Skriv en kommentar
Idéen om at gennemleve en hel film udelukkende gennem en hovedkarakters synsvinkel, har været forsøgt flere gange. Første gang var i film noir klassikeren Lady in the Lake (Robert Montgomery, 1947), hvor hele filmen skildres gennem detektiven Philip Marlowes synsvinkel og den eneste gang man ser hans ansigt er, når han kigger på sig selv spejlet. Point-of-View teknikken, som den kaldes, er i dag en integreret del i den filmiske dramaturgi, men sjældent bruges den til så ekstrem grad, som i Lady in the Lake eller, som nu, i Gaspar Noés Enter The Void .
I første del af Enter The Void følger vi hovedpersonen Oscar udelukkende fra hans synsvinkel. For tilskueren fornemmes det hermed, hvad det vil sige at være Oscar - eller mere specifikt; så er det gennem hans øjne og via hans tanker, vi oplever hans liv, ligesom han selv oplever det. Teknikken er sublimt udført og der er taget højde for Oscars syn, stemmeførsel, åndedræt og bevægelser. Således går filmen også i sort, når Oscar blinker med øjnene.
At Oscar er pusher og stofmisbruger, gør blot hele filmen meget mere interessant. Da Oscar sætter sig for at ryge stoffet DMT, som eftersigende er det samme stof der udløses i hjernen, når man dør, får publikum fornøjelsen af at opleve, hvordan sådan et sygetrip opleves. Det er samtidigt introduktionen til, at Point of View teknikken brydes, ved at Oscar gennem rusen får en ud af kroppen oplevelse. En psykedelisk sekvens, som bringer minder tilbage til Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968), udtrykker trippets størrelse.
Da Oscar i en drugdeal-gone-bad bliver forrådt af sin ven og herefter skudt og dræbt af Tokyos politi, forlader hans sjæl ham og begiver sig ud på en sjælevandring fanget i en uendelig limbo. Igennem Oscar opleves hvordan hans venner og vigtigst af alt, hans søster, gennemlever det tragiske tab af ham. Infiltreret i dette samsurium, flashes Oscars liv for øjnene af os. Det er igennem repetition, fortolkning og sanseindtryk vi overlever historien. Det er en film om, hvordan skæbnen kan ændre alt på et splitsekund. Det er en film om, hvad der sker efter døden og om reinkarnation. Det er film om, at se på sine fejltagelser og ønske man kunne gøre dem om.
Enter The Void er ikke en film for alle. Den er nærmest et glimrende bevis på, at der findes film for enhver smag. 2½ times techno teknisk psykedelisk narkopornografisk ekstravagance, der blander elementer fra Himlen over Berlin, Noés egen Irreversible, Tscherkasskys kortfilm, Kenneth Angers film og som nævnt 2001 og Lady in the Lake. Alkoholen i hele denne cocktail er buddhistisk tro om reinkarnation og udsagn fra mennesker der har haft nær død oplevelser. Cocktailbærret er den sublime visuelle stil med det aldrig stillestående kamera, der frit svævende over Tokyo gennemtrænger bygninger og hvileløst søger efter svar. Det er ligeledes paletten af ekstreme pangfarver og det modige univers filmen beskæftiger sig i, der bidrager til den visuelle godtepose.
Som i Noés berygtede voldtægtsscene i Irreversible fortsætter Enter The Void denne grafiske grænseoverskridende tråd. I dette hallucinerende mareridt bliver mange af ens sanser udfordret. Det kan blive hypnotisk og drømmende og faktisk kan det føles som om, at man har poppet piller inden forestillingen. Et langt LSD trip, som i slutningen af Easy Rider tilført tilnærmelsesvis eksplicit pornografisk materiale. Og her har man ikke engang nævnt det incestuøse bror/søster forhold. Nej, den er ikke for sarte sjæle.
Med Enter The Void lader man sig enten overgive til et mesterværk eller også forlader man biografen til et makværk. Enten er den genial eller også er det det værste vås! Det visuelle design kan føles for repeterende og ensformigt i længden og 2½ times er måske i overkanten. Men lader man sig overgive til universet, vil man få en biografoplevelse, man ikke oplever hver dag! Eller som Alex i filmen siger; Det minder mig om at sutte på min mors brystvorter. Bedste ting i mit liv
