Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En pudsig størrelse er den, denne britisk producerede blanding af biografi, socialhistorie og ren fiktion. Filmen har Danny Huston i hovedrollen som Orson Welles post Rita Hayworth, en meget virkelig person i et meget virkeligt Italien i en meget fiktiv historie. Welles har mistet en del af sin stjerne i hjemlandet og er taget til et Italien der bestemt ikke er kommet sig over den nyligt afsluttede verdenskrig for at rekuperere efter bruddet med starletten Hayworth. Inden længe finder den svulmende auteur sig dog fanget i et net af intriger der indeholder både gamle og nye italienske politikere, amerikanske efterretningsfolk, tryllekunster og en død skuespiller. Nettet strammes som man siger og så videre og så videre alt sammen ledende til det forudsigelige twist i slutningen som efterhånden er standard.
Det eneste nye ved historien er den måde den blander virkelige personer og begivenheder ind i sit klassiske, noir-inspirerede plot. Instruktør Oliver Parker, der tidligere har stået bag den forholdsvis vellykkede ”The Importance of Being Earnest” (versionen fra 2002 med Rupert Everett), forsøger at lade sin film blive en kommentar både til koldkrigstidens turbulente politiske klima men også til nutidens absurde, amerikanske udenrigspolitik, men det er ikke ligefrem fordi han siger noget nyt om nogle af emnerne. I stedet bliver de overflødige påhæng på en film der i forvejen har lidt for mange bolde i luften. Romantiske intriger, sidehistorier og trylleri er alt sammen for meget for den spinkle ramme.
Havde der været færre pretentioner og mere sjov i manuskriptet ville filmen måske have fungeret bedre, for både Huston som Welles og flere af de let farverige biroller er udemærket formuleret af de garvede skuespillere og den dygtige personinstruktør, men alvoren er en tand for meget, tager man det lidt fjollede præmis i betragtning. Som noir-øvelse er filmen heller ikke teknisk overbevisende og slet ikke på par med mere prominente, moderne noir-ekskursioner som Coen-brødrenes ”The Man Who Wasn’t There” eller Soderberghs ”The Good German”. Det sagt så har Parker godt styr på sine skuespillere og nogenlunde styr på sine virkemidler. Resultatet er et nogenlunde underholdningsniveau. ”Fade To Black” er en jævn film - en overflødig film, men udemærket som ligegyldig underholdning. Nogen uset juvel som Vernon Zimmermans psyko-thriller af samme navn er den i hvert fald ikke.
Bonusmaterialet begrænser sig til lidt intetsigende interviews og en trailer. Til gengæld har filmen et udemærket DTS-lydspor.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
