Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Edie Sedgewick (Sienna Miller) er kunststuderende, men kan ikke rigtig få afsat sig selv føler hun, og rejser/flygter derfor til New York, som er stedet i USA, med den største spændstighed og bredde. Her ramler hun hurtigt ind i epicentret Andy Warhol (Guy Pierce), der ved en fernisering, bliver betaget og fascineret af hendes skønhed. Hun bliver inviteret indenfor i kunstnerkollektivet “The Factory” og bliver hurtigt Warhol´s muse og får tildelt prædikatet superstar.
Desværre florererer et utal af stoffer i miljøet, som Edie hurtigt bliver gode venner med. Hun møder Bob Dylan (Hayden Christensen), der tager stor afstand fra The Factory, men som også bliver ramt af hendes smukke ydre på sin egen Dylansk facon, og et kæreste forhold tager sit afsat,. Dylan prøver at få hende ud af “The Factory”. Men hun ser det som sin store mulighed for at få sit eget gennembrud, men må sande at hun selv kun er et redskab for Warhol´s voksende brand. Forfaldet er lige om hjørnet.
60´ernes kunstnerscene eksempelvis Warhol´s “Tha factory”, er fremstillet mange gange på film, og både “I Shot Andy Warhol” og især “Basquiat” er stærkere i deres metodiske fremstilling.
“Factory Girl” dyrker for meget det klichéprægede, med stoffer, og den personlige forvirring og de nedture det afstedkommer. Der mangler som skæbnefortælling flere konflikter med kød på, og at komme væk fra det melodramatiske og forudsigelige. Rollerne er ellers smukt besat af Sienna Miller (“Casanova”) og Guy Pierce (“L. A. Confidential”, “Memento”) der får fremstillet Andy Warhol, som en følelsesmæssigt betændt og allergisk egocentriker, og som noget afstumpet, menneskeligt, træder på alle dem han vil bringe frem i lyset. Det var også tilfældet i “Basquiat”.
Hayden Christensen (Anakin Skywalker/Dart Vader i “Attack Of The Clones” m.m.) er et forfriskende pust som en ung Bob Dylan. Og som også får beskrevet den rivalisering der ofte er mellem kunstnere. Bob Dylan var modsat “The Factory” revolusioner boheme, imens kunstnerkollektivet, var profit orienteret, og dog særdeles eksperimenterende samtidig.
Instruktøren Hickenlopper får trods gode intensioner, ikke løftet sin film i den ønskede retning, men har i tidligere produktioner vidst både kant og nerve, som i “Sling Blade”.
Ekstra materialet er der intet af, hvilket må siges at være særdeles uambitiøst og mangelfuldt, især da den er baseret på virkelig hændelser, og søger at være troværdig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
