Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Auschwitch står som en skamstøtte over det 20. århundrede. Og man nærmer sig kun udryddelseslejren i kunsten og kulturen med største alvor (det gælder faktisk også for Benignis film ”La vita é bella” (-97)), medmindre man er holocaustbenægter.
Denne engelske TV-film, fremragende skrevet af Frank Cottrell Boyce og instrueret af Andy DeEmmony, griber beskrivelsen af det ufattelige an på en ny og overraskende måde; en gruppe jødiske fanger i Auschwitz gennemfører en retssag mod Gud, imens de venter på udvælgelsen til gaskammeret. At de kan gøre det skyldes ikke mindst, at det er jødisk tradition, at gå i rette med Gud. Det sker så sandelig her. Anklagen lyder på, at Gud har brudt Pagten; at jøderne er Guds udvalgte folk.
Mange øjenåbnende udsagn om jødedommen kommer frem under retssagen. Men stærkest er nok udsagnet – der meget vel kan være filmens udsagn – om at en monoteistisk religion modsvares af/udvikler sig til diktatur. Det står klart, når fangerne opruller jødernes historie; gang på gang slår Gud på det grusomste ned på jødernes fjender – han holder sig ikke tilbage for folke- og barnemord. Nogle af fangerne konkluderer derfor, at Gud ikke længere er jødernes Gud, men Hitlers. Ja, Hitler er på sin vis den nye grusomme Gud.
Hvad dommen lyder på, skal ikke røbes her. Men uanset dommen, er der kun ét at gøre for jøderne på vej til gaskammeret; nemlig at bede.
”God on Trial”, som filmens originaltitel er, er et kammerspil, hvor vi først og fremmest befinder os i barakken, hvor retssagen mod Gud finder sted. Dog klippes der strategisk til en turist-omvisning i lejren i dag. Idéen er god, men lider under at rundvisningen fremtræder overfladisk, og at turisterne er underligt uanfægtede af rædslerne (de der har været der vil vide, at mange bliver meget stille og berørte i mødet med lejren). Det kan dog ikke tage luften ud af slutbilledet, hvor fanger og turister blandes i gaskammeret. Et billede på en fælles ”erindring” der ikke må glemmes.
Filmen er i mangel på action meget afhængig af skuespillet. Her snydes man ikke. Centralt står Stellan Skarsgård som ”dommeren” der lægger øre til de mange udsagn – fra beskrivelser af nazistisk grusomhed til skarpe udsagn om jødedommen, historiefortælling og generel religionskritik. Skarsgårds ansigt er mørkt, hærget og indtrængende. De mange udsagn fremføres lige så indtrængende som Skarsgårds ansigt af den ene fremragende skuespiller efter den anden; Anthony Sher, Stephen Dillane, Dominic Cooper, Eddie Marsan, Rupert Graves og Jack Sheperd.
Uden på nogen måde at skulle forklejne ”God on trial” som gennemført kunstværk, er filmen oplagt til undervisningsbrug. Diskussioner om Guds eksistens, om hvorfor Gud ikke griber ind overfor grusomhederne, når han er god, og om religionens rolle i det hele taget, føres her på det mest seriøse grundlag. Og så gør det intet, at retssagen er en iscenesættelse i iscenesættelsen, om jeg så må sige.
Som det forhåbentlig er fremgået af ovenstående, er filmen imidlertid bestemt ikke en missionerende film til konfirmationsforberedelse o.lign. Og det er heller ikke en anklage mod Staten Israel, selvom man selv sagtens kan trække parallellerne fra den monoteistiske religions grusomheder og til overgrebene på palæstinenserne. Filmen er først og fremmest en vægtig og original eksistensdiskussion, der ikke burde lade sin tilskuer, kristen, jøde eller muslim uberørt.
Der er intet ekstramateriale på dvd-en.
Midget Entertainment .
