Skriv en kommentar
Efter at de 4 ”Superman”-film med Christopher Reeve (1978-87) og Tim Burtons ”Batman” (1989) banede vejen, tog det for alvor fart fra slutningen af 90’erne, med den moderne computerteknologis fantastiske visuelle effekter til at fuldende tegneseriernes fantastiske univers, til den tsunami i superheltefilm, vi oplever i disse år. Det var derfor også kun naturligt at også Stan Lees forgudede superhelte fra Marvel Comics for alvor kunne tage springet fra det tegnede univers til det store filmlærred. Den første Marvel-helt var ”Blade” i 1998 – som Wesley Snipes nu har spillet 3 gange. Den blev fulgt op af Bryan Singers ”X-Men” i 2000 – og en 2’er i 2003. Og siden er det gået slag i slag med ”Spider-Man” (2002 og 2004), ”Daredevil” (2003), ”Hulk” (2003), ”The Punisher” (2004) og ”Elektra” (2005).
Nu er turen så kommet til ”Fantastic Four”. Den for nogen så velkendte historie om fire astronauter og forskere, under ledelse af den geniale, men knap så succesfulde videnskabsmand Reed Richards, der udsættes for en kosmisk storm under en ekspedition i det ydre rum. Det viser sig at være held i uheld, da bestrålingen har givet dem superkræfter. De danner De Fantastiske 4, og gruppen får hurtigt kvalificeret modstand, da de forsøger at forpurre superskurkens Dr. Dooms planer. Han er nemlig Reed Richards gamle rival og onde ånd, mangemilliardæren Victor Von Dooms alter ego, der som manden, som finansierede rumrejsen også var ombord på rumskibet. Han er godt gal i skralden, opslugt af had og bitterhed over sine tabte milliarder og vil nu have hævn.
Stan Lee selv, der i øvrigt beærer os med en lille cameo-rolle denne gang, udnævner ”Fantastic Four” til juvelen i Marvels krone, og der er i den grad lagt op til, at det ikke er sidste gang, vi ser dem på film.
”Fantastic Four” er altså endnu én af disse kolosser af superheltefilm som det har vist sig kun behændige instruktører kan håndtere. Tænk bare på de bedste af slagsen som ”X-Men”, ”Spiderman”, ”Hulk” og den seneste ”Batman Begins” med henholdsvis Brian Singer, Sam Raimi, Ang Lee og Christopher Nolan i instruktørstolen . Så man kan med rette spørge hvad produktionsselskabet dog tænkte på, da de ansatte Tim ”New York Taxi” Story som instruktør. Nuvel, Story havde instrueret den udmærkede komedie ”Barbershop” (2002) med Ice Cube, før han fik en alvorlig streg i regningen for den katastrofalt pinlige remake af den franske nyklassiske actionkomedie ”Taxi”. Og dette på trods af, at han fik behændig hjælp af superproduceren, scriptdoktoren og auteur instruktøren Luc Besson (”Subway”, ”Leon” og de originale ”Taxi”-film).
Succes og erfaring er altså ikke hvad der oftest er faldet Tim Storys vej, og action er ikke denne herres stærkeste side, og det er da overraskende også humoren der langt hen ad vejen gør sig bedst. Bedst af de fire helte er Chris Evans som storskrydende playboy helt, med bogstavelig talt ild i røven, i rollen som Johnny Storm aka Flammen. I den første halvdel af filmen har han de bedste replikker, men ender med bare at blive for meget. Og dette er filmens helt store problem og svagheden hos alle de centrale personer. De bliver simpelthen svigtet af en svag karaktertegning, som oftest består af lidt pseudopsykologi, halvplatte, kejtede dialoger og almene svinestreger. Der startes ellers godt, med den gode ide at kæde de enkelte personers superkræfter sammen med deres respektive personligheder, og med en række spidsfindige bemærkninger og dialoger, der giver en indirekte introduktion til de fem hovedkarakterers indbyrdes relationer. Efterhånden løber det hele dog ud i sandet, til en sådan grad at man til sidst er bedøvende ligeglad med vores fire fantastiske heltes skæbne.
Det er ærgerligt, idet filmen alt i alt er udmærket castet. Både Jessica Alba (Sue Storm aka Den Usynlige Kvinde), Ioan Gruffudd (Reed Richards aka Mr. Fantastic), Michael Chiklis (Ben Grimm aka Tingen), Julian McMahon (Viktor Von Doom aka Dr. Doom) og førnævnte Chris Evans virker velvalgte i deres respektive roller, og de gør deres bedste med det de har fået tildelt. Specielt den glimrende skuespiller Michael Chiklis svigtes i hans rolle som ”Tingen”. Han ender som en ualmindelig patetisk lerklump af en kæmpe, en Teenage Mutant Ninja Turtle på afveje, i stedet for den stenhårde, solide, men dog sørgmodige klippe af en superhelt som vi kender fra tegneserien.
Når dette så er sagt, må man sige, at man indimellem får leveret fantastisk underholdning. Handlingen fyres af i et forrygende tempo, hvor de fleste andre superheltefilm ville have svært ved at følge med. Når det kommer til de centrale action sekvenser er sagen dog en anden. Her har man set det både bedre og mere storslået i dens beslægtede forgængere. ”Fantastic Four” ender som en ujævn superheltefilm i middelklassen. Bedre end andre Marvel-film som ”Daredevil” og ”Elektra”, men har stadig langt op til forbillederne ”Spiderman” og ”X-Men”. Er man så fanatisk, at man tørster efter selv de middelmådige superhelte, skal man endelig løse billet til ”Fantastic Four”. Ellers spøger Batman jo stadig derinde i mørket.
