsidesat og alene. En dag da Lea kommer hjem fra skole, finder hun moderen liggende gennembanket og voldtaget på stuegulvet ved siden af Ole. Ole og Lea kører moderen på hospitalet og Ole stikker af. Da krisecenteret og politiet foreslår en politianmeldelse og en sikker adresse for dem begge, afslår moderen. ‘Ole var fuld og det var første gang han har slået mig’, siger moderen. Lea sidder mut ved moderens siden og forstår ikke hendes løgn. Voice-overen siger det klart: moderen opgiver ingen andre end sig selv!
Stilen i Englen tager noget tid at vænne sig til. Dels er flashbacket klippet i stumper og stykker, således det nogen gange følger Leas barn- og ungdom kronologisk, andre gange hopper den frem og tilbage i tiden. Klippestilen er meget abrupt og filmen er filmet i dogmestil med et uroligt, men nysgerrigt kamera. Voice-overen er ofte alt for forklarende og irriterende. Den forklarer og uddyber underliggende temaer, så man er fri for at tænke selv. Netop som noget ligger i luften eller mellem linjerne, afbryder fortælleren det uforsagte, og forklarer minitiøst hvad der er foregået, foregår eller vil foregå. Fortælleren benyttes også til at stille spørgsmål for Lea (eller er det for publikum?), som for eksempel hvad er det første hun husker, eller belyser Leas tanker om for eksempel at Gud er en tyv, fordi han tager bedste fra hende. Alle disse fortællerende elementer virker overflødige og irriterende.
Udover vioce-overen er filmen bemærkelsesværdig stille. Der er benyttet roligt musik, men næsten intet lyddesign, der på samme tid gør filmen interessant og naturligt, men også langsommelig og fraværende. Ofte stopper handlingen op for at sætte fokus på smukke naturbilleder eller sanselige indtryk i form af nærskud af ting og sager, der uden tvivl giver filmen stil og personlighed.
I bund og grund handler Englen om Leas liv mod narkomani og hendes forløsning på tilværelsen. Men lige så meget handler det om Lea forhold til sin svigtende moder. Men ligesom moderen fravælger Lea til fordel for Ole og det seksuelle, så fravælger Lea sit barn til fordel for stofferne og prostitutionen. Så på en eller anden måde er de ens om at fravælge kærligheden til fordel for noget, der er meget værrere.
Englen er ikke en glad film, men en svær film. På en måde virker filmen for personlig for instruktøren Margreth Olin til at blive fortalt for andre. Sidste år var filmen Norges bidrag til bedste udenlandske film til Oscar showet, men blev ikke nomineret. Dertil ville den også have været for kunstnerisk og personlig. Den skildrer dog nogle sociale aspekter ved at vise en skyggesiden af Oslo med narkomaner, prostituerede, narkohandlere, hjemløse og en disfunktionel familie. Men den vil forblive uinteressant for de fleste andre end de medvirkende selv.
Og netop blandt de medvirkende leverer Maria Bonnevie som den voksne Lea, en yderst overbevisende skuespilpræstation, der trækker filmen gevaldigt op.
